Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
TILBAGEBLIK – Kendte alumner fortæller om deres studietid på Københavns Universitet. Læs her om, hvordan generalsekretæren for Dansk Røde Kors i 1980’erne kom på alverdens avisforsider ved at smide tøjet for sin SU.
Anders Ladekarl er generalsekretær for Dansk Røde Kors og dimitterede fra Økonomi i 1989.
Hvad husker du bedst fra din studietid?
»At jeg blev klogere på rigtig mange ting. Klogere på økonomi, mit fag. Klogere på samfundet gennem mine studenterpolitiske aktiviteter. Og klogere på mig selv med det første rigtigt seriøse forhold, der endte med ægteskab og børn.«
Fortæl om den sjoveste oplevelse, du havde som studerende på KU.
»Da den daværende regering barslede med nedskæringer af SU’en, gennemførte vi en lang række aktioner for at få ændret planerne. Vi lavede både demonstrationer og happenings og ville specielt gerne have afskaffet banklån som studiefinansiering. En af de aktioner, der for alvor gav genlyd, var, da vi en sen eftermiddag pakkede banner og stige for at klatre op på Danske Banks balkon ved Kongens Nytorv. Vi rullede banneret ud, og de modigste smed tøjet, for på banneret stod: “Bankerne klæ’r os af til skindet”.«
»Billedet af den aktion kom naturligvis på forsiden af Ekstra Bladet og gik verden rundt. Jeg ser det faktisk stadig ind imellem. Der var mange andre af den type events – blandt andet serverede vi kæmpe afgnavede ben til undervisningsministeren ved KU’s årsfest.«
Hvad lavede du efter skoletid?
»Jeg har aldrig haft under 20 timers studiejob om ugen, og de sidste to år af min studietid arbejdede jeg på fuld tid. Det gav mig utrolig meget erfaring og lærte mig at læse koncentreret og målrettet – mest op til eksaminerne. Studenterpolitik fyldte også vildt meget. Jeg sad i tre år i præsidiet for Danske Studerendes Fællesråd og brugte rigtig meget tid på at diskutere og påvirke politik og på at organisere de studerede. Det gav erfaringer, som har været guld værd for mig resten af mit liv, og som også gav nogle sociale relationer og netværk, jeg har den dag i dag.«
Hvordan har du kunnet bruge dit studium i dit senere liv?
»Tiden på Københavns Universitet gav mig et basalt indblik i, hvordan vores økonomi er skruet sammen, og hvordan økonomer arbejder. Men den bød også på intellektuelle udfordringer, indførsel i analyseredskaber og arbejdsmetoder og gennem studenterpolitikken engagement i samfundet. Jeg må med skam sige, at jeg aldrig rigtig har brugt den teoretiske statistik eller den megen matematik, som polit-studiet også består af. Mit mål var aldrig at blive en analyseøkonom, og det blev jeg så heller ikke.«
Hvordan får man ifølge dig mest ud af sin studietid? Hvordan er man en »god« studerende?
»For mig var det ved at engagere mig; i studierne, men ikke mindst også i omgivelserne – studiekammeraterne, festerne, studenterpolitikken. Et råd er at benytte de uendelige muligheder, der er for at rejse ud i verden, for dem havde vi ikke, da jeg læste, og få nogle studierelevante jobs. Det er i sidste ende det, der skiller de fleste ud ved de første jobsamtaler. Lad for alt i verden være med at boge den hele tiden, men lev livet i stedet. Og husk så, at du ikke længere går i skole; du er ikke elev, men studerende, og er fri til at tage ansvaret for dit eget liv.«
therese.hjorth@adm.ku.dk