Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Amerikansk underholdning

MIT STUDIELIV - Nanna Bang Laursen lejer sit værelse ud til amerikanske udvekslingsstuderende. Det giver nogle helt anderledes oplevelser, end hvis bofællen havde været dansker.

Hun har prøvet at komme hjem en sen hverdagsaften og finde sit køkkengulv overspulet med bræk fra tre stive amerikanere, der påstod, at de efter to flasker vodka ikke var særligt fulde.

Hun har måtte lære sin værelseskammerats familie at spise med kniv og gaffel. Og så har hun måtte forklare en 21-årig pige med stærke konservative holdninger, hvorfor det i nogle tilfælde kun giver to års fængsel at voldtage en anden person i Danmark.

Nanna Bang Laursen har i snart et år lejet sit ene værelse ud til amerikanske udvekslingsstuderende gennem projektet ’Danish Roomate’. Det har til tider budt på uventede oplevelser, men den 22-årige jurastuderende er glad for et dele sin lejlighed med andre.

Uden at fjerne fokus fra studiet giver det hende flere penge til rådighed hver måned, men for Nanna Bang Laursen er det vigtigste de mange oplevelser, hun får ved at have en person boende, der ser verden anderledes, end hun selv gør.

»For et år siden fik jeg et studierelevant job hos Rigspolitiet, og jeg havde egentlig besluttet mig for, at når jeg fik sådan et, ville jeg bo alene. Men jeg synes, det er sjovt at hjælpe andre til at lære Danmark at kende. Og så er det altid sjovt at se sig selv udefra ved at høre om deres opfattelse af os,« siger hun.

Tager ikke tid fra studiet

Siden august 2012 har Nanna Bang Laursens været en del af DIS’ projekt ’Danish Roomate’. DIS står for Danish Institute for Study Abroad, og det er dem, der ud over at formidle kontakten til de udvekslingsstuderende, også sørger for forsikringer, betaling af husleje og holder orienteringsmøder med de amerikanere, som Nanna Bang Laursen har boende.

Det betyder, at hun kan holde fokus på studiet, selvom hun i perioder er lidt mere på læsesal, end hun plejer.

»Jeg kunne også have valgt en dansker eller en svensk jurastuderende, men på den her måde er der lidt mere styr på tingene, for jeg skal ikke bekymre mig om, hvorvidt huslejen bliver betalt. Og fungerer det dårligt, er det kun fire måneder, de skal bo her, men der har slet ikke været problemer indtil videre,« siger hun.

For Nanna Bang Laursen er der dog også andet end praktiske grunde til, at hun har valgt udvekslingsstuderende fra den anden side af Atlanterhavet.

»Man får nogle sjove inputs. Hende jeg havde sidste år, var glødende republikaner. Hun var kun 21 år, men var alligevel imod abort, homoseksuelle og hvad man nu ellers kan være imod. Det gav nogle sjove diskussioner, specielt op til det amerikanske præsidentvalg,« siger Nanna Bang Laursen og griner.

Hun fortæller, at de to på valgaftenen indgik et væddemål om, hvem der ville vinde det amerikanske præsidentvalg.

»Da Romney tabte valget, skulle hun spise en sildemad. Det var straffen. Havde Obama tabt, skulle jeg have spist en peanutbutter og jelly-sandwich. Hun var ikke begejstret, men hun gjorde det,« smiler Nanna Bang Laursen.

Ikke for pengene

Selvom bræk på køkkengulvet ikke kan forklares ved at henvise til kulturelle forskelle, har Nanna Bang Laursen alligevel lagt mærke til en del ting, der adskiller amerikanerne fra danskerne.

»Jeg plejer at lukke døren fra køkkenet ind til stuen for at holde på varmen. Men den første roommate, jeg havde, opfattede det som om, at jeg ikke ville være sammen med hende, så jeg måtte lige forklare hende, at det bestemt ikke var derfor,« siger Nanna og fortsætter.

»Hun undrede sig også over, hvorfor folk ikke ville sidde ved siden af hende i bussen. Der måtte jeg så fortælle hende, at danskerne ikke sætter sig ved siden af andre og snakker. De sætter sig på de ledige sæder. Det syntes hun var meget mærkeligt.«

For Nanna Bang Laursen kommer studiet altid i første række, men hun gør alligevel en indsats for at give sine gæster en god oplevelse. For eksempel da hendes nuværende roommates familie var på besøg hos hendes egen familie i Herlev.

»Vi fik smørrebrød, og det kunne de ikke finde ud af at spise med kniv og gaffel. De er jo vant til at tage gaflen i den anden hånd og så bare skovle det ind, men det bliver altså lidt svært med smørrebrød,« griner hun.

Oplevelserne – både de gode og de lidt mindre heldige, er ikke noget, Nanna Bang Laursen vil være foruden. Hun har både tid til skole og arbejde ved siden af og har derfor ikke tænkt sig at stoppe foreløbigt.

»Jeg kan kun anbefale det, for det er virkelig sjovt. Det er selvfølgelig rart, at jeg også får lidt penge for det, men selv om SU’en var endnu højere end den er i dag, ville jeg gøre det alligevel, for man får så mange gode oplevelser,« sluttet hun.

Nanna Bang Laursens nuværende roomate tager hjem om to uger. Men inden hun tager hjem, skal hun lige have den sidste kulturelle saltvandsindsprøjtning. I øjeblikket er de to i gang med at se de sidste afsnit i DVD-udgaven af Matador.

Uni-avis@adm.ku.dk

Seneste