Bange for Putin

Skal man risikere livet for at forske i konflikter og mindretalsrettigheder, eller skal man stille og roligt skifte til et mere fredeligt forskningsområde?

Det spørgsmål trænger sig mere og mere på for lektor Helen Krag der som minoritetsforsker på Københavns Universitet har beskæftiget sig intenst med konflikterne i Kaukasus i kølvandet på Sovjetunionens opløsning.

Ikke alene har hun inden for de seneste år mærket hvor meget sværere det er blevet at finde kilder til minoriteternes sprog, kultur og historie. Hun har også oplevet hvordan hendes primære forskningsområde, Tjetjenien, i bogstaveligste forstand er blevet ødelagt; universitetet i hovedstaden Grosjnyj er jævnet med jorden, kolleger er dræbte eller forsvundne, og udenlandske forskere og journalister nægtes visum og risikerer trusler på livet hvis de skriver og taler om Tjetjenien.

Og nu er Helen Krag blevet bange, fortalte hun åbenhjertigt fra talerstolen på KU’s konference om ytringsfrihed og forskning.

»Jeg ved ikke om jeg virkelig behøver at være bange, men blot det at jeg skal være i tvivl, er signifikant. Jeg siger ærligt at jeg er bange nu når jeg udtaler mig om Tjetjenien. Jeg har også overvejet om det er hensigtsmæssigt at stille op til denne konference. Men det er vigtigt at tale om at vi som forskere ikke kun er afhængige af ytringsfriheden hjemme, men at det i stigende grad også bliver en ydre magt der influerer på hvad vi siger og gør,« sagde hun blandt andet.

Forskningsområde i ruiner
I sit oplæg fortalte Helen Krag om de personlige overvejelser hun har gjort sig i takt med at hendes forskningsemne er blevet ødelagt.

»Naturligvis er mine frustrationer uden sammenligning med de frustrationer som menneskerne i det område som var min forskningsgenstand, har oplevet og oplever. Men hvad der ryster mig endnu mere er at jeg, borger i et frit land som Danmark, har en klar klar fornemmelse af at jeg ikke længere frit kan opretholde kontakten til området,« siger Helen Krag.

Dels er der forbuddet mod at skrive om den hårdhændede form for konfliktløsning der medfører at russiske journalister og forskere, der er kritiske, trues, forgiftes, fyres og mere i denne dur. Dels er der de bemærkninger som styret i Moskva kommer med i medierne og i diplomatiske cirkler hvori der tales om nogle danskeres terrorvirksomhed.

»Det kan kun være os der kender noget til Tjetjenien, som der hentydes til. Man bliver øjensynligt stemplet som terrorist når man har kontakt med tjetjenere,« konstaterer Helen Krag.

Girenko
At truslerne bør tages alvorligt, udleder Helen Krag blandt andet af det faktum at en af hendes meget gode kolleger fra Skt Petersborg, antropologen Nikolai Girenko, blev dræbt med forsæt i juni sidste år.

Helen Krag beskriver ham som en kollega der opmærksomt observerede verden og var optaget af minoriteters vilkår, især af diskrimination og racisme.

»Vi arbejdede sammen i nogle år, og han var første gang her i København i 1990 hvor han deltog i en paneldebat på KUA, og jeg har senere arrangeret konferencer med ham i Skt. Petersborg.
Han har siddet hjemme i min lejlighed og har været på min afdeling, fortæller hun.

Det var nationalistiske højreekstremister der satte en dødstrussel mod ham på deres hjemmeside. Kort tid efter blev han skudt gennem døren til sin lejlighed mens kone og datter var til stede.

»Girenko var en af de fineste antropologer jeg har kendt. Hans forbrydelse var at han havde en holdning til menneskers ret til eksistens. Det kostede ham livet, siger Helen Krag der havde givet sit oplæg på konferencen i Geocentrets festsal titlen »in memoriam« netop til minde om ham.

»Når en nær kollega dræbes, får jeg bekræftet at det er et farligt job jeg bedriver. Naturligvis skulle jeg også være forsigtig i den sovjetiske tid, men jeg kunne regne med at når jeg vendte hjem, havde jeg min frihed til at tale og skrive åbent. Nu er jeg ikke så sikker på længere. Også denne fare er blevet globaliseret,« siger hun.

At tie eller at tale
Nu spørger hun så sig selv om hun skal tie eller tale.

»Hvis jeg tier, bidrager jeg så ikke til hemmelighedskræmmeriet omkring minoriteter? Svigter jeg så min forskningsgenstand? De mennesker jeg kender og holder af? Dem der har stillet sig til rådighed for mig så jeg kunne skrive mine artikler og bøger? Må jeg holde op med forskningen? Faktisk er jeg på vej til at gøre det,« siger Helen Krag og indrømmer at det på en måde er rart ikke at skulle frygte hvad der eventuelt kan ske ved at skrive og tale om Tjetjenien.

»På den anden side er det ikke særlig rart at tænke på at jeg svigter. Og det er her jeg synes det bliver interessant, for hvem står jeg til regnskab for? Er det kun kollegers dom herhjemme? Eller er det et udenlandsk magtapparat? I Danmark? Kan jeg sige hvad jeg mener uden at lide overlast? Uden at genere andre? Må jeg frygte for mit liv? For mig er det afgørende at jeg ikke ved om jeg virkelig bør være bange, men at jeg er det.«

Alvorligt dilemma
Helen Krag føler at hun er kommet i et alvorligt dilemma. Hvis der er noget hun har fortrudt i sit liv, så er det de gange hun tav og ikke talte om det hun vidste, fortæller hun.

»Sådan vil jeg aldrig gøre mere, besluttede jeg på et tidspunkt. Men jeg er blevet mere ydmyg med årene, og det bekymrer mig. Nu forekommer det at jeg fortryder når jeg ikke holder min mund. Jeg har nu denne manglende lyst til at blive offer,« siger hun og understreger at der ikke stod noget i hendes stillingsbeskrivelse om at hun skulle være særlig modig for at bestride sit job som forsker på Københavns Universitet.

»Nogle gange kræver det mod at tage stilling og forholde sig til sit stof. Men det er ikke normalt at man skal være modig fordi man frygter for sit eget liv,« siger hun med henvisning til at man bliver sat i bås med dem man skriver om og bliver et muligt mål for modstanderen. I stedet for at være den der kommer udefra og observerer, bliver man set som ‘en af dem’. Man bliver et muligt offer.

»Det har jeg ikke lyst til, og derfor må jeg acceptere at min forskningsgenstand er død. Det er ikke længere de danske forhold, der bestemmer mit forskningsliv.«