Bekymret brudevals

Som Danmarks Farmaceutiske Universitet (DFU) ligger for enden af Universitetsparken med Zoologisk Museum og H.C. Ørstedinstituttet som nærmeste nabo, kunne det ligeså godt være endnu et institut på Naturvidenskab.

Men selv om det lille universitet med godt 1200 studerende er bygget af det samme hvide marmor som den naturvidenskabelige mastodont på den anden side af gaden, så er DFU en noget anden størrelse.

Med Danmarks største eksporterhverv – medicinalbranchen – som direkte aftager af kandidaterne i farmaci og lægemiddelvidenskab, er DFU både en traditionsrig institution fra 1892, og samtidig helt fremme i 1. division hvad angår studieeffektivitet og kontakt til erhvervslivet.

Og når alting egentlig går ganske forrygende for farmaceuterne, kan det være svært at se hvad en fusion skal gøre godt for.

De studerende har accepteret tanken om fusion uden dog at mønstre stor begejstring.

»DFU har et utrolig godt og nært studiemiljø fordi alle går til undervisning på det her relativt lille område. Vi har ofte over 25 timers undervisning om ugen, så vi er utrolig meget sammen.

Udover det er der et væld af foreninger og aktiviteter, så de studerende bliver virkelig rystet godt sammen her,« forklarer formanden for de studerendes råd Helle Østergren Nielsen og forsætter:

»Vi kan da godt være bange for at DFU vil ændre sig, når fusionerne bliver ført ud i livet. Spørgsmålet er hvor meget. Hvis man vil have noget ud af fusionerne, må det vel betyde at vi skal til at have fælles undervisning med fx lægerne eller kemikerne andre steder ude i byen, og den tanke bryder vi os ikke specielt meget om,« siger hun.

Fusionsspøgelser
Fusion er for DFU et gammelt spøgelse der har hjemsøgt det lille universitet i årtier. Derfor slår nogle ældre og traditionsbundne medarbejdere på DFU korsets tegn for sig når snakken går på fusion, forklarer lektor i mikrobiologi og tillidsrepræsentant for magistrene på DFU, Erik Riise.

Han er sikker på at fusionen rummer masser af muligheder for spændende forskningssamarbejde og DFU vil blive en væsentlig bidragyder med sine spidskompetencer.

Men muligheden for samarbejde er ikke det samme som at det reelt vil finde sted.

»DFU er vant til at leve sit eget liv. Vores branche er en lille verden med en utrolig stærk identitet, faktisk så stærk at mange egentlig ikke var synderligt interesserede i at ændre titel fra højskole til universitet for et par år siden,« forklarer Erik Riise.

Han mener dog at mange yngre medarbejdere på DFU sagtens kan se mening i en fusion.

»DFU er stadig ene om at uddanne farmaceuter, men de større universiteter som SDU, DTU og Aarhus Universitet er begyndt at lave uddannelser som også sigter mod arbejde i lægemiddelindustrien. I en fornuftig synergi med KU og KVL bør vi sammen stå stærkere,« mener han.

Men selv om KU og KVL absolut er at foretrække, så virker tanken skræmmende på mange ansatte på DFU:

»Sporene skræmmer. Dengang Tandlægehøjskolen blev indlemmet på KU, var vores indtryk at der var tale om en regulær slagtning af en selvstændig uddannelsesinstitution. Skolen blev meget trængt, og stillinger blev nedlagt, og det er altså det eksempel der har gjort det vigtigt for os at holde fast i at forblive et fakultet.

Vi håber at det vil betyde at vores egenart som én samlet institution vil blive mere respekteret,« siger Erik Riise.

Et andet problem ved den kommende fusion er at der ikke følger penge med, forklarer Karen Margrethe Hansen, tillidsrepræsentant for laboranterne, der er den største gruppe teknisk-administrative medarbejdere på DFU.

Sammen med 150 andre ansatte på DFU har hun i det sidste været inde i en institutfusion mellem Farmaci og Analytisk Kemi. Og selv om den fusion er ren miniature sammenlignet med den fusionsplan som KU, KVL og DFU har lavet, så skal der altid bruges tid til at fusionere, og det koster, mener Karen Margrethe Hansen.

»Hvis vi ikke kan undgå fusionere, må vi prøve at få det bedste ud af det, men jeg tror ikke på mastodonter. Det der kendetegner DFU, er at vi er en lille og velfungerende institution, men selvom det er vemodigt, så kan det godt være at vi bliver nødt til det på længere sigt hvis vi vil overleve,« mener hun.

Erik Riise håber så bare på at de artige elever i videnskabsministerens fusionsklasse ikke ender med at sidde tilbage med en eftersidning.

»Hvis det her bliver den eneste større fusion mellem universiteter, håber jeg det kan pirre lidt til ministerens forfængelighed og lokke pengene frem.

Det skulle jo nødig hedde sig at dem der gik med på ministerens fusionsdrømme, faktisk kom til at sidde med en kæmperegning til sidst,« siger Erik Riise.