Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Anmeldelse: CBS – stålsat og ugæstfri

GRÅ OASE - Det er ikke selve læsesalen, der imponerer på CBS. Det gør i stedet den velassorterede kantine, den manglende adgang til internettet og det konstante menneskemylder.

Der er noget stressende over at befinde sig på CBS. Her er et mylder af mennesker. Folk går hurtigere end på KUA. Det er som om, deres skridt er mere målrettede. Her ved man, hvad man vil.

Selv er jeg efter syv år på danskstudiet stadig i tvivl. Og de studerende herude kan se det på mig. Dér går en der tvivler, hvisker de til hinanden, når jeg kommer gående.

Mit blik er ikke stålsat som deres. Mit blik er flakkende og famlende. Hvor skal jeg gå hen, hvis jeg vil anmelde det her sted bedst muligt, tænker jeg. Og går i stå i forhallen, snublet i en tankerække.

Rygtet om kantine holder stik

Jeg vælger at starte med kantinen. Der går nogle fantastiske rygter om den kantine. Den skulle være meget bedre end den store kantine på KUA og et godt argument for at sidde på læsesal på CBS. Og det er ikke løgn, viser det sig.

Her er frisklavede bagels. Et stort udvalgt af økologisk frugt. En indbydende salatbuffet. Flere hyldemeter med slikposer, pastiller og chokolade. Og sågar proteinbarer, så musklerne kan bygges op efter styrketræningen i Fitness DK, der ligger et stenkast fra skolen.

Dagens ret, der kan tjekkes på nettet, inden man kører hjemmefra, er her også. Braiseret nakkekam med stegte rodfrugter, hertil bagte, skiveskårede kartofler og sauce. Og priserne er fine. 26,25 for en lille tallerken og 34,50 for en stor. En kop kaffe koster 7 kroner, hvilket er et par kroner dyrere end de fleste steder på KU, men stadig billigt.

Fremragende beliggenhed

Beliggenheden er et andet plus ved at sidde på læsesal på CBS. Modsat Diamanten og læsesalen på KUA har man ikke følelsen af at sidde i midten af ingenting. På Solbjerg Plads er man omringet af mennesker, butikker og trafikken fra Falkoner Allé, hvilket fungerer som et belejligt skud liv og energi, når man holder pause fra læsningen.

Sammenlignet med disse omgivelser er selve læsesalen på CBS en overraskende kedelig oplevelse. En læsesal skal selvfølgelig ikke være en forlystelsespark, men indretningen er meget uinspirerende her.

De fleste pladser er desuden optaget, da jeg ankommer ved 12-tiden, og hvis man sætter sig på anden sal uden studiekort, risikerer man at blive smidt væk, fortæller bibliotekaren.

Den grå kælder

Så jeg finder en plads i kælderen. Ved et gråt bord og en grå stol. Kedeligt, men funktionelt. Og det skal blive endnu bedre.

Da jeg tænder min computer og forsøger at få adgang til internettet, erfarer jeg, at det kun kan lade sig gøre, hvis man er studerende på CBS eller har adgang til det trådløse internet Eduroam.

Og det har jeg ikke.

Endelig en oase

I de sidste par måneders specialeskrivning har jeg ledt som besat efter et bibliotek, en læsesal, et busstopsted, you name it, hvor jeg kunne sidde med en tændt laptop uden automatisk at blive tilsluttet internettet.

Der måtte simpelthen findes en lille bitte plet i København, tænkte jeg, hvor det var muligt at sidde uforstyrret og på sikker afstand af Facebook, Hotmail, MSN Startlounge og andre tidsrøvende hjemmesider. Nu er det lykkedes, og på CBS af alle steder.

Jeg betragter de hårdtarbejdende studerende omkring mig og føler mig pludselig mere målrettet end nogensinde. Nu kan jeg endelig ligesom dem få lavet mine ting. Erhvervsliv, here I come.

Karakter 7

Jonas Kleinschmidt anmelder over de kommende uger hovedstadens læsesale. Karaktererne gives efter 12-skalaen. Læs og bedøm bedømmelserne her på uniavisen.dk

uni-avis@adm.ku.dk

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.

Seneste