Indtil for nylig troede astrofysikkens forskere, at sorte huller altid kredsede i cirkulære baner om hinanden, mens de udsendte energirige tyngdebølger. Den fremherskende hypotese var, at de cirklede om hinanden og stødte sammen, når de havde mistet energi nok.

Adjunkt i astrofysik Johan Samsing ved Niels Bohr Institutet har nu vist, at det ikke er rigtigt: Sorte huller kredser i stedet ofte om hinanden i excentriske baner.

Det kan lyde som en detalje, om banen er cirkulær eller excentrisk, men det gør en kæmpe forskel, når forskere ønsker at sige noget mere om, hvordan sorte huller har levet deres liv, og hvordan de har danset om hinanden.

Siden 2016 har astrofysikere kun været i stand til at fastslå sorte hullers masse og den måde, de spinner omkring sig selv på. Til det formål har de brugt LIGO, et instrument, der kan måle tyngdebølger udsendt af sorte huller, som støder sammen. Men den ny viden om de sorte hullers excentriske bane gør det nu muligt at komme deres udvikling nærmere.

Hvis sorte huller har haft en bestemt excentrisk bane kan det fortælle, i hvilket univers de har haft deres liv, hvilke kræfter der har påvirket dem (måske en stor gassky), eller om et tredje sort hul har været inde og skubbe til de to sorte huller (et three body problem). Det sidste er kendt videnskab i dag – blandt andet takket være Johan Samsing.

»Meget af mit arbejde er teoretisk, men dokumentationen er i dag på et niveau, så der ikke er noget af teorien, der kommer til at ændre sig om fem år,« siger han.

Johan Samsing modtager 18. marts den prestigefyldte MERAC-pris for sin forskning i universets sorte huller og de tyngdebølger, de laver, når de støder sammen.

MERAC-prisen uddeles af et af verdens største astrofysikforbund, European Astronomical Society, hvert andet år. Prisen anses for at være en af de mest prestigefyldte dedikeret til unge forskere inden for den astrofysik, som Johan Samsing har viet sit forskerliv til.

Han har heldigvis en evne til at holde øjet på bolden.

»Jeg har fået prisen for, at jeg igennem mere end ti år er blevet ved med at stille mig selv spørgsmålet: Hvordan kan vi sige noget mere om sorte huller ud fra de baner, de havde, inden de stødte sammen,« siger han.

Johan Samsing var en af de første i verden til at beskæftige sig indgående med emnet. Da han begyndte at publicere artikler om sagen i 2014, var der ifølge ham selv kun fire eller fem andre astrofysikere i hele verden, der forskede i emnet.

I dag skønner han, at der er et par hundrede astrofysikere, der forsker i det samme som ham, og at stigningen kan være et resultat af, at man begyndte at kunne måle tyngdebølgerne med LIGO for ti år siden.

Som en del af modtagelsen af MERAC-prisen er Johan Samsing en af hovedtalerne ved dette års European Astronomical Society møde til sommer, hvor flere hundrede forskere deltager. Med æren følger 25.000 euro  og lettere adgang til fondsmidler til sin videre forskning.

Johan Samsing tager bogstavelig talt arbejdet med hjem til parcelhuset i Birkerød. Her kan hans kone Akiko og deres to børn, Kohana og Kaito, samt venner og kolleger, der kommer på besøg, kigge op på stjernehimlen inde fra dagligstuen.

Familien har nemlig en kuppel oven på deres hustag til et rumteleskop.

»Vi håber altid på godt vejr, for kuplen er lidt utæt, så når det regner, drypper det ned på stuegulvet,« siger Johan Samsing.

Derudover er han idemanden bag og skaberen til en række videoer i udsendelsesrækken Conversations at Niels Bohr’s Office, hvor internationale topforskere fortæller om deres arbejde.

Endelig har Johan Samsings lyst til at formidle forskning i de sorte huller givet sit udslag i, at han lavede udstillingen The Art of Space Time på Kongens Nytorv i 2024.

Johan Samsing skabte overskrifter verden over, da han skrev om, hvordan sorte huller opfører sig inde i en kæmpe gassky.

Og allerede i 2018 var Johan Samsing den første til for alvor at skrive en artikel om de sorte hullers mulige dynamiske udvikling over lang tid.