Arbejdsløse bekendelser

Jeg havde aldrig troet, jeg skulle ende som ‘Den Arbejdsløse Humanist.’

Sådan gik det imidlertid alligevel, og fordi jeg er under 30, tog det kun min a-kasse og tilhørende jobcenter cirka seks uger, før de havde opsnappet, at jeg brugte min tid på at krydre røv og komme mig over at være færdig med specialet på Dansk.

Aktiveringen startede med et introduktionskursus, hvor de gav os unge arbejdsløse muligheden for:

a) selv at finde et erhvervspraktiksted eller seks-ugers selvvalgt uddannelse – og det pronto, eller
b) at lade os glide med i deres strøm af hjernedøde aktiveringskurser med 9-16 undervisning om at skrive cv, finde kompetencer og skrive ansøgninger.

Jeg valgte erhvervspraktikken. Og Universitetsavisen var flinke nok til lade mig arbejde gratis for dem i fire uger med den betingelse, at jeg skrev en artikelserie om det at være arbejdsløs.

Den første artikel skulle være en reportage fra en dag som arbejdsløs. Here goes.

Mandag

7.30. Morgenmad med kæresten.

I dag skal jeg:

• have skrevet jobansøgning til et journalistjob og
• noteret på min log over jobsøgning, at jeg har søgt det,
• udfylde dagpengekort på selvsamme hjemmeside,
• melde mig som aktiv jobsøgende på jobcenterets hjemmeside og
• til møde på akassen.

Hvor ophidsende.

»Og så mødes vi i blodbanken kl fem,« siger min kæreste og forsvinder ud mod den offentlige transport og sit gymnasiejob. Hvis bare man blev betalt for sit blod, tænker jeg, så kunne der komme lidt i kassen. Jeg skal have valgt tøj til min samtale.

Tabertøj

Krise. Alt tøj er beskidt efter en uge i sommerhus (og et par ugers dovenskab), så jeg tænder vaskemaskinen og smider den enorme mængde ind i tromlen.

Det lugter af røg efter koncerter torsdag og fredag og fest lørdag, puha. Imens kan jeg jo passende gå i bad.

Man må være præsentabel, når man skal snakke med a-kassen, men det eneste rene tøj, jeg har tilbage, er en forvasket sweatshirt med striber, der ligner Kurt Cobains aflagte. Suk, huller i ærmerne, noterer jeg i min notesbog.

A-kassen har opstillet computere til fællesbrug i deres reception, men jeg kan aldrig koncentrere mig, når jeg er der. Jeg må skrive jobansøgningen hjemmefra og søge efter det næste job, jeg skal søge.

Man skal søge to jobs om ugen, når man er dagpengemodtager, og der er jo nok hjemmesider at vælge fra.

Skimmelsvamp og afslag

Jeg opdager imidlertid et forbavsende stort antal pletter under vores spejl i badeværelset og skal lige undersøge, om det er skimmelsvamp og skrubbe med Rodalon, Klorin og skuresvamp. Det kan jo være livsfarligt.

Puha, får det helt dårligt af at bevæge mig så hurtigt, må lige sidde ned.

Så kan jeg jo tjekke mails imens og opdatere min hjemmeside, som vist ikke er helt lovlig i forhold til a-kassens krakilske systemer. Det er imidlertid eneste måde, jeg kan have mine tekster og artikler samlede, og det er smart, når man søger jobs som journalist.

Tabercomputer

Og så går min computer i selvsving og er frosset i et ømt øjeblik mellem blog og et afslag fra et job i Ungdomskulturhuset Kraftwerket. For mange kvalificerede ansøgere igen.

Computeren skal nok bare lige stå og sunde sig lidt ovenpå den besked, og måske min svimmelhed i øvrigt skyldtes akut underernæring, jeg må hellere få noget frokost.

Computeren vil imidlertid ingenting. Jeg må på a-kassen alligevel og bruge deres computere, så må jeg bare ignorere larmen fra alle narkomanerne og alkoholikerne plus de hjemløse, der ligger og spærrer for indgangen.

På kassen

På dagpengekontoret er der ingen kø, så jeg går op til skranken for at snakke med damen, så må jeg tage jobansøgningen bagefter.

»Jeg vil gerne vide noget om at arbejde freelance, mens man modtager dagpenge,« siger jeg. »Jeg har sendt to mails gennem jeres kontaktformular, men jeg har ikke fået besvaret mit spørgsmål endnu.«

Damen fortæller mig, at jeg skal passe på, fordi de skelner kraftigt mellem at være selvstændig og lave freelance, og hvis jeg er selvstændig, er det svært at få dagpenge.

»Det kommer an på, om du er sikker på, at din artikel bliver afsat, når du skriver den. Hvis du er sikker på det, skriver du honoraret eller timeantallet, du har arbejdet, på dit dagpengekort. Får du honorar, dividerer vi med 200,1 – får du timer, afregner vi 1/1.«

Aha. Jeg føler mig på samme tid lidt klogere og lidt mere forvirret, men måske forstår jeg det, hvis jeg udfylder dagpengekortet for denne måned.

Taber? Tjek

Der er minimum tre ting, man skal gøre, når man er arbejdsløs og modtager dagpenge: Melde sig som aktiv jobsøgende minimum hver syvende dag, udfylde sit dagpengekort efter hver den næstsidste (!) søndag i måneden og søge mindst to jobs om ugen.

Jobsøgningen skal dokumenteres via for eksempel en logbog, der ligger på a-kassens hjemmeside. Det har jeg gjort siden august og har dermed 17 noter liggende. 17 jobs, jeg ikke har fået. Taber.

Dagpengekortet. Jeg har ikke fået penge fra hverken tillægsforsikring eller arbejde i denne måned, tjek. Jeg erklærer, at jeg på de dage, hvor jeg har været ledig har villet og kunnet arbejde på fuld tid. Tjek? Tjek.

»Vi har normalt temmelig travlt«

Først ind og bekræfte, at jeg er aktivt jobsøgende. Det gør jeg via mit ene jobcenters hjemmeside, mens det andet jobcenter er det, der tvinger mig i aktivering. En gang om ugen skal jeg aktivere siden, og her ligger mit cv også.

Hjemmesiden foreslår, at jeg søger et job som freelanceskribent, hvor man arbejder hjemmefra. Det lyder jo egentlig meget godt. Aflønning: 75 kroner for hver godkendt artikel på mindst 300 ord. Jeg læser lige igen: 75 kroner.

Inde på jobindex finder jeg det stillingsopslag, jeg vil søge. Det har været opslået før, men da nåede jeg ikke at søge det, men nu skal jeg bare sende ansøgningen ind inden i dag klokken… 12. Klokken 12, og klokken er nu halv et. For sent igen.

Jeg må søge nogle andre journaliststillinger, for der skal jo søges et job i dag.

Jeg kan forsøge mig som webmedarbejder ved Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg eller som »jorunalist ved Folkekirkens informationstjeneste i Aalborg«. Fedt med stavefejl. Eller på LandbrugsAvisen, hvor de tilsyneladende »normalt har temmelig travlt«.

Alkoholbehandler Møller

Værre bliver det, da jeg søger på ‘redaktør’ i jobdatabasen. Så bliver jeg tilbudt at søge arbejde som socialfaglig medarbejder til Jobcenteret i Store Heddinge – hvor ironisk i øvrigt – eller som alkoholbehandler på Center for Misbrug og Forsorg i Holbæk.

På de øvrige computere i a-kassens lyse lokaler sidder unge og gamle, der jo sådan set ser normale ud.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at de alligevel må være lidt mærkelige, når de nu sådan render rundt og er arbejdsløse, og ham oppe ved vægtelefonen, der taler meget højt på spansk, er da i hvert fald langt ude.

Men dybest set er de jo almindelige mennesker ligesom mig, og da jeg kommer ned til min cykel på Mimersgade, møder jeg da også to medstuderende fra Dansk og Litteraturvidenskab. Vi griner på den der tragikomiske måde og bander lidt for os selv og til hinanden.

Den evige dårlige samvittighed

Den dårlige samvittighed, man opbygger, når man skriver speciale, forfølger en, hvis man bliver arbejdsløs. Man kan jo altid lige skrive én side mere eller ansøge om ét job mere.

Jeg har bedre samvittighed nu.

Jeg fik søgt et studiejob som skribent for et litteratur- og lydbogsprojekt og ført det ind på min log, og det passer fint med de mange andre deltidsjobs, jeg har søgt.

Man kan jo ikke være alt for kræsen samtidig med, at jeg er pinligt bevidst om, at det er min karriere, jeg er i gang med at forme.

Jeg skulle bare have gået i gang lidt tidligere.

amlr@adm.ku.dk

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.