Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
Q AND A - Hvorfor er professor og institutleder Arne Astrup så interesseret i reglerne for videnskabsfolks ansvar for de artikler, de sætter deres navn på?
Hvad er det ved denne diskussion, der får dig til tasterne?
Jeg har fra 1999-2010 været chefredaktør for Obesity Reviews, og siden 2010 redaktør af American Journal of Clinical Nutrition, og dets repræsentant i det internationale COPE (Committee of Publication Ethics). Så jeg har erfaring med og interesse for reglerne om god videnskabelig praksis.
For nylig er dette område formelt set blevet en del af min stillingsbeskrivelse: “Institutlederen skal iværksætte initiativer, der fremmer diskussionen af og øger opmærksomheden på normer for god videnskabelig praksis. Endvidere skal institutlederen oplyse og fremme opklaringen af sager om brud på god videnskabelig praksis og om videnskabelig uredelighed.”
Men det der fik mig op på tasterne er, at juristen Ravnkildes postulater er faktuelt forkerte, og jeg frygter at især unge forskere kunne forledes til ikke at være deres ansvar som forfattere bevidst.
Ravnkilde mener ifølge sit Weekendavisen-indlæg at The Singapore Statement fra 2010 definerer, at hver forfatter kun er ansvarlig for sin egen del af en videnskabelig artikel. Og at dette dokument er grundlag for Vancouver-ordningen, idet ‘enhver kan sige sig selv, at Vancouver-protokollen ikke vil lægge sig fast på den modsatte ordning’. Hvad mener du om argumentet?
Singapore Statement er et meget vigtigt dokument, der for første gang sætter på tryk, hvad der på globalt plan bør være inspiration, fælles terminologi og minimumskrav for alle forskningsdiscipliner. Dette er koncentreret på en enkelt A4-side, og indholdet skal naturligvis uddybes, når det skal omsættes til praksis. Det er det, den tidligere ‘Vancouver Group’, nu ‘The International Committee of Medical Journal Editors’ (ICMJE) gør, nemlig ved at sætte standarder, som nu breder sig uden for sundhedsvidenskaben.
At hævde, som Ravnkilde, at en forskningsleder ikke har et særligt ansvar for troværdigheden af en publikation, han sætter sit navn på som seniorforfatter, er at tage indholdet ud af ledelsesbegrebet, sådan som det altid har været forstået som en afgørende drivkraft i forskningsverdenen.
ICMJE gør det i nye regler fra 2013 ganske klart, at alle forfattere, allerede ved indsendelse til tidsskriftet, har medansvar for hele indholdet i videnskabelige artikler. Skærpelsen er formuleret således:
»Agreement to be accountable for all aspects of the work in ensuring that questions related to the accuracy or integrity of any part of the work are appropriately investigated and resolved.«
Ravnkilde læser det som, at medforfatterne kun er ansvarlige for at stille op og hjælpe med opklaringsarbejdet, hvis der efter publiceringen rejses spørgsmål om arbejdets troværdighed. Men de ledsagende kommentarer fra ICMJE fjerner al tvivl:
»Each author of a paper needs to understand the full scope of the work, know which co-authors are responsible for specific contributions, and have confidence in co-authors’ ability and integrity.« og »By accepting authorship of a paper, an author accepts that any problem related to that paper is, by definition, his or her problem.«
ICMJE’s motivering for at det har været nødvendigt at sætte dette indlysende krav på tryk er, at de internationale redaktør-sammenslutninger har den erfaring, at forfattere ofte løber fra deres ansvar, når der opstår tvivl om en artikels troværdighed. Dette er helt uacceptabelt, og er med til generelt at underminere forskningens troværdighed.
Ugeskrift for Lægers redaktion, som har været med i Vancouver- og ICMJE-gruppen fra starten, har i sin forfatterinstruktion formuleret det således:
»Tilsagn om at være ansvarlig for alle aspekter i manuskriptet, idet man sikrer sig, at spørgsmål om nøjagtighed eller lødighed i enhver del af arbejdet er tilstrækkeligt undersøgt og løst.«
Ravnkilde hævder (i Weekendavisen, red.), at Ugeskrift for Læger ikke kan finde ud af at oversætte korrekt! Men det kan de naturligvis godt, og tager man den franske version fra UCMJE’s hjemmeside, så er den også ganske klar:
»Engagement à assumer l’imputabilité pour tous les aspects de la recherche en veillant à ce que les questions liées à l’exactitude ou l’intégrité de toute partie de l’œuvre soient examinées de manière appropriée et résolues,« er af en fransk herboende korrespondent oversat til:
»Forpligtelse til at påtage sig ansvarlighed for alle aspekter af forskningen ved at sikre at spørgsmål forbundet med enhver del af arbejdets nøjagtighed eller integritet er undersøgt på passende vis og løst.«
Du er selv forskningsleder med ansvar for et væld af publikationer – frygter du ikke, at der i disse artikler kan gemme sig ubehagelige overraskelser i form af sjusk eller svindel fra en af de mange bidragsydere?
Udbygningen af Vancoverreglerne fra 2013 betyder, at man som medforfatter påtager sig ansvaret for hele artiklens indhold, og ikke kun dele heraf. Min egen fortolkning af reglerne er, at ansvar ikke nødvendigvis betyder, at man som forfatter skal have gennemgået hvert eneste element at andre forfatteres bidrag, men at man skal føle at have berettiget tillid til, at medforfatternes bidrag er valide og korrekte.
Det er klart, at det bygger på en grad af tillid, som typisk er noget man oparbejder gennem et længerevarende samarbejde. Man kan sammenligne det med, at jeg som institutleder er ansvarlig for alt på instituttet, fra økonomi til sikkerheden i svømmehallen, og jeg har ingen jordisk mulighed for at overse og kontrollere alt, men jeg har tillid til, at det hele fungerer ved uddelegering til kompetente og samvittighedsfulde medarbejdere. Men er der en medarbejder, som svigter, så er det mig, som må påtage mig ansvaret, og i yderste fald kan det koste mig stillingen. På tilsvarende vis kan jeg også gøres ansvarlig for sjusk og uredelighed som seniorforfatter.
Du refererer i et indlæg til sagen om den tyske professor og forskergruppeleder Silvia Bulfone-Paus, som af Deutsche Forschungsgemeinschaft blev fundet skyldig i ‘research misconduct’ på grund af forskningsfusk i nogle artikler, selv om snyderiet angiveligt blev begået af to russiske postdocs uden professorens vidende. Men Bulfone-Paus-sagen er ikke relevant i debatten, ifølge Ravnkilde, fordi Bulfone-Paus havde et vejleder- og ledelsesansvar, som ikke er det samme som det ansvar, en seniorforfatter har. Hvad mener du om det?
Ravnkilde prøver at juridificere de forskningsinterne fagligt-etiske normer. Skal denne legalistiske tankegang føres ud i livet vil det betyde, at normer for god videnskabelig praksis ville skulle omsættes til alt omfattende detaljerede nationale bestemmelser, som så skulle afstemmes med nationale bestemmelser i alle andre lande.
Enhver kan sige sig selv at dette ville betyde uoverstigelige hindringer for gennemførelse af forskning. Hans indlæg viser, at han har meget begrænset kendskab til hvorledes sundhedsvidenskabelig forskning foregår. Der er jo netop en tæt kobling mellem forskningsledelse og seniorforfatterskab. Forskergrupper og –centre har forskningsledere, som naturligt deltager i forskningsarbejdet, som og indtager pladsen som seniorforfattere, og de har et naturligvis et overordnet, særligt ledelsesansvar for troværdigheden af de publikationer, der udgår der fra de grupper/centre de leder, herunder især vedrørende de publikationer hvor de er anført som seniorforfattere eller førsteforfattere.
For mit eget vedkommende betyder det, at selv om jeg fik de overordnede ideer og var hovedansvarlig for en bevilling på 100 mio kr til OPUS-centret, så overlader jeg seniorforfatterskabet til de seniorforskere, som leder de forskergrupper, som udfører studierne. De får så meritten og æren, som seniorforfatterskabet indebærer, men der påhviler dem naturligvis også et større ansvar sammen med førsteforfatteren. Så i dag er det kun omkring 10-20 % af mine publikationer hvor jeg optræder som seniorforfatter.
Det er vigtigt for dig at understrege, at du ikke kommenterer Klarlund/Penkowa-sagen. Hvorfor egentlig, hvis vi antager, at jeg har ret, når jeg påstår, at folk alligevel læser dit bidrag til diskussionen som en kommentar til Klarlunds UVVU-dom og forsøgene på at få hende frikendt?
Jeg vil ikke kommentere Klarlund/Penkowa-sagen, da den aktuelt behandles af UVVU m.v. Mine bidrag handler om ICMJE retningslinjerne fra august 2013.
Læs Ravnkildes svar til Astrup: Astrups tanker om videnskabelig redelighed er tom lægmandssnak
chz@adm.ku.dk