Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen
—
Campus
De ældste — Hvad får en 40-årig familiefar eller 64-årig pensionist til at give sig i kast med en bacheloruddannelse? Vi har mødt fire studerende, der har valgt at skifte karrierespor og begynde på studiet i en sen alder.
Jeg kommer fra musikbranchen, hvor jeg spillede i reggaebandet BliGlad, og jeg har også arbejdet med management.
Det var et stort spring. Jeg kommer fra et område, hvor jeg har anerkendelse og status, hvor jeg er etableret og er min egen chef. Jeg skal ligesom gå tre skridt tilbage for at gå fire frem. Det er ikke bare sådan en ’knips med fingrene’-beslutning.
Der er mange af mine venner, der ikke helt forstår det. Jeg kommer jo fra en branche, der er lidt mere spraglet. Og så sidder jeg her med jakkesæt på i den juridiske branche, som er meget konservativ.
Men jeg kan helt klart bruge det, jeg ved om at skabe noget kreativt. Jeg har prøvet nogle processer, hvor man arbejder ekstremt hårdt for noget og så alligevel skal starte forfra, fordi det bare ikke virker. Og det kan jeg godt tage med mig, når jeg sidder og skal løse juridiske opgaver, hvor jeg måske sidder og bruger timevis for så at finde ud af, at jeg skal starte helt forfra. Så giver jeg ikke op. Jeg ved, at det nok skal lykkes.
Hvad angår Juras karakterræs er jeg også rimelig god til at holde hovedet koldt. På mange måder er musikbranchen mere ubarmhjertig. Enten synes folk, det er fedt, eller også gør de ikke. Og så bliver du bare ikke til noget. På Jura kan du i det mindste knokle og knokle og knokle noget mere for at få gode karakterer.
Jeg har haft nogle flere år til at komme helt væk fra det faglige og bare prøve livet af. Når jeg tænker tilbage på mit 20-årige jeg, havde jeg nok ikke lige så meget rygrad, som jeg har nu. Og så kan jeg jo bare håbe på, at arbejdsgiverne kan se det.
Jeg må jo bare erkende, at når jeg kommer ud på et advokatkontor, så vil min chef måske være yngre end mig. Det skal man selvfølgelig vænne sig til.
Det kræver viljestyrke, men vi lever længe, og det er aldrig for sent
Når jeg får spørgeskemaundersøgelser fra Gallup, kan jeg ikke finde ud af, hvad jeg skal svare, at jeg er: studerende eller pensionist.
Jeg er på universitetet for anden gang. Jeg startede i 1972 på Jura, og jeg har arbejdet som jurist i over 30 år. Jeg startede med at studere igen, fordi etnologi er mit drømmestudie. Det har altid interesseret mig, og det har jura aldrig rigtigt.
Når jeg møder mennesker og siger, jeg er studerende, så griner de. Jeg føler mig også anderledes, selvfølgelig. Det er et problem at kommunikere med de andre på holdet. De sidder med hver deres skærm og hver deres iPhone. Jeg har fået købt en bærbar for et par uger siden, men den er ikke blevet sat op, og jeg har ikke en smartphone. Jeg er strandet lidt på grund af it’en, men heldigvis er de unge meget, meget søde og hjælpsomme.
Jeg blev fyret for fem år siden og har gået ørkenvandring lige siden pga. kandidatreglen, der nu er afskaffet (Reglen fastslog, at man med en kandidatgrad i bagagen kun kunne komme ind på en ny uddannelse, hvis der var ledige pladser, red.). Det var et mirakel, at jeg, 14 dage inden jeg skulle starte, fandt ud af, at jeg kunne søge ind, og kom ind. Jeg blev simpelthen smidt ud fra timetervippen.
Men jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om det. Jeg er glad for, at jeg kom ind på en tom plads. Jeg havde haft dårlig samvittighed, hvis jeg tog en plads fra et ungt menneske. I øjeblikket bruger den danske stat penge på en uddannelse, som jeg formentlig ikke kommer til at bruge til noget. Det er jo på sin vis en uskik.
Jeg turde ikke starte på mit drømmestudie dengang. Jeg var så dum at gå efter noget, som jeg mente, at jeg formentlig kunne leve af. Det gjorde jeg så også. Men det interesserede mig ikke.
Hvis jeg skulle give et råd til de unge, er det at vælge det, de synes er spændende. Jeg kan ikke anbefale det andet. Jeg fik kæmpet mig igennem jurastudiet, men det var ret hårdt.
Jeg er meget, meget glad for, at jeg har fået chancen. Om jeg så kan klare det, ved jeg ikke. Jeg prøver i hvert fald.
Jeg har en rigtig god kammarat, som er advokat. Han inspirerede mig til at starte. Han sagde: ’Ved du hvad, du skal ikke tænke så meget. Ud over stepperne.’ Og jeg har ikke set mig tilbage siden.
Jeg bor syd for Køge med kone og børn og arbejder ved siden af som fængselsbetjent. Fuldtid, seks døgnvagter på en måned. Så kalenderen er fyldt.
Hos os er det ikke bare ’Ken læser jura’, for det er hele familien, det berører. Jeg har måttet give afkald på en masse familiefester og så videre. Men hvis man vil det, så kan man.
Halvdelen af min omgangskreds har taget afstand fra, at jeg har valgt at tage en uddannelse i min alder. Jeg tror, mange ikke forstår, hvorfor jeg gør det nu. Og det kan jeg jo ikke bruge til noget, så det vælger jeg at ignorere. Det er et spørgsmål om menneskelig respekt. At man respekterer, at vi træffer nogle valg her i livet. Også i en alder af 40 år.
Jeg kedede mig med det, jeg lavede. Jeg har den tankegang, at man ikke skal gå i stå. Man har ansvaret for egen udvikling hele livet igennem.
Det er klart, det afviger fra normen, at der kommer en som mig med lidt flere år på bagen. Men jeg gik ind til det med et helt åbent sind.
Hvis man kommer med den indstilling, at man er for gammel til det sociale og ikke ønsker at lære nogen at kende, så tror jeg også det bliver derefter. Jeg ser ingen sociale begrænsninger i forhold til min alder.
Det er modigt at vælge til, men det er lige så modigt at vælge fra. Tænk nu, hvis man sidder tilbage som 92-årig og tænker ’hvad nu, hvis jeg havde gjort det?’ Det ville jeg ikke prøve. Det ville jeg ikke ønske for nogen. Det er et spørgsmål om ikke at begrænse sig selv. Den dag, man gør det, er løbet kørt.
Jeg startede egentlig på HF, fordi jeg syntes, der var en hel masse, som vidste ting, jeg ikke vidste noget om. Og dér fandt jeg ud af, at jeg rent faktisk godt kunne finde ud af at studere. Jeg er uddannet smed, og det lå ikke på noget tidspunkt i kortene at jeg skulle studere på universitetet.
Det er et opgør med det, jeg kender. Smedebranchen er jo en anden verden. Meget mere kontant. Du tager et valg, og det skal føre til noget. Jeg møder tit den dér: ’Jamen, hvad skal det føre til? Og hvor mange penge kommer du til at tjene?’. Jeg er her i højere grad for at blive klogere.
Jeg kan helt klart bruge den arbejdsdisciplin, jeg har lært af at være på arbejdsmarkedet i 20 år. Basically er det at studere jo det samme som et ganske almindeligt job. Der er et stykke arbejde, der skal laves til en bestemt tid.
I forhold til de unge har jeg lidt mere ro på tingene. Fuldstændig lavpraktisk er jeg jo langt ude over alle mulige flytte-hjemmefra-problemer og ting, man ikke helt forstår endnu som 20-årig. Det er sådan en minus-bekymring: Hvis det her ikke går, så går det hele nok alligevel.
Jeg synes ikke at min alder er en ulempe socialt, men der er bare nogle ting, jeg er vokset fra. Jeg har en del nære venner her, også yngre studerende, selv om jeg ikke tager med til festerne.
Det ville da ikke have gjort noget, hvis jeg var kommet på tanken lidt før, jeg var 40. Jeg har tænkt masser af gange, om det var ved at være for sent.
Men jeg havde følelsen i dag i undervisningen i noget nørdet narratologi, hvor jeg tænkte: okay det er derfor, jeg er her! Det er bare så sygt spændende at opleve de her nye måder at fortolke verden.
Det er ikke en følelse, der knytter sig udelukkende til universitetet. Jeg har også oplevet den, når vi har lavet et godt smedeprojekt. Men jeg får den oftere her. Og det må vel være dét, der betyder noget.