Akademisk integritet i lokale 18.1.59

Jeg er den første, der træder ind i lokale 18.1.59 i det gamle KUA, der til forveksling ligner mit klasseværelse på Tønder Kommuneskole, sådan som jeg husker det: et åndsforladt, anonymt rum, man hverken forbinder med inspiration eller lyst til læring. Den slags, der findes i tusindvis. Borde og stole i rektangulære rækker: Grønt stål, lyst træ. Overheadprojektorerne med deres alt for lange orange ledninger, klar til at blive rullet frem.

Jeg lægger min jakke og sætter mig ned. Den eneste lyd er lysstofrørenes summen. Det er vel, som det skal være, tænker jeg. Resten må man selv fylde ud.

Med hvad? Akademisk integritet? – denne ’dyd eller egenskab hos den individuelle forsker’, som det hedder på Facebook-reklamen foran mig.

Filosofisk Studenterkollokvium

Det er ikke ligefrem det store tilløbsstykke, konstaterer jeg i alt for god tid. Med ti minutter til start vælger jeg at skifte plads. Så kan jeg bedre se ud i lokalet.

En ung skægget mand kommer ind med tre termokander. Han præsenterer sig som Joachim og skriver sit efternavn ned på en lille lap: »Wiewiura.«

Jeg skal til at udtale det, idet han straks begynder at fortælle mig om Filosofisk Studenterkollokvium. En slags diskussionsklub, som arrangerer eftermiddagens komsammen.

I Aarhus, hvor Joachim har læst, findes der en stærk tradition for denne form for uformelle samtaler mellem filosofistuderende på forskellige niveauer. Men da han kom til København, kunne han konstatere, at det manglede. Så han tog initiativet.

Det er vigtigt at have et forum, der kan gøre op med nogle af universitetets lidt rigide strukturerer, fortæller Joachim. Bachelor-studerende bør kunne mødes og diskutere med de ph.d.-studerende. For selvom man kun har læst Platon og Descartes, kan man godt byde ind med noget.

Det handler jo om selve tænkningen.

Et plastisk begreb

Så siver det lige så stille ind. Unge, ambitiøse filosoffer, tænker jeg. Dem, der ikke fik nok til undervisningen. Flest drenge, to piger, der samles om de tre kaffekander.

Oppe ved tavlen gøres der klar til start. En ung kvinde præsenterer sig som Stine Djørup, ph.d.-studerende og dagens oplægsholder. Hun taler engelsk – sådan som man skal, siger hun og fortsætter med at præsentere det begreb, vi er samlet om: Integriteten – et plastisk, underbelyst og ganske udvandet begreb. En kamæleonisk størrelse, ingen rigtig ved hvad betyder. Vi taler ofte om den, men hvad vil det sige at have den?

Så er det nemmere at sige, hvad den ikke er.

Der findes mange klichéer om den ærlige og redelige, men også stålsatte videnskabsmand, der i forskningens navn er villig til at sætte sit ry over styr. Sådan var der mange, der opfattede Milena Penkowa, før det viste sig, at den dedikerede forsker havde dedikeret sig til sine egne fabrikerede data.

Det siger sig selv, at Penkowa, der stadig fastholder, at hun er blevet misforstået, ikke er et eksempel på akademisk integritet.

Så langt er jeg med.

Man kan have nok så mange rigtige hypoteser og ud fra kognitive standarder være en god forsker, siger Djørup. Men hvad er det værd, hvis forskningen eksempelvis får fatale sociale konsekvenser? Eller hvis man kaster sig ud i absurde undersøgelser. Hvor mange sandkorn findes der i Sahara?

Phronesis

Men hvad går den så ud på, denne dyd, der åbenbart ikke kan sættes på formel?

Djørup gennemgår en række prominente akademikere, der har forholdt sig til emnet: Gerald Holton, Susan Haack, Heather Douglas og når selv frem til, at integriteten må sammenlignes med den gamle græske dyd ’phronesis’ – et uhyre kompliceret begreb.

Jeg forstår, at der er tale om en refleksiv overbygning. En slags situationsfornemmelse eller individuel dømmekraft, der må balancere forskellige hensyn. Ikke bare videnskabelige, men også moralske, sociale og økonomiske.

På den måde betragter Djørup integriteten som en overordnet dyd, der samler de andre dyder. Og her er det afgørende at forholde sig til den videnskabelige fase, man befinder sig i. Det duer ikke at gå på kompromis, når data skal analyseres. Men det kan til gengæld være fornuftigt at gøre det, når projektet skal udformes, og man skal skaffe penge.

Har man integritet, ved man, hvordan man agerer i den givne situation.

Et skridt på vejen

Jeg henter en småkage. Vi holder pause, og de andre står og snakker lidt i små grupper, inden diskussionen skal fortsætte i plenum. Det er en vigtig filosofisk disciplin, at man kan skyde det ned, der lige er blevet sagt, er der en ung fyr, der siger. Og bølgerne går højt, da vi får sat os ned, og ’phronesis’-begrebet såvel som forholdet mellem individuelle og institutionelle aspekter af integriteten diskuteres.

Djørup fortæller, at hun faktisk ikke har læst de ’guidelines’ om akademisk integritet, universitetet sendte ud i kølvandet på ’Penkowa-sagen’. At handle efter uniforme regler er for mekanisk. Men omvendt er det da et skridt på vejen, at institutionen sender et signal om, at man ikke finder sig i snyd.

Gad vide, hvad Penkowa ville sige til det? Hvis hun var dukket op.

Filosofisk Studenterkollokvium mødes hver fredag kl. 15 i byg. 18.1.59, KUA – og diskussionen fortsætter i fredagsbaren. Alle er velkomne.

Uni-avis@adm.ku.dk