Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Anerkendelse i akvariet – om at flytte ind på KUA3

Jura-flytning — Lektor har svært ved at vænne sig til, at væggene er af glas i det nye KUA3, hvor Det Juridiske Fakultet netop er flyttet ind. Det modarbejder nogle af de grundlæggende værdier ved at arbejde på et universitet, for eksempel koncentration og fordybelse, skriver han.

Som nylig tilflytter til KUA 3 er der mange nye indtryk at fordøje. Noget er skidt, andet bedre, men den mest radikale forandring – når man som jeg kommer fra et kontor i Indre By med udsigt til Studiegården – er, at væggene overvejende består af glas.

Når jeg ankommer om morgenen, kan jeg se direkte ind i kontorerne i stueetagen; når jeg går ned ad gangene, kan jeg se, hvem der holder møder med hvem – eller hvem der er til eksamen i dag (jo, der holdes eksamen i lokaler med frit indsyn fra ‘hovedstrøget’); når jeg nærmer mig mit kontor, kan jeg se, hvad mine kolleger har gang i – og når jeg selv er på mit kontor, kan andre følge med i, hvad jeg laver, og hvem der eventuelt er på besøg.

Før vi flyttede herud, var jeg overbevist om, at det største problem for mig ville blive, at jeg ikke ville kunne koncentrere mig, når der gik folk forbi på gangen hele tiden. Det er også et problem, men jeg har været heldig med placeringen: jeg bor i et hjørne ret langt væk fra trappen, og foreløbig har en del af mit udsyn været blokeret af flyttekasser.

Når jeg har gået rundt på gangene, er det imidlertid gået op for mig, at der er noget mere grundlæggende på færde. Når jeg passerer en række af de mødelokaler, som i deres udformning minder temmelig meget om akvarier, kan jeg ikke lade være med at kigge ind.

Det registrerer de fleste mødedeltagere (nogle vinker ligefrem), og jeg får straks dårlig samvittighed over, at jeg har forstyrret dem i deres møde. Samme oplevelse har jeg, når jeg for tredje gang samme dag kigger ind til en kollega, der – lige som jeg selv gør, når jeg har gæster på kontoret – har placeret sine gæster med ryggen mod glasvæggen og derfor er nødt til selv at sidde med front mod gangen, hvor vi andre færdes. Vore besøgende må opleve os som meget ukoncentrerede.

 

 

Når jeg passerer en række af de mødelokaler, som i deres udformning minder temmelig meget om akvarier, kan jeg ikke lade være med at kigge ind.
Lars Holmberg

Men kan jeg så ikke bare lære mig at lade være med at kigge ind? SE lige UD! som det vist hedder i militæret? Nej, det er heller ikke rigtig nogen løsning. Jura er en arbejdsplads, og de mennesker, jeg møder her til daglig, er mine kolleger. Mange af dem kender jeg kun sporadisk, fordi vi ved udflytningen er blevet bragt sammen på nye måder, og det er mig magtpåliggende at være med til at skabe et godt arbejdsklima.

Anerkende uden at forstyrre

Den første forudsætning for det er, at man som kolleger anerkender hinandens tilstedeværelse – det er derfor, vi hilser om morgenen, slår en sludder af ved kaffemaskinen og nikker til hinanden på gangen resten af dagen. Vi har måske ikke noget direkte samarbejde, men vi anerkender på denne måde, at vi er knyttet sammen i et arbejdsfællesskab.

Det at anerkende andre i det rette omfang er ikke let. Der findes en anekdote om den amerikanske baseballstjerne Joe DiMaggio, som engang kørte på landet med nogle venner. De standser for at tale med en lokal farmer, og da denne kigger ind i bilen, havner han i et dilemma. Han vil gerne vise sin respekt for DiMaggio (og kan derfor ikke ignorere ham), men han vil også gerne respektere stjernens ret til at være i fred. Han løser det elegant ved at afbryde samtalen med bilens fører, vende sig mod DiMaggio og sige ”I see you, Joe”, for derefter at vende tilbage til samtalen.

På KUA bevæger jeg mig nu i et lidt tilsvarende dilemma, men jeg har ikke fundet nogen elegant løsning. Jeg kæmper hele tiden med at afveje to modsatrettede krav:  på den ene side kravet om at anerkende andres tilstedeværelse, på den anden side kravet om at forstyrre mine kolleger mindst muligt. Oven i købet kan en strategi, der går ud på at se lige ud og lade være at hilse, bringe endnu mere forstyrrelse, om end indirekte – de fleste påvirkes af at føle sig overset.

Umuliggør fred og fordybelse

I Studiegården kunne jeg, hvis jeg ville koncentrere mig, lukke min dør. Det signalerede til alle, at jeg ønskede fred, holdt møde eller lignende, og jeg blev derfor ikke forstyrret. Når jeg lukker min dør nu, virker det ikke på samme måde, for jeg kan stadig ses. Forleden tog jeg mig selv i at gå ind til en kollega uden at banke på hans – lukkede – dør, fordi jeg kunne se, at han sad og rodede med ledninger nede på gulvet. Det var aldrig sket, hvis jeg ikke havde kunnet se lige ind.

Pointen er, at det er de fysiske rammer på dele af KUA3 – det transparente akvarie – der påvirker min adfærd. Jeg befinder mig i en arkitektur, som kræver, at jeg overvejer/ændrer nogle grundlæggende træk i min sociale omgangsform – og som samtidig modarbejder nogle af de værdier, i hvert fald jeg forbinder med at arbejde på netop universitetet, så som koncentration og fordybelse.

Vi var en del, som allerede for år tilbage – før byggeriet gik i gang – gjorde arkitekterne opmærksom på, at vi fandt glasvægge uegnede. Dengang fik vi at vide, at det var nødvendigt af hensyn til belysning af gangarealerne, men at man jo altid kunne sætte noget uigennemsigtig folie på væggene. Denne foliering har vi foreløbig til gode, så hvor meget, det vil hjælpe, er svært at vurdere.

Til gengæld er det vist heller ikke bare af hensyn til belysningen, at vi nu arbejder i noget, der minder om mellemstore akvarier – der synes at være en dybere tanke med det. Arkitema, som har designet byggeriet, skriver på deres hjemmeside, at KUA3 er »en på alle planer bæredygtig arkitektur, socialt, ressourcemæssig såvel som økonomisk – med lærings- og forskningsmiljøer, der fremmer interaktion mellem mennesker.«

Og jo, interaktion har vi fået – men jeg er ikke så sikker på, at den er særlig konstruktiv i sin form. Arkitema skriver også, at »arkitekturen er udviklet i et tæt samarbejde med bygherre og brugere og med udgangspunkt i deres målsætninger og visioner i ’Campusplan 2010’, ’Fremtidens undervisningsmiljø på universitetet’ 2010 og ledelsesvisionen ’Mærk suset’ 2006.«

Hvis det er rigtigt, at arkitekturen er et håndgribeligt udtryk for universitetets vision om sin egen fremtid, kan jeg godt blive lidt bekymret …

# Skriv kommentar
Del

Deltag i debatten

Seneste