Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
STUDENTERINITIATIV - Suveræn er en ny forening på Statskundskab, hvis mål er at skabe større fokus på politisk teori. Et emne der har relevans for alle, siger foreningen.
Alle statskundskabere bliver effektive og nyttige embedsmænd i ministerierne. Og derfor er politisk teori noget nørderi, der skal overstås. Hurtigt. Hobbes, Hegel og Rousseau hjælper jo ikke til, når der skal jongleres med sagsmapper, notater og bilag. Vel?
Ifølge Troels Skadhauge og Steffen Wegner Mortensen, der begge er statskundskabsstuderende og blandt initiativtagerne til Suveræn, en ny forening for politisk teori, er svaret et rungende »jo, de gør!«
»Selv om man vil være embedsmand, er det stadig vigtigt at bibeholde overvejelsen af grundlæggende politiske problemstillinger – for eksempel etiske spørgsmål«, siger Troels Skadhauge, og påpeger grinende, at det aspekt ikke er blevet mindre relevant med henblik på den verserende sag om Troels Lund Poulsens særlige rådgiver og en jævnt insisterende skattesag.
»Det er vigtigt, at man er i stand til at reflektere kritisk, så man ikke bare blindt følger ordre og bliver en ‘teknisk kompetent barbar’. Her er skrækeksemplet naturligvis Adolf Eichmann,« supplerer Steffen Wegner Mortensen.
Derfor er det ærgerligt, at politisk teori, ifølge de to initiativtagere, ikke fylder nok på den uddannelse, de har valgt.
»Man bliver kun undervist i politisk teori på første semester, med mindre man selv aktivt vælger det til senere,« siger Troels Skadhauge.
»Faget hænger og svæver lidt,« siger Steffen Wegner Mortensen. »Det er der, men man er ikke helt klar over sammenhængen til de øvrige fag, fordi der ikke bliver grebet tilbage til det.«
Suveræn ønsker, at øge fokus på det politisk teoretiske og skabe et stærkere fagligt miljø inden for området på Statskundskab.
»I begyndelsen har vi arrangeret foredrag og debatter, men ideelt set kunne det også manifestere sig i studiekredse og den slags,« siger Troels Skadhauge.
Indtil videre har reaktionen været positiv. Til det første arrangement om Suverænitetsbegrebet dukkede flere end 40 statskundskabere op. Men de to initiativtagere understreger, at arrangementerne ikke kun er tiltænkt deres studiekammerater. Alle kan komme. De bør:
»Det lyder måske bombastisk, men alle mennesker må forholde sig til det politiske og prøve at forstå, hvad der ligger bag de begreber – som for eksempel ‘demokrati’ – som vi bruger i flæng,« siger Steffen Wegner Mortensen.
»Alle fagtraditioner vil kunne nyde godt af at overveje de forskellige emner. Og vi kunne rigtig godt tænke os mere interdisciplinært samarbejde – for at få nogle andre perspektiver på problemstillingerne.«
På tirsdag løber det næste arrangement af stablen: Her vil lektor ved Institut for Statskundskab Christian F. Rostbøll holde foredrag om retfærdighed og økonomiske incitamenter. Er det sådan cirka almengyldigt?
»Det lander i hvert fald direkte ned i hjertet af den offentlige debat om, hvorvidt det skal kunne betale sig at arbejde,« siger Christian Rostbøll, der peger på diskussioner om top- og millionærskat samt ikke mindst den aktuelle debat om Carina-fattigdom, som udtryk for denne problemstilling.
»Den offentlige debat om disse emner domineres af en økonomisk logik om at der skal være et økonomisk incitament til arbejde. Det er ikke, fordi jeg vil afvise den type argument, men det er vigtigt at understrege, at der er andre måder at se problemet på. For eksempel er økonomiske incitamenter muligvis effektive. Men betyder det, at de er retfærdige? Det tages oftest for givet, men her kan den politiske teori være med til at sætte spørgsmålstegn ved det, der anses som selvfølgeligt.«
uni-avis@adm.ku.dk