Be happy, please!

Depression er en folkesygdom, som ifølge Psykiatrifonden rammer mellem fire og fem procent af befolkningen. Både samtidslitteraturen og kunsten har beskæftiget sig intensivt med depression – bl.a. har forfattere som Houellebecq, David Foster Wallace, Tao Lin og herhjemme digteren Sternberg skildret sygdommen i deres værker.

I sin ph.d.-afhandling Going nowhere, slow – scenes of depression in contemporary literature and culture har Mikkel Krause Frantzen undersøgt, hvordan depression skildres i en række værker af netop Michel Houellebecq og David Foster Wallace samt den britisk/italienske kunstnerduo Claire Fontaine og Lars von Triers Melancholia. Ifølge forskeren bruges depressionserfaringen i disse værker til at stille en form for samtidsdiagnose.

»Den underliggende præmis for mit projekt består i at opfatte depression som en tidslig patologi, det vil sige som et tab af fremtid eller evnen til at forestille sig en fremtid. I min afhandling analyser jeg de æstetiske værker, hvor depressions-fænomenet relateres til en vestlig verden, som er ankommet til historiens afslutning og i en vis forstand ikke har nogen fremtid. Den krise, som depressionen kropsliggør, bliver således et symptom på en mere generel, historisk krise,« siger Mikkel Krause Frantzen, der er ekstern lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab og forsvarede sin ph.d. i april.

Lykkepåbud

Han mener, at det moderne samfund installerer en form for ’lykkepåbud’ i sine borgerne, fordi kapitalistisk produktion og jagten efter profit forudsætter sunde og raske medborgere, der står op om morgenen og passer deres arbejde. Men hovedpersonerne i de værker, han analyserer i sin ph.d., kan ikke leve op til normen om at være lykkelig.

Værkerne har det til fælles, at de gør op med samfundets krav om det lykkelige, normale liv.

Mikkel Krause Frantzen, ph.d.

»Værkerne har det til fælles, at de gør op med samfundets krav om det lykkelige, normale liv. Det er et krav, som man bliver mødt med, så snart man lander i Kastrup Lufthavn, hvor en Carlsberg-reklame proklamerer: ‘Welcome to the worlds’ happiest nation’. Og Coca-cola siger: ‘Choose happiness’, nærmest som om lykken var et valg. Der er et stort fokus på, at man selv har ansvar for sin egen lykke. Alle de pågældende værker stiller spørgsmålstegn ved den personliggørelse af depressionsfænomenet, som ledsages af en endeløs ansvarliggørelse af individet.«

Umoralsk at være ulykkelig

Påbuddet om lykke går igen i flere af værkerne, men især i Melancholia er der fokus på lykken som norm – i sådan en grad, at den depressive hovedperson Justine trigger en moralsk forargelse.

»Det mest interessante i filmen er hovedpersonen Justines (spillet af Kirsten Dunst, red.) interaktion med omverdenen ved det bryllup, hvor filmen foregår. Alle personer omkring hende har gang i alle mulige fremtidsplaner, men hun magter ikke at forholde sig til nogle af dem. Og hun bliver hele tiden mødt med et moralsk krav om, at hun burde være lykkelig. Hendes søster siger for eksempel: »Be happy, please!« Jeg tror, at det hænger sammen med, at det er blevet umoralsk at være ulykkelig eller deprimeret i dag. I filmen bliver Justines depression en torn i øjet på de andre mennesker. De kan ikke holde ud, at hun går rundt og ødelægger festen og den sociale sammenhængskraft ved brylluppet.«

I andre af de værker, som Mikkel Krause Frantzen analyserer i sin afhandling, kobles depression sammen med klassiske temaer som fx afhængighed eller præstationssamfundet.

»Afhængighed spiller en afgørende rolle hos David Foster Wallace. Alle karakterer i hans romaner er afhængig af et eller andet, hvad enten det er tv, pot, heroin eller tennis. I hans værker er der det, man inden for den kliniske forskning kalder ‘the double demon’ – det vil sige både afhængighed og depression. Houellebecqs værker fokuserer på konkurrence. Alle menneskelige relationer er fuldstændig gennemsyrede af konkurrence – af at præstere. Den måde, vi skal realisere os på og forventningen om, at vi skal være lykkelige, gør at vi hele tiden positionerer os i forhold til andre,« siger Mikkel Krause Frantzen.

Større risiko for at fejle

Ud over at skildre depressionens væsen og konsekvenser for de mennesker, der lider af den, rummer alle værkerne desuden en samfundskritik af den vestlige verdens postfordistiske samfund.

»På en måde er det også en moderne fremmedgørelseshistorie, jeg fortæller. For der er et historisk forløb i min afhandling bag analyserne, som handler om en ny type samfund, der gradvist er blevet mere individualiseret. Der sker noget med velfærdssamfundet i den vestlige verden efter 70’erne, hvor der kommer en langt mere neoliberal økonomi. Det er i den type samfund, at depressionen træder frem som en særlig paradigmatisk lidelse,« siger Mikkel Krause Frantzen.

Vi bliver mødt med alle disse krav om, at vi skal være innovative og entreprenante. Det magter man jo ikke, når man er depressiv

Mikkel Krause Frantzen, ph.d.

Individualiseringen af samfundet medfører en forventning om, at vi konstant skal udvikle os og blive ‘den bedste version af os selv’, som den positive psykologi kalder det. Men det kan  blive en stor belastning for de folk, der rammes af depression.

»Vores arbejdsliv er mere fleksibelt end for 40-50 år siden, og der er ikke så stor adskillelse imellem arbejde og fritid, eller mellem menneske og maskine. Som den amerikanske journalist og forfatter Andrew Solomon skriver i sin bog ‘Noonday Demon’: »Vi er ikke deprimerede, fordi vi befinder os på for stor afstand af det, vi gerne vil have, vi er snarere deprimerede, fordi vi befinder os for tæt på«. Og fordi vi bliver mødt med alle disse krav om, at vi skal være innovative og entreprenante. Det magter man jo ikke, når man er depressiv. Så selv om vi har mange flere muligheder for at realisere os selv i dag end for 40 år siden, skaber det også større usikkerhed og risiko for fiasko.«

Hvad kan vi lære af kunst og litteratur om depression?
»Vi får nogle andre udlægninger, end dem der præger den offentlige debat. Vi får konkretiseret, hvordan det føles at være deprimeret. Og på et større plan får vi en markant civilisationskritik: Depressive kunstværker siger på den måde noget vigtigt om den samtid og det samfund, vi alle sammen lever i,« siger Mikkel Krause Frantzen.