Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Bag kulisserne – sådan ser KU's bestyrelse ud indefra

UNIVALG14 – Er KU i pengenød? Og er et forslag blåstemplet, når det får et »top notch« fra rektor? To studenterrepræsentanter fra KU's bestyrelse rapporterer fra magtens korridorer på ’nordens Oxford’.

Der er en særlig stemning i Udvalgsværelse 1 i hjertet af det gamle universitet på Frue Plads. Der er dækket op med blomsterbergske konditorkager og musselmalede kaffekopper på det runde bord, som universitetsbestyrelsen samles om cirka otte gange årligt.

»Marmorbusteagtigt« er det ord, psykologistuderende Emilie Nayberg bruger til at beskrive den særlige stemning, der kan indfinde sig under sådan en forsamling. Hun har siddet i bestyrelsen de sidste to år og skal give teten videre, når posten er på valg i november.

»På bestyrelsen er omgangstonen meget uformel. Men rammerne omkring bestyrelsesverdenen er sat, så man godt kan få en fornemmelse af, at vi næsten er det ’nordens Oxford’, som KU nogle gange snakker om. Og så tager man tilbage til undervisning på CSS, og pludselig er man nede på jorden igen,« fortæller hun.

Mattias Friis Jørgensen, der skriver speciale i Sociologi og sad i bestyrelsen i 2012 og 2013, supplerer:

»Københavns Universitet har noget kultur og nogle ritualer, der særligt kommer til udtryk i universitetsfirkanten inde ved Frue Plads. I bestyrelsesverdenen er der ofte fokus på traditionerne og universitetets glorværdige historie. Det kan let blive et glansbillede, som gør at vi glemmer de problemer, universitetet har i dag.«

»Tilbageholdenhed er ikke en fordel«

Københavns Universitets bestyrelse har eksisteret siden 2005, og den består af fem repræsentanter fra KU og seks såkaldt eksterne repræsentanter fra andre institutioner og virksomheder. Der sidder to studenterrepræsentanter i bestyrelsen, som hver især bliver valgt for en to-årig periode.

»Tilbageholdenhed er ikke en fordel, når man sidder i bestyrelsen. Man er nødt til at insistere på at få ordet,« siger Emilie Nayberg og viser med en gestus, hvordan det kan være nødvendigt at kaste sig ind over bordet med en arm strakt i vejret for at blive hørt.

De øvrige bestyrelsesmedlemmer kan blandt andet bryste sig af titler som koncerndirektør for Novo Nordisk og forhenværende præsident i Landbrugsraadet. Men det er ikke ensbetydende med, at de ikke er lydhøre over for mindre erfarne bestyrelsesmedlemmer, forsikrer de to studenterrepræsentanter.

»Men selve mødekulturen er sådan, at man ikke skal sidde og vente på, at man bliver spurgt. Man må selv sørge for at komme på banen,« siger Emilie Nayberg.

Indsigt i budget – KU er ikke i pengenød

Ifølge Mattias Friis Jørgensen og Emilie Nayberg er det sværest at blive hørt, hvis man stiller forslag, der kræver, at universitet skal finde og binde penge til noget nyt. Københavns Universitet har en egenkapital på omkring en milliard kroner, men har svært ved at slå hul på sparegrisen, fortæller de to bestyrelsesmedlemmer.

Et tilbagevendende tema på bestyrelsesmøderne er, hvordan KU sikrer sig et underskud.

Københavns Universitet har budgetteret med underskud gennem de sidste år for at tære på universitetets egenkapital. Til dels fordi KU er blevet kritiseret for at ophobe offentlige midler på kistebunden i stedet for at bruge dem til forskning og uddannelse, som de er bemidlet til.

»Ude på institutterne hører man tit, at der ikke er nogen penge. Det er i skarp modsætning til det, vi får at vide i bestyrelsen og kan se i regnskaberne. Så kan man godt tænke sådan, ’is på – I er altså ikke ved at lukke’,« siger Emilie Nayberg.

»Det ender tit med, at vi på mødet i december er nødt til at lave nogle tekniske ting som at ændre afskrivningsperioden på elektronisk udstyr. Så ryger der en masse penge, og vi kommer lige under nul. Det lyder lidt kedeligt og teknisk, men det er interessant, for det viser, hvad vi egentlig har af økonomisk råderum som universitet – og at vi godt kan stile lidt højere,« siger hun.

Minimumstimetal og studiemiljøplaner

Emilie Nayberg og Mattias Friis Jørgensen har med Studenterrådet og de lokale fagråd i ryggen været med til at indføre tiltag som minimumstimetal og studiemiljøplaner.

Det kan være en langsommelig affære at få et vedtaget forslag ført ud i livet på en så stor og bureaukratisk organisation, som KU. Et er hvad bestyrelsen beslutter – noget andet er, om det faktisk sker.

»KU bevæger sig hurtigere, hvis bestyrelsen sætter sig et mål og udtaler det. Hvis KU forpligter sig offentligt, er det et løfte. Ofte tøver vi for meget. ’Promise low, deliver high’ er sådan et klassisk projektledelsesråd. Men vi er altså nødt til at promise high, hvis vi skal rykke,« siger Mattias Friis Jørgensen.

»Med minimumstimetallet nåede vi seks gange undervejs at tænke ’ yes – got it’. Rektor syntes, det var top notch. Det var på forsiden af Politiken. Og der blev fastsat datoer for implementering. Alligevel er der stadig dele af KU, hvor minimumstimetallet endnu ikke er fuldstændig indført,« siger Emilie Nayberg.

Løsningen er at have et bagland af engagerede studerende, der følger op på tiltagene, spredt ud over fakulteterne.

»Man kan ikke klare sig inside uden folk udenfor. Fagrådene, for eksempel, der har fingeren på pulsen og ved, hvordan det står til på de enkelte fag,« siger Mattias Friis Jørgensen.

Vred og skuffet

Tonen i bestyrelsen er som regel venskabelig, men Mattias Friis Jørgensen har også oplevet at blive genuint vred eller skuffet, fortæller han.

»Da studiegennemførelsestid var til debat, oplevede jeg, at der blev fremsat forslag og taget beslutninger ud fra fordomme. I pausen mellem møderne kunne der falde en joke af om ’de langsomme studerende’.«

»Det gør mig vred, når noget, der er meget vigtigt for uddannelseskvaliteten, bliver behandlet overfladisk eller får en joke med på vejen,« siger han.

»Men jeg tror heller ikke, man skal sidde i bestyrelsen, hvis ikke man kan blive lidt vred. Eller glad,« tilføjer Emilie Nayberg.

Hvad kræver det ellers at stille op som bestyrelseskandidat?

»Særligt for bestyrelseskandidaten gælder det nok, at man skal kunne lide at læse lange, tunge bilag. Og man skal have mod på at lægge en masse timer og selv regne på tingene,« siger Mattias Friis Jørgensen.

sofie.hansen@adm.ku.dk

Annonce

Seneste