Alternativet: Grøn omstilling kræver (mere) grøn viden

Planeten kalder. Den kalder på handling. Helst klog handling. Og klog handling kræver, at vi kan få tilvejebragt den nødvendige viden og praktiske kundskab. Politikerne forsøger hele tiden at hæve ambitionsniveauet, og på papiret lykkes det også ofte. Men når papir skal blive til virkelighed, så lykkes vi sjældnere.

Lad os give nogle eksempler. Først og fremmest havplanen. I 2023 forhandlede regeringen sammen med en række partier, herunder Alternativet, en ny havplan. Der er gode ting i havplanen – tiltag, der kommer til at have positive effekter på havmiljøet. Særligt værd at fremhæve er det areal på størrelse med Fyn, hvorfra der ikke længere må udvindes ressourcer. Det er en sejr! Men som vi i Alternativet før har påpeget, mangler vi ganske enkelt viden om, hvad vores handlinger har af konsekvenser for det danske miljø, og dén vidensmangel adresseres ikke i havplanen. Det lader ikke til, at regeringen har i sinde at adressere den andetsteds heller.

Et andet eksempel er regeringens løfte om at plante 250.000 hektar skov samt sikre uddannelser i hele landet. Skov rejser sig ikke af sig selv i et landbrugsland som Danmark. Derfor er vi nødt til både at investere i fagligheden for at sikre, at vores ambitioner også kan blive til virkelighed.

Regeringen udstikker ikke nogen klar og konsekvent kurs

Men regeringen udstikker ikke nogen klar og konsekvent kurs. Slingrekursen har kunnet observeres på Skov- og Landskabsingeniøruddannelsen (SLing) på Djursland. I 2020 oprettedes uddannelsen, men få år senere, i efteråret 2023, ville man så lukke for optag i 2024 – inden første hold studerende overhovedet var færdiguddannede. Disse planer er dog igen blevet skrinlagt. Alligevel sår den usikre gang tvivl om kursen og sætter spørgsmålstegn ved oprigtigheden i regeringens ambitioner ­– og det er næppe fordrende for at opbygge en stærk faglighed på området.

Ministerierne sparer på viden

Sidste eksempel for nu er de årlige nedskæringer i forskningsbaseret myndighedsbetjening. Det lyder teknisk, men er egentlig bare en fast praksis, der går ud på, at der skal bruges færre penge på at hente viden hos landets dygtigste forskere. Heldigvis er omprioriteringsbidraget afskaffet for en række områder – herunder undervisnings-, uddannelses- og kulturinstitutionerne – men det består på fødevare- og landbrugsområdet, som ellers er et område med akut behov for hjælp til grøn omstilling.

Ud over den “normale” reduktion på to procent årligt er dette område inden for Fødevareministeriets ramt af en “ekstraordinær” nedskæring på yderligere en procent. Det vil altså sige, at der bliver sparet tre procent på forskningsbaseret myndighedsbetjening i Fødevareministeriet i en tid, hvor behovet for kvalificeret viden er større end nogensinde før.

Vi i Alternativet forsøger at gøre noget og har stillet et beslutningsforslag om at fritage forskningsbaseret myndighedsbetjening fra besparelserne. Men vi mangler bred politisk opbakning.

Forskningsmiljøet skal styrkes

Vi bliver også nødt til at se på vilkårene for grøn vidensproduktion. Universiteterne er afhængige af blandt andet pengene fra myndighedsbetjeningen for at opretholde de stærke forskermiljøer, og samfundet er afhængig af den viden, det grønne forskermiljø producerer.

Det er igennem den forskningsbaserede myndighedsbetjening, vi får information om for eksempel iltsvind og PFAS i grundvandet. Det er viden, som er helt vital for både natur, miljø og sundhed. Men den viden risikerer at blive udhulet, som sagerne står nu.

De bindende klimamål og de aftaler, Folketinget og regeringen har indgået om blandt andet drikkevandsbeskyttelse, havplan, skovrejsning, udtagning af lavbundsjorder og så videre kræver, at vi har et vidensgrundlag, der gør det muligt at indfri ambitionerne. Men med den politik regeringen fører, er der ingen grund til at tro, at den viden kommer frem, eller at vi kommer til at have de nødvendige kompetencer i fremtiden.