Anne Sofie Allarp: Hvis jeg synes, hele verden er blevet vanvittig, er jeg nødt til at sige det højt

Som barn kunne jeg lide at lytte til de voksne snakke om politik, når min mor og far havde venner på besøg. Jeg boede ude på landet og havde ikke så mange venner, jeg var rødhåret og mærkelig, og børnene i børnehaven syntes, jeg var gammelklog. Drillerierne stoppede, da jeg kom i skole. Det viste sig, at jeg var stærk fagligt, og så fandt jeg ligesom min hylde. Jeg læste og læste og læste. Hele skolebiblioteket, jeg lånte ti bøger med hjem om ugen, og så lå jeg i sengen. Jeg har altid godt kunnet lide mit eget selskab.

Jeg flyttede tidligt hjemmefra og gik på studenterkursus på Frederiksberg, for jeg gad ikke gå på gymnasiet på landet. I folkeskolen var jeg begyndt at lave elevpolitisk arbejde, og i gymnasiet kastede jeg mig over partipolitik.

Politiske ungdomsorganisationer er naturlige samlingspunkter for vanartede unger og misforståede børn, og der følte jeg mig godt tilpas. Der var en stærk revolutionær energi på venstrefløjen dengang. Kommunisterne skræmte mig, de skulle i hæren og lære at bære våben, og det virkede ikke som om, de tænkte selv. Socialdemokraterne virkede alle som om, de var sat ind i et system, hvor pointen var at blive politiker. Så jeg endte i SF, hvor tankegangen var lidt friere. Venstrefløjen var meget anderledes, end den er i dag, der var en mere militant tankegang. I dag er SF jo på mange måder en interesseorganisation for offentligt ansatte kvinder.

Jeg opdagede, at der var ret frie rammer, og jeg kunne få lov til at lave en masse, hvis jeg bare kastede noget energi ind i projektet. I den alder vokser man med alle de udfordringer, man får. Jeg knoklede, og jeg endte da også med at sidde i forretningsudvalget for SF Ungdom som den eneste kvinde. Jeg vidste, jeg ville læse noget samfundsvidenskabeligt efter gymnasiet, og jeg var ikke dygtig nok til matematik til at læse økonomi. Jeg syntes, der var for meget snak i dem, der læste statskundskab, og eftersom min far havde læst jura, virkede det som et naturligt valg.

Der sad altid nogle preppy piger med notesblok og Louis Vuitton-tasker på første række og lignede en kæmpe million. Selv var jeg i en grunge-fase, så jeg gik i Dr. Martens støvler og så lidt alternativ ud. Vi havde forelæsninger rundt omkring i hele Indre By, nogle gange var det bare i et lokale i en lejlighed, hvor der var stillet en masse stole op.

Det første år på studiet blev vi pillet fuldstændig fra hinanden. Man tog alle os 12-tals drenge og piger, og så pillede man os ned. Vi kom der og troede, at vi kunne alt muligt, og så fik vi at vide, at det kunne vi ikke. Hver gang, vi afleverede noget, kom det tilbage fyldt med røde streger. Vi fik at vide, at vi slet ikke kunne formulere os, alt hvad vi gjorde, var på en eller anden måde forkert. Vi var vant til at sidde og jappe et eller andet af, vi var jo velbegavede unge mennesker, og det stoppede lige der. Vi måtte lære at bruge sproget på ny. Det var en chokbehandling, simpelthen. Vi blev knækket, og så blev vi bygget op igen. Det lyder voldsomt, men jeg kunne godt lide det. Jeg var vant til, at jeg kunne mit stof, så det var interessant pludselig at få noget modstand. Det var meget lærerigt. Den bevidsthed og præcision underviserne gik til sproget med, har jeg taget med mig i resten af mit liv.

I dag er SF jo på mange måder en interesseorganisation for offentligt ansatte kvinder.

Anne Sofie Allarp

Jeg blev mere og mere selvstuderende, efterhånden som studiet skred frem. Jeg kom ikke til forelæsningerne, for jeg var blevet formand for SF Ungdom og havde for travlt med alt mit politiske arbejde. Jeg for rundt i hele landet og holdt foredrag, jeg var frivillig i retshjælpen og arbejdede på et advokatkontor, og jeg endte med at tjene så meget, at jeg ikke kunne få SU. De sidste par måneder inden eksamen satte jeg mig ned på Jur Lab og læste op ti timer om dagen. Det var den studiemetode, der fungerede bedst for mig. Det begyndte dog at blive et problem på overbygningen, fordi holdene var så små. Underviserne kunne se, jeg ikke var der. Jeg gik op til eksamen i medieret uden at have været til særlig mange af timerne, og jeg bildte min underviser ind, at jeg havde fulgt et andet hold, hvor timerne passede bedre med mit arbejde. Jeg fik et 11-tal på den gamle skala.

Det var ikke advokatbranchen, der trak. Jeg var interesseret i politik, især internationale forhold, og da jeg var færdig på studiet, fik jeg job i Europakommissionen og blev sendt til Afrika, hvor jeg arbejdede med valg og demokrati. Senere var jeg i Nepal under borgerkrigen. Mine år i udlandet lærte mig meget om magt, og hvad det vil sige at være kritisk over for den. Da jeg flyttede hjem til Danmark igen for snart 11 år siden, blev det meget tydeligt, at vi har en kæmpestor stat, som slet ikke forholder sig kritisk til sin egen magt. Og jeg syntes, der manglede en reel debat om statens magt.

Jeg oplevede, at der var kommet nogle meget illiberale træk på venstrefløjen, hvor jeg havde brugt mine unge år. Og jo mere populistisk og illiberal venstrefløjen er blevet, jo mere liberal er jeg selv blevet. Allerede mens jeg boede i Madrid, hvor jeg fik mine børn, begyndte jeg at skrive analyser og meningsstof til aviserne. Jeg kan ikke holde op med at have meninger og ytre dem, det kommer helt naturligt. Det er skideirriterende, men jeg kan ikke slukke for det. Hvis jeg synes, hele verden er blevet vanvittig, er jeg nødt til at sige det højt. Så vil jeg hellere være i mit eget selskab og tænke, at i det mindste er jeg så ikke en del af vanviddet.

Det koster noget at blande sig. Det oplevede jeg både under pandemien og krigen i Gaza. Under pandemien mente jeg, at vi simpelthen var blevet ramt af en massepsykose. Der opstod en social kontrol på de sociale medier, hvor man kun måtte sige og gøre bestemte ting. Man skulle rette ind, og man måtte ikke sætte spørgsmålstegn ved statsministerens handlinger. Under pandemien blev det også tydeligt, at der sker en ritualisering af vores sprog og sociale koder i de her år. Alle benyttede samme ord og vendinger, alle begræd situationen på samme måde. Vi blev alle en del af en kollektiv offentlig sentimentalitetsdoktrin.

Hvis jeg synes, hele verden er blevet vanvittig, så er jeg nødt til at sige det.

Anne Sofie Allarp

Ingen har lyst til at stå i den shitstorm, man får, hvis man siger det forkerte. Ingen vil stå uden for flokken. Og når man ritualiserer sproget, kan man meget hurtigt afkode, hvem der ikke deltager i ritualet. Det er dem, der bruger de forkerte ord. Vi er alt for bange for at sige fra over for den sociale kontrol, og det er farligt for vores samfund. Der har været mange debatter de senere år, hvor folk har skrevet til mig bagom for at sige tak for at jeg blandede mig, og mange har sagt, at de end ikke selv turde like mine opslag.

Men jeg kan ikke holde min kæft. Når jeg ser tydelig dårskab, må jeg naturligvis tage til genmæle, så den ikke vokser sig for stærk. Jeg synes også, det er en samfundspligt at sige fra. Ikke fordi, jeg tror, jeg har mulighed for at ændre den måde, samfundet udvikler sig på, men så historikere i fremtiden kan se i arkiverne, at der var dissens og andre tanker. Jeg har altid været ekstremt pligtorienteret, når det kommer til mit arbejde. Det, jeg har lovet at gøre, gør jeg. Og jeg kan arbejde rigtig meget. Selvfølgelig er der en flugt i at arbejde meget, men jeg har altid godt kunnet lide det. Jeg har aldrig været en, der gik hjem klokken fem. Meget af min styrke har været, at det aldrig var en mulighed ikke at levere.

I sommer oplevede jeg for første gang, at min krop sagde fra. Jeg blev ramt af stress. Der var nogle dage, hvor jeg brugte alle mine kræfter på at trække vejret, og hvor jeg knapt nok kunne stå på mine ben. Det var vanvittigt at opleve, at mit system lagde mig ned. Det har jeg aldrig prøvet før. Min krop tog magten, og den sagde, nu har du behandlet mig så dårligt, nu har du stillet mig i situationer, hvor jeg har haft det dårligt så længe, så nu gør jeg oprør. Nu er der fuldt mytteri. Jeg kastede min krop i armene på alle dem, der kunne og ville hjælpe den med at fungere igen. Body SDS, psykologer – jeg er på psykolog nummer fem, jeg skulle lige finde den rette – og en erhvervscoach. Min veninde sad på sofaen og holdt om mig, mens jeg græd. En ven kom og lavede mad til mig. Andre kom og tog mig med ud og drikke cocktails. De stillede bare op.

Jeg har kørt mig selv over og tilsidesat mine behov i for lang tid. Søvn, mad, you name it.

Anne Sofie Allarp

Min pligtfølelse har betydet, at jeg har haft et meget svagt blik for mine grænser. Jeg har kørt mig selv over og tilsidesat mine behov i for lang tid. Søvn, mad, you name it. Jeg eksekverede opgaven foran mig, koste hvad det ville. At min krop sagde stop, blev et vendepunkt for mig. Jeg indså, at jeg var nødt til at fokusere på mig selv. Det betød også, at jeg måtte genforhandle mit forhold til pligt og effektivitet. Jeg skal jo først og fremmest kunne fungere.

Det er et spændende nyt sted at stå. Jeg er stadig ved at finde ud af, hvordan det fungerer, hvad min krop reagerer på, og hvad der belaster den. Hele efteråret var sådan en testperiode. Nu forsøger jeg være nysgerrig på, hvad den genstridige krop, der gør oprør hele tiden, egentlig fortæller mig. Jeg prøver at udsætte mig selv for forskellige påvirkninger for at se, hvordan kroppen reagerer. Da jeg i sommer skulle være konferencier på en højskole, tænkte jeg, nu må jeg jo se, om jeg besvimer. Da jeg skulle i fjernsynet, vidste jeg ikke, om jeg ville kaste op og lægge mig i fosterstilling i pulten. Det gjorde jeg så ikke. Det var som at lære at gå igen.

Jeg er for nyligt startet i et nyt job som radiovært på Damerne Først. Det var med stor ærefrygt, jeg trådte til, for det er et program, lytterne virkelig elsker. Og modsat når jeg skriver analyser i Weekendavisen, så er det et format, hvor jeg skal give mere af mig selv. Jeg er egentlig ret privat. Men det er spændende. På spansk siger man ’poco a poco’, det betyder ’lidt efter lidt’. Jeg bevæger mig stille og roligt ud i livet igen.