Arbejdsmarkedsforsker: Hårdt opgør om den danske model kan komme efter valget

»Hvis en regering efter folketingsvalget ender med at give en højere løn til nogle udvalgte grupper på arbejdsmarkedet, er der lagt op til et større skænderi om hele den danske model.«

Sådan siger lektor Christian Lyhne Ibsen, der forsker i arbejdsmarkedets organisationer og konfliktløsning hos  Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet.

Hans forudsigelse kommer efter, statsminister Mette Frederiksen i valgkampen har talt om at give udvalgte grupper i den offentlige sektor – særligt i sundhedssektoren – bedre lønforhold.

Christian Lyhne Ibsen mener, at det kan blive en meget udfordrende manøvre for hele den måde, som arbejdsmarkedet fungerer på i dag, og at det er en overset diskussion i valgkampen.

Politisk fordeling kan underminere aftaleautonomien

Ifølge Christian Lyhne Ibsen er problemet, at politikere ikke kan ændre på noget inden for et begrænset område, uden at de samtidig reviderer hele den danske model for arbejdsmarkedet – hvor arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationer i dag selv skal forhandle om løndannelsen.

»Hele aftaleautonomien omkring lønstrukturen i den offentlige sektor kan blive undermineret, hvis partierne i Folketinget begynder at tilgodese bestemte lønmodtagergrupper. Og det kan få fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer – også i den private sektor – til at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor de overhovedet skal lave aftaler, når politikerne alligevel bestemmer,« siger Christian Lyhne Ibsen.

Udfaldet af sådan et indgreb vil dog afhænge af, hvordan politikerne vil blande sig.

Hvis politikerne laver en snæver aftale om, at en gruppe af lønmodtagere, som er med i et forbund, skal have mere i lønposen, kan der ifølge Christian Lyhne Ibsen ske det, at nogle af de andre forbund kommer og siger, at de også skal have politiske lønkroner.

»Men hvis det er et fuldstændig enigt Folketing, der laver sådan en aftale, bliver løsningen mere legitim. Derfra kan arbejdsmarkedets parter selv forhandle videre, og det vil måske virke. Det vil helt sikkert give mange sure miner og modkrav, men det vil være sværere at rykke ved, for Folketinget er trods alt det højeste organ.«

De lavtuddannede kan helt falde ud

Modellen for arbejdsmarkedet i Danmark er ellers kendetegnet ved, at den netop sikrer lighed i lønudviklingen for danskerne. At det forholder sig sådan, fremgår ifølge Christian Lyhne Ibsen af en rapport fra i år, der er lavet af Rockwoolfonden, som handler om uligheden i Danmark.

Opgørelsen slår fast, at selv om Danmark har haft en stigende ulighed i de senere år, er det klart mest sket på grund af ændringer i social- og beskæftigelsespolitikken.

Christian Lyhne Ibsen advarer om, at også løndannelsen på længere sigt kan blive et område, der bidrager til ulighed, hvis ikke politikerne tænker sig grundigt om, inden de laver ændringer.

»De lavtuddannede kan falde ud af den danske model og få nogle løn- og arbejdsvilkår, der er relativt ringe i forhold til i dag,« siger Christian Lyhne Ibsen.

Fagbevægelsen kræver en politisk indsats

Ifølge Christian Lyhne Ibsen har der ikke været noget grundlag for at diskutere overenskomstsystemet på Christiansborg, så længe arbejdsmarkedets parter har kunnet være sikre på deres autonomi.

»Derfor har overenskomstsystemet og dets regulering af arbejdsvilkår indtil videre fremstået som apolitisk i Danmark. Men det kan være ved at ændre sig så meget, at politikerne bliver nødt til at blande sig efter valget,« siger Christian Lyhne Ibsen.

Det behøver ikke engang at ske som en konsekvens af, at Socialdemokratiet og venstrefløjen, der traditionelt argumenterer for lighed, har sovet i timen.

»Der, hvor man historisk kan undskylde politikerne, er, at arbejdsmarkedets parter i høj grad selv har sagt til dem, at de skal blande sig udenom,« siger Christian Lyhne Ibsen.

Han tilføjer, at Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), der repræsenterer faglige organisationer med tilsammen 1,3 millioner medlemmer, er begyndt at komme med anderledes signaler, og det kan være begyndelsen på en helt ny historie om forholdet mellem fagbevægelsen og politikerne.

»FH’s sidste lønmodtagertopmøde, der blev afholdt tidligere i år, handlede faktisk om, hvordan staten og politikerne skal støtte op om fagbevægelsen og overenskomstsystemet.«

Fagforeningerne har mistet mange medlemmer

Baggrunden for udviklingen kan være, at fagforeningerne begynder at få brug for politikernes hjælp.

»I løbet af de sidste 15-20 år er det gradvist blevet et større og større problem for fagforeningerne, at de har mistet så mange medlemmer. Særligt har de overenskomstbærende af dem som fx 3F, der repræsenterer mange lavtlønnede grupper, mistet mange medlemmer, og det rokker ved legitimiteten i overenskomstsystemet,« siger Christian Lyhne Ibsen og fortsætter:

»Overenskomstdækningen er nødt til at være høj for at sikre repræsentativitet, så organisationerne fortsat kan organisere arbejdsmarkedet. Det gælder både på arbejdsgiver- og lønmodtagerside,« siger Christian Lyhne Ibsen.

En anden model end kollektiv overenskomst kunne være, at lønmodtageren selv aftalte løn- og ansættelsesvilkår i en ansættelseskontrakt med arbejdsgiveren.

»Men hvis tilstrækkelig mange gør det, falder overenskomstdækningen markant, og vores forskning viser, at en lavere overenskomstdækning kan få store konsekvenser for lønuligheden,« siger Christian Lyhne Ibsen.

Rammevilkår afgør spørgsmålet om organisering

Hvis politikerne endelig skal gøre noget, er de nødt til at forstå, hvor udfordringen ligger henne.

»Vi ved fra forskningen, at spørgsmålet om organisering i høj grad handler om rammevilkårene for lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer, der er nødt til at have gode forudsætninger for at kunne organisere deres medlemmer ude i virksomhederne,« siger Christian Lyhne Ibsen og tilføjer:

»Man skal sørge for, at det er fordelagtigt at være medlem af en organisation for både lønmodtagere og arbejdsgivere. Man kunne fx øge skattefordelen ved et medlemskab.«

Rammevilkårene er i dag blevet så dårlige inden for en række sektorer, at det ifølge Christian Lyhne Ibsen kan blive svært at få flere til at organisere sig.

»Inden for nogle brancher, som fx hotel- og restaurationsbranchen, transport og logistik samt i rengøringsbranchen og i landbruget, er organiseringsgraden meget lav i dag,« siger Christian Lyhne Ibsen.

Fagforbundene er allerede begyndt at tale om, at der i de nævnte fag er en så lav grad af organisering, at arbejdsgiverne ikke længere ser nogen fordel i at lave en kollektiv overenskomst med lønmodtagerne.

»Her ender vi i stedet i et reguleringstomrum, hvor der hverken er en lovbestemt minimumsløn eller overenskomster, hvorfor arbejdsgiverne i princippet kan betale, hvad de har lyst til,« siger Christian Lyhne Ibsen.

»Det hele handler om rammevilkårene for organisering: Hvordan vil man fra politisk side gøre noget for at tilskynde lønmodtagerne til at organisere sig? Hvordan sørger man for, at de har et incitament, og hvordan bliver de overhovedet klar over, at der er noget, der hedder fagforeninger? Det sidste spørgsmål er især relevant for de unge,« siger han.

Arbejdsgiverne ønsker arbejdspladserne organiseret

Ifølge Christian Lyhne er danske arbejdsgiverorganisationer ikke imod at få så mange lønmodtagere som muligt organiseret på arbejdspladserne – og det er interessant, for normalt er de imod stærke fagforeninger.

»Arbejdsgiverorganisationerne siger, at de gerne vil have det danske overenskomstsystem til at overleve, så vi ikke risikerer i stedet at få så lav en dækning, at vi ender med en lovbestemt regulering, der er noget, som arbejdsgiverne under ingen omstændigheder ønsker sig,« siger Christian Lyhne Ibsen.

Han peger derudover på, at arbejdsgiverne også drager fordele af at kunne lave lokale aftaler om løn, uddannelse og udvikling af virksomhederne, men for at gøre det, skal de lokale fagforeningsrepræsentanter have opbakning fra medarbejderne.