Antropologi-studerende: Homofobien i fodbold stikker langt dybere end tilråb på stadion

Viktor Fischer, stjernespilleren fra FC København, satte for nogle uger siden støvleknopperne i græsset og sagde stop.

Det var efter en kamp på Odense Stadion, hvor landsholdsspilleren gennemlevede 90 minutter med homofobiske tilråb fra hjemmeholdets fans. Efter kampen tog han afstand fra sangene og tilråbene i flere interview.

Men ugen efter gentog en række Brøndby-fans tilråbene under lokalderbyet mod FCK. »Viktor Fischer, han er gay, allez-allez,« lød det gang på gang fra tribunen.

Undervejs er homofobi i fodboldmiljøet for alvor kommet på dagsordenen i de landsdækkende medier. Men på Københavns Universitet kulegravede fire antropologistuderende allerede sidste forår temaet, da de blandt andet observerede og interviewede spillerne på en række U17-drengehold.

Det, de fandt, var forstemmende: Homofobien stikker langt dybere end tilråb på stadion.

»Traditionelt maskuline karaktertræk som at være aggressiv eller at være god til at tage knubs bliver vurderet som noget godt på fodboldbanen, og det reflekterer sig i sproget. Når spillerne nedgør en modstander, bruger de ord, som spillerne forbinder med noget feminint. Sådan noget som ’bøsserøv’ og ’svans’ eller ’kælling’,« siger Betty Lydolph Laursen, den ene af fire forfattere bag rapporten.

Tankerækken begynder med en fordom: Homoseksuelle er feminine. Den fortsætter med endnu én: Det feminine fungerer ikke på fodboldbanen. Og så slutter den med en simpel sammenfatning: Ergo er homoseksuelle dårlige til at spille fodbold.

»Det er en meget udbredt og misforstået sammenkobling mellem kønsudtryk og seksualitet. Og det er derfor, ordet ’bøsse’ bliver brugt til at nedgøre måden, en person spiller fodbold på,« siger Betty Lydolph Laursen.

Vi er ikke homofober

Det kan måske også være med til at forklare, hvorfor nogle fodboldfans sender homofobiske ordsalver mod Viktor Fischer, en mand, der er heteroseksuel og aldrig har givet udtryk for andet.

Ifølge Betty Lydolph Laursen vil fansene nedgøre hans kvaliteter som fodboldspiller, men ender med at udskamme homoseksuelle.

Ordet ’bøsse’ bliver brugt til at nedgøre måden, en person spiller fodbold på.

Betty Lydolph Laursen, antropologistuderende

Det samme gjorde sig gældende på de boldbaner, som de antropologistuderende besøgte, også selv om U17-spillerne erkendte, at de brugte de samme ord, som bliver slynget rundt på de danske fodboldstadions.

»Nogle af dem forholdt sig kritisk til, at de brugte ordene og sagde, at man måske skulle bruge nogle andre. Men der kom hele tiden et ’men’ bagefter. De sagde: ’Vi lægger jo ikke noget i det. Det betyder ikke noget. Det handler om fodbold, ikke om homoseksualitet’,« siger Betty Lydolph Laursen.

Det var en udbredt opfattelse blandt fodboldspillerne, at de ord, de bruger, kun kan have en skadelig effekt, hvis intentionen bag dem er ond. Det er derfor, at de kan slynge homofobiske gloser rundt på grønsværen og samtidig fastholde, at de ikke er homofobiske. At de ikke gør noget ekskluderende, hvis de ikke prøver på at gøre det.

Spørgsmålet er derfor, om Viktor Fischer var blevet hængt ud på samme måde, hvis han havde været homoseksuel?

»Det er et godt spørgsmål,« siger Betty Lydolph Laursen og grubler i nogle sekunder. »Men jeg tror det ikke. I det scenarie tror jeg netop, at tanken om, at man ikke må være homofobisk, havde taget over.«

Hun nævner et eksempel: På de fodboldhold, de antropologistuderende besøgte, gik spillerne ud fra, at alle i truppen var heteroseksuelle, men der var spillere med forskellige etniske baggrunde. Det betød, at fodboldspillerne kunne sætte ansigt på ofrene for racistisk sprogbrug.

Og netop det forhold ser de studerende som en væsentlig årsag til, at fodboldspillerne var langt klarere i mælet, når det gjaldt racisme end homofobi.

»For mange af vores informanter var der en bevidsthed om, at de ikke skulle være racistiske, fordi de kunne se, at det var én bestemt person fra holdet, det går ud over. ’Vi vil ikke såre den her person’. Man kan se, hvem man ekskluderer. Hvis de nu vidste, at der var en person på deres hold, der var homoseksuel, så er det min klare opfattelse, at de ville tænke mere over det,« siger Betty Lydolph Laursen.

Problemet er bare, tilføjer hun, at der er en helt entydig ide om, at homoseksualitet ikke eksisterer i fodbold: »Ingen af de drenge, vi snakkede med, havde hørt om det.«

En ond spiral

Et endnu større problem er, at drengenes opførsel afskrækker ikke-heteroseksuelle spillere fra at tale åbent om deres seksualitet på banen – hvis ikke de helt fravælger sporten. Det erfarede de studerende, da de som et led i undersøgelsen interviewede fodboldspillere fra Pan-idræt, en idrætsforening med fokus på mangfoldighed i seksualitet og kønsudtryk: Spillere, der ikke er heteroseksuelle, fravælger i vidt omfang sporten, fordi rummet er ekskluderende og utrygt.

Jeg tror, første skridt er at skabe en bevidsthed om, hvad homofobi er, så man kan forstå, hvorfor nogle ord er problematiske.

Betty Lydolph Laursen, antropologistuderende

Det betyder også, at drengene på banen aldrig har fået sat ansigt på dem, det går ud over, når de sværter hinanden til med homofobiske skældsord. Og så har man en ond spiral.

Hvordan bryder man den?

»Det har vi nærmest diskuteret til døde,« siger Betty Lydolph Laursen. »Men jeg tror, første skridt er at skabe en bevidsthed om, hvad homofobi er, så man kan forstå, hvorfor nogle ord er problematiske.«

Ifølge den antropologistuderende skal fodboldspillerne forstå, at det er homofobisk, når de antager, at homoseksuelle ikke kan spille fodbold. Det er homofobisk, når de råber bøsse, svans eller gay på grønsværen. Og det er homofobisk, når de siger, at de ikke ønsker at gå i bad sammen med homoseksuelle – eller at være meget tæt på dem i det hele taget.

Det sidste var der ikke bare én af de interviewede fodboldspillere, der sagde. Det gjorde flere af dem.

»Men homofobi i deres opfattelse er, hvis man meget udtalt siger: ’Jeg kan ikke lide bøsser’. Det er den brede opfattelse blandt spillerne. Så der er et oplysningsarbejde, der skal laves,« siger Betty Lydolph Laursen.

Nogle af fordommene ligger bredt i samfundet, for eksempel den automatiske kobling af seksualitet og kønsudtryk: Er du homoseksuel, er du også feminin.

Andre er mere specifikke for fodbolden – eller i hvert fald for en række sportsgrene.

Derfor skal de også bekæmpes på fodboldbanen. Betty Lydolph Laursen mener, at trænerne har et stort ansvar for at stække homofobien, fordi de er sociale med spillerne, men samtidig nyder deres respekt. Derfor kan de ifølge den antropologistuderende være med til at sætte grænser – uden at det ødelægger det frirum, som fodbold også er for unge drenge.

»Når spillerne anerkender, at det er forkert at løbe rundt og sige racistiske ting på banen, så burde det jo også være muligt at gøre dem bevidste om, at det er homofobisk at råbe ‘bøsse’ efter en modspiller,« siger Betty Lydolph Laursen.