Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Udland

Berlin, fortæl mig hvem jeg er

REJSEBREV II - I Berlin ligner tre måneder et helt liv. Uniavisens studenterreporter knækker sprogkoder, danser swing, flygtigkysser en new zealænder og hænger ud med hele verden.

Det er ikke helt frivilligt, at jeg er trukket i stewardessekostumet – nedringet bluse, stram nederdel med lidt for høj slids i siden og en dum, trekantet hat, der ligner en lystyacht som er kæntret i mit hår – for at tage til swingfest i den lokale studenterforening med mine tyske roomies. Men man må jo vise sin gode vilje. Der går bare ti minutter efter ankomsten til den gigantiske villa i Charlottenburg, før hatten lider druknedøden under en heftig swing på det svedglatte dansegulv.

Swunget rundt i alle (u)tænkelige stillinger af en tysk udgave af Steve Sanders fra Beverly Hills 90210 overvåges jeg af nogle af foreningens 60 mandlige medlemmer, som både er afbildet på væggene og omkring mig jonglerer med hver deres (rædselsslagne) stewardesse. Som en af ”brødrene” er det obligatorisk, at man lærer at danse swing, ligesom også fægtefærdighederne må være i orden.

Selv om hverken fægtning eller swingdans er repræsentativ for tysk kultur, er en ’autentisk’ aften kun i selskab med tyskere svær at opleve i Berlin, byen hvor de fleste er på gennemrejse. Selv er jeg i samme båd, midt mellem to havne. Ved ikke om jeg skal kaste anker, for om tre måneder skal jeg hjem.

Ekkoet af min stemme

Altså rider jeg med på den bølge af åbenhed, som synes at skylle alle i denne by med sig i en insisterende jagt på … ja, hvad er det egentlig vi søger?

Alle har deres grunde. Danske Jakob er kommet for at tage sin drømmekandidat på Akademie der Künste. Franske Etienne er her for at male billeder i et miljø, hvor man kan være sig selv og sparre med andre kunstnere. Hollandske Lewis kom hertil på ferie og mødte en pige, der fik ham til at blive. Men fælles for dem alle er, at de er her for at gøre det, der giver mening for dem.

Mening er som bekendt noget, man skal se indad for at finde. Og det er måske meget forlangt at tro, at man opdager sin eksistens’ formål på et Erasmusophold, som for mange er en fem måneders boltren sig i Berlins overflødighedshorn af barer og klubber. Men er det alligevel ikke den udefinerbare længsel efter noget dybere – en trang til at lære verden og os selv at kende – der har fået os til at rejse ud?

For den søgende sjæl er Berlin under alle omstændigheder en god medspiller. Den åndsfrihed som hovedstaden, inden Hitlers magtovertagelse, havde ry for, er bibeholdt på trods: De unge, elektrolyttende hipstere, de til sig selv-mumlende, ofte urinstinkende U-Bahn-tosser, de veletablerede, lattedrikkende børnefamilier, de döner-sælgende tyrkere og de eksperimenterende kunstnere lever side om side, og ingen ser skævt til nogen. Her er luft og plads til forskellighed, og det tiltrækker mennesker fra hele verden. I toget, på caféerne og på gaden blander tysk, spansk, tyrkisk, libanesisk, kinesisk, fransk, italiensk, russisk, svensk og dansk sig og bliver til én stemme:

Hvem er jeg? spørger den, Berlin, fortæl mig, hvem jeg er.

Når jeg istemmer spørgsmålet, somme tider råbende med en god mængde Becks-pilsner pumpende i blodet, somme tider mere forsigtigt, prøvende, er det ikke altid, jeg får svar. Så giver min stemme genlyd i U-Bahnens rungende tomhed og alt, jeg kan høre, er ordene, der hænger i luften. De mange interessante, mærkelige og inspirerende mennesker, jeg møder, kan heller ikke fortælle mig, hvem jeg er, eller hvad jeg laver her, og nogle gange er jeg på nippet til at tro, at der ikke var nogen særlig grund til, at jeg valgte at tage på udveksling.

Men så en lørdag aften …

See you in another life

På aftenen for årets Eurovision Song Contest–finalen, som jeg traditionen tro håner/nyder i fulde drag med den gamle klike fra gymnasiet, er jeg i år i selskab med en nordmand, en spanier og en new zealænder. Faktisk ville jeg blive hjemme, for det havde været en af de melankolske dage, hvor storbyens upersonlighed havde sat sig i mig.

Men min norske veninde, Marit, havde andre planer. Vi skulle se MGP hos Xavier og i byen bagefter. Norge var spået favorit.

Jeg får slæbt mig ud af døren, lukket den så hurtigt, at den blå stemning ikke kan nå at følge med, og sat mig op min cykel. Mit humør stiger. ”YEEEES!” råber jeg, en anelse forskrækket over stemmens styrke, da Danmark vinder syngekonkurrencen, og især over for Marit føler jeg en vis nationalistisk hånetrang, som heldigvis bliver forløst i en ordentlig brandert i stedet.

Og midt i min euforiske fuldskab er det, jeg opdager, at new zealænderen og jeg har en særlig kemi.

Shane, hedder han, og han er i Berlin for at researche til en dokumentar om fodbold og musik, som han de næste to år skal filme rundt i verden. De usikre fremtidsudsigter, som denne relation har i vente, skulle den forfølges, skænker jeg ikke en tanke. Jeg kan mærke noget, jeg ikke har mærket længe, og da vi senere på natten sidder i den kolde forårsluft på en trappesten et sted i Kreuzberg og lytter til The Bands Last Waltz på min iPhone, og han kysser mig, er det som en slags svar.

Fra lørdag til tirsdag får jeg lov at kende Shane, og de tre dage bliver alt, vi får sammen. Tirsdag formiddag følger jeg ham til toget, og på perronen siger vi farvel. »See you in another life,« siger han mystisk, inden han hopper på U9 mod lufthavnen.

Det, der giver mening

Swingfester, tyskforelæsninger, kunstfestivaler, møder i S-bahnen, en tur i en klaustrofobisk labyrint designet af ti tyske kunstnere bare fordi, demo mod nedrivningen af East Side Gallery og fester med folk fra hele verden. Det havde jeg ikke oplevet, hvis jeg var blevet hjemme. Horisontudvidende, lærerigt og sjovt.

Alligevel var det først, da jeg mødte Shane, at det gik op for mig, hvorfor jeg er i Berlin: For at mærke, hvad der giver mening for mig. Og selv om jeg (sandsynligvis) ikke møder min new zealandske elsker i et andet liv, gør det ikke noget. For den følelse, han mindede mig om, har jeg beholdt. Den ledsager mig, når jeg bevæger mig rundt i Berlins snørklede U-Bahn-system, hvor ekkoet af min stemme så småt er ved at dø ud, fordi jeg ikke længere forventer nogen svar.

Hvis man tør være i uvisheden, kommer det meningsfulde til en. Hvad enten det er i form af et andet menneske eller noget, man finder i sig selv. Og her, væk fra de trygge, men faste rammer derhjemme, har jeg tid og rum til at gå på opdagelse.

Og så bliver det for alvor spændende at være ude. Så er der ingen forventninger eller krav til, hvad der skal ske og hvem, man skal møde. Nogle gange er det en svedig studenter-swinger, andre gange en fremmed fra den anden side af verden, der får én til at føle sig forstået. Jeg er nu halvvejs i mit Erasmusophold, og om tre måneder skal jeg hjem. Men tre måneder er jo et helt liv.

Dette rejsebrev er det andet i en serie på tre. Læs det første her.

Uni-avis@adm.ku.dk

Seneste