Ansatte hyres og fyres som aldrig før

Der er gang i svingdørene på Københavns Universitet (KU), hvor medarbejdere bliver ansat og afskediget som aldrig før.
Således har man skilt sig af med cirka 150 videnskabelige medarbejdere (VIP) fra 2008 til 2010, men i samme periode steg det samlede antal forskere med 300 til 3.100. Der bliver altså hyret, samtidig med at der bliver fyret.

De mange nye medarbejdere er først og fremmest blevet ansat i tidsbegrænsede stillinger som postdoc’er uden mulighed for at kravle op ad karrierestigen og blive fastansat som lektorer.

Leif Søndergaard, AC-fællestillidsrepræsentant og lektor på Biologisk Institut, der er hårdt ramt af fyringer, kalder udskiftningen af medarbejdere for voldsom.
Han mener, at fyre og hyre-politikken må stoppe, da den ødelægger følelsen af at være en del af KU-fællesskabet og de ansattes oplevelse af, at de står forenet med ledelsen om at nå de samme mål.

»De nye medarbejdere i tidsbegrænsede stillinger identificerer sig ikke på samme måde med KU, da de alligevel snart skal videre og hele tiden har fokus på at finde et nyt job. Der mangler sammenhængskraft og loyalitet, og usikkerheden breder sig til de tilbageværende fastansatte, da alle frygter, at det er dem, der bliver skiftet ud med en postdoc næste gang,« siger han.

Unge ender i blindgyde

Situationen får Leif Søndergaard til at kalde KU’s politik på området for en gang facademaling.
Det fremgår blandt andet af de personalepolitiske grundprincipper, »at medarbejderne er universitetets væsentligste ressource; at universitetet skaber trygge arbejdsforhold, og at KU medvirker til at den enkelte medarbejder kan få et godt arbejdsliv og et tilfredsstillende karriereforløb«.

Der står også i ledelsens forslag til universitetets nye strategi 2016, at en af KU’s tre største udfordringer netop er »at styrke det interne samarbejde og oplevelsen af en fælles identitet og arbejdsopgave«.

Men ifølge Leif Søndergaard er realiteten på de enkelte institutter og centre og i forskningsgrupper på KU, at man fortsætter med at skifte fastansatte medarbejdere ud med nye på tidsbegrænsede kontrakter som for eksempel postdoc’er eller forskningsassistenter, og at de nyansatte ikke bliver gjort tilstrækkelig klart, at de ikke skal forvente at få en fast stilling senere i deres karriere.

»Postdoc’en er en karrieremæssig blindgyde, da den ikke kvalificerer til at blive lektor, men det opdager de unge først efter seks år på universitetet, så man kan sige, at de bliver stukket blår i øjnene,« siger Leif Søndergaard.

Utrygge medarbejdere

Også det teknisk administrative personale, der arbejder med forskning og undervisning, de såkaldte TAP-FU, oplever ifølge Tina Wandall, fællestillidsrepræsentant for bioanalytikerne på KU, oftere og oftere at blive ansat på tidsbegrænsede vilkår. Det skyldes, at universitetet får en stigende del af sine midler fra eksterne kilder som forskningsråd og fonde, og de bevilger som hovedregel pengene for et afgrænset antal år.

Alligevel mener Tina Wandall, at universitetet burde fastansætte TAP-FU’erne, og først eventuelt afskedige dem i tilfælde af, at bevillingerne løber ud, hvilket sjældent sker.

»Alle forskere der søger penge til deres projekter, søger som regel mere end et sted, så oftest afløser den ene bevilling den anden. Det er for kortsigtet og for snævert tænkt at ansætte tidsbegrænset i en enkelt bevilling. Det er altså unødvendigt, men også besværligt at administrere og potentielt skadeligt for KU,« siger hun.
Tina Wandall påpeger, at både lovgivningen og KU’s egen praksis på området skaber utryghed hos medarbejderne.

Ifølge loven er det således kun muligt at forlænge en tidsbegrænset ansættelse som følge af objektive forhold som sygdom, graviditet, barsel, orlov og borgerligt ombud. Ellers skal stillingen slås op på ny, og den samme medarbejder kan ikke ansættes tidsbegrænset igen.

Tilmed betyder KU’s egen praksis, at hvis en fastansat TAP søger en tidsbegrænset stilling et andet sted på KU, ophører vedkommendes fastansættelse.

»Det gælder åbenbart for TAP’er, at enten bliver man hvor man er med en risiko for at gå fagligt i stå – eller også havner man i en usikker ansættelse med risiko for arbejdsløshed. Det har personlige konsekvenser for den enkelte, men sandelig også for KU, idet jeg kender til flere eksempler hvor potentielt nye medarbejdere har valgt KU fra, eller fortsætter søgningen efter nyt varigt job, og derfor forlader KU igen midt i et tidsbegrænset forløb. Ofte er det netop de dygtigste folk, som har gode jobmuligheder andre steder, som KU på den måde mister,« siger Tina Wandall.

Forsøger at løse knude

Ifølge Poul Erik Krogshave, næstformand for Hovedsamarbejdsudvalget har tidsbegrænsede ansættelser af både VIP og TAP længe været en varm kartoffel, som ledelsen og medarbejdernes repræsentanter ikke kan nå til enighed om.

Medarbejderne ønsker retningslinjer, der begrænser brugen af midlertidige ansættelser mest muligt, men ledelsen har ifølge Krogshave hidtil været imod.

Personalesektionen udarbejdede i stedet et praksispapir, som medarbejdersiden dog heller ikke kunne tilslutte sig, da man mener, at det clasher med de personalepolitiske grundprincipper; er i strid med bestemmelserne i Funktionærloven og bevirker en unødig forskelsbehandling mellem TAP og VIP.

I et forsøg på at løse den gordiske knude blev der afholdt et seminar om problemet den 12. september. Poul Erik Krogshave fornemmer, at der er en opblødning på vej, hvilket han mener bekræftes af, at rektor og flere institutledere tilsluttede sig, at der aftales retningslinjer på området.

På seminaret sagde rektor Ralf Hemmingsen nemlig, at »det er en uorden med en stor mængde TAP-ansættelser, især på det administrative område. Jeg mener, kulturen bør gå i retning af flere faste ansættelser.«

Letkøbt og pinlig undskyldning

Ingrid Stage, formand for DM – Dansk Magisterforening, mener, at universiteterne sagtens kunne fastansætte flere end de gør i dag, som det sker i det private erhvervsliv.

DM ville foretrække, at universiteterne havde meget større og flere faste basisbevillinger og flerårige politiske aftaler om finanslovsbevillingerne, men hun mener, at universitetsledelserne bruger bevillingssituationen som undskyldning for ikke at fastansætte medarbejderne, da de ønsker den maksimale fleksibilitet i ansættelserne, så man hurtigt kan komme af med folk, hvis bevillingerne svigter eller strategierne ændres, og politikere og eksterne bevillingsgivere kræver nye satsningsområder.

»Det er for letkøbt og pinligt, at så mange universitetsledelser bruger det som undskyldning for ikke at sikre ordentlige karrierestillinger. Universiteterne bør tage et større ansvar for deres ansatte og give langt klarere meldinger og personlig vejledning om de karrieremuligheder, der er. Et universitet kræver også en stabil medarbejderskare, der sikrer de måske mindre glamourøse ydelser, som ikke har så stor politisk bevågenhed. Der er også brug for ’den almindelige lektor’, der underviser i grundfag, forsker og formidler og på den måde holder institutterne i gang,« siger Ingrid Stage.

Forhandlinger på vej

Finansministeriet og DM har så småt indledt forhandlingerne om en ny stillingsstruktur på universiteterne, og DM’s hovedkrav er flere faste stillinger og klare karriereveje.

Derudover vil man have styr på problematikken om den øgede brug af postdoc’er, der stort set helt har erstattet brugen af adjunkter, der modsat postdoc’erne har undervisningspligt og ret til at blive lektorbedømt efter fire år.

DM vil også gøre op med brugen af undervisningsassistenter, som man mener i højere grad skal ansættes som videnskabelige assistenter eller som eksterne lektorer, gerne tidsubegrænset, og hvor det er muligt skal timelærerne ansættes i faste hel- eller deltidsstillinger om studieadjunkter eller studielektorer, som det er sket på Musikvidenskab på KU.

Leif Søndergaard er enig i, at der er brug for en ny og klarere stillingsstruktur, men han mener ikke, at KU-ledelsen behøver at vente på en ny stillingsstruktur før den begynder at fastansætte flere af de unge forskere.

»Hvis ledelsen virkelig ønsker at forbedre karrierevejene på KU, kan den jo give de unge en udviklingsstilling som adjunkt med mulighed for lektorbedømmelse efter fire år. Jeg kan simpelthen ikke få øje på fornuftige argumenter imod,« siger han.

clba@adm.ku.dk