Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
FUSION - Et international ekspertpanel foreslår, at Københavns Universitet samler forskning og uddannelse i kemi under Det Naturvidenskabelige Fakultet. Dermed er der udsigt til, at andre fakulteter må afgive kemiressourcer og fagmiljøer, og det vækker bekymring, ikke mindst på det lille Farma.
Et stort, fælles miljø for uddannelse og forskning i kemi. Det er forslaget fra tre internationale eksperter, som Københavns Universitet (KU) har bedt om at tænke højt om den fremtidige satsning på kemi på universitetet.
Panelet anbefaler, at KU opretter et helt nyt kemisk institut, der for eksempel kan opkaldes efter den danske kemiker Johannes Brønsted, i nye bygninger i den kommende Niels Bohr Science Park på Det Naturvidenskabelige Fakultet. Det nye institut skal rumme alle kernediscipliner inden for faget.
Dermed skal kemiske forskere på både Det Biovidenskabelige Fakultet (Life) og Det Farmaceutiske Fakultet (Farma) være del af det nye institut.
KU-ledelsen har ikke afgjort, om den vil følge anbefalingerne, men i de kommende måneder skal sagen drøftes i KU’s mange kollegiale forsamlinger. Beslutningen skal træffes i bestyrelsen den 15. september ifølge en officiel tidsplan på universitetets intranet (kræver login).
»Der er forståeligt nok stor interesse for fremtidens kemi på KU. Blandt andet har repræsentanter for de studerende på Life og Science henvendt sig med deres bekymringer og ønsker i forhold til både proces og resultat,« siger prorektor Thomas Bjørnholm i en pressemeddelelse om rapporten.
Forslaget om at samle forskning og uddannelse i kemi vækker, som prorektor forudser, utilfredshed på lille Farmaceutiske Fakultet. Universitetsavisen erfarer, at flere ansatte er bekymrede over, hvorvidt fakultetet kan bevare sin berettigelse og selvstændige identitet, hvis det skal afgive vigtige fagmiljøer.
En af dem er arbejdsmiljøleder Jørgen Stage Johansen, som vurderer, at et Farma uden kemi vil have ‘en kort restlevetid’ som fakultet.
»Det forekommer grotesk, hvis et velfungerede fakultet med god forskning, god kontakt til industrien og kandidater, som bliver afsat i job, ender på slagtebænken,« siger han. »Hidtil har man efter fusionen i 2007 fjernet små administrative lunser fra fakultetet, men nu er der forslag om at fjerne vitale legemsdele, og det vil have livstruende karakter.«
Farma har cirka 450 ansatte og 1.400 studerende på bachelor- og kandidatniveau fordelt på tre cirka lige store institutter. Det blev sammen med Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole (i dag Life) en del af Københavns Universitet i 2007.
Før det var fakultetet Danmarks Farmaceutiske Universitet og altså en selvstændig enhed med egen rektor.
Fredag den 6. maj klokken 13 er der orienteringsmøde på Farma om anbefalingerne af en kemi-samling på KU.
chz@adm.ku.dk