Berlin tur-retur

Hovedbanegården ligner sig selv. Det samme gør Nørreport, søerne og Sankt Hans Torv. Stille blinker vandet i Sorte Dams Dossering, som om intet er sket, mens jeg har været væk.

Jeg havde forestillet mig, at jeg ville se København i et nyt lys efter mit Erasmusophold i Berlin. At en overvældende følelse af at komme hjem ville skylle gennem mig. At jeg ville betragte gaderne, pladserne og bygningerne, som kære, gamle venner, jeg havde været adskilt fra i årtier.

Men da Eurolines-bussen efter otte timers sommerfugle i maven gør holdt ved DGI-byen, sker der noget mærkeligt: De holder op med at flakse og lægger sig i stedet pænt med foldede vinger, mens jeg stiger ud af bussen og indtager synet af banegården, som er badet i eftermiddagssol.

Jeg stirrer på de røde DSB-tog, der kører ind og ud af stationens enorme gab, på Tivolis gyldne tårn, der rager op mod himlen og på 7-Eleven ved starten af Istedgade, hvor jeg ofte har købt håndbajere med veninderne. Men ligegyldigt, hvor meget jeg kigger, ligger sommerfuglene stille.

Fem måneder har jeg været væk. Ikke en livstid, men nok til at vænne sig til en ny tilværelse. En tilværelse, hvor man konstant møder nye mennesker, og hvor ingen planer er mere faste, end at de kan ændres med et fingerknips. En tilværelse, hvor man taler et andet sprog end sit modersmål, bliver udfordret på det, man troede, man vidste, og lærer sig selv at kende på udebane.

LÆS OGSÅ: Eftermiddage i Berlin

Fem måneder er også længe nok til at savne det derhjemme og i sine tanker forvandle det til et eventyrland. Et land hvor befolkningen beundrende vil modtage én som den hjemvendte globetrotter, man er.

Men da jeg sætter mig i toget mod Hillerød, og robotdamen annoncerer retningen, er hendes stemme mig lige så velkendt som min egen, og jeg føler, at jeg lige så godt kunne være på vej hjem fra KUA.

En hat fuld af oplevelser

Om aftenen, på Funchs Vinstue på Nørrebro, hvor jeg genforenes med veninderne, mærker jeg dog alligevel lidt af den forventede gensynsglæde boble i maven: Følelsen af at være en del af en gruppe, der kender én, af at høre til, at kunne fortælle dårlige jokes og vide, at der bliver grinet. Den har jeg savnet.

I begyndelsen kører snakken uafbrudt, der skal catches op. Sigende, måske især for kvindekønnet, er det snarere følelser og tanker, vi deler, end deciderede oplevelser (som min veninde påpeger, gik der vist ikke længere end ti minutter, før talen faldt på drenge).

Men efter et stykke tid kommer dog alligevel det obligatoriske spørgsmål, som jeg i løbet af de næste par uger vil blive stillet mindst en gang om dagen:

»Hvad har så været det bedste ved dit udvekslingsophold?«

»Øh,« siger jeg og rykker akavet rundt i sædet … »At lære tysk?«

Sandheden er, at jeg ikke kan svare. Det er lidt ligesom med ‘hvor ser du dig selv om ti år?’ eller ‘Beskriv dig selv med tre ord’. Spørgsmål, som sætter én i den varme stol og lægger op til grandiose svar. Som om jeg med mig hjem har en hat fuld af eksotiske oplevelser, den ene vildere end den anden, der bare venter på at blive fortalt.

Bevares, nogle har der da været (noget med en New Zealænder og en stormende tredages-forelskelse). Men egentlig har det jo også bare været hverdag. Jeg har gået i skole, læst lektier, været i byen og hængt ud.

LÆS OGSÅ: Berlin, fortæl mig hvem jeg er

Præcis som jeg gør i København. Nu sidder jeg pludselig her, blandt gamle venner, med en følelse af slet ikke at have været væk. Og for tre dage siden stod jeg i en barak i en koncentrationslejr og prøvede at forestille mig, hvordan det føles at være så sulten, at man ikke kan tænke på andet end mad.

Må man spise i en koncentrationslejr?

Min veninde er kørt i bil fra Jylland for at besøge mig i Berlin, og dagen inden hendes hjemrejse benytter vi lejligheden og kører ud til koncentrationslejren Sachsenhausen, som ligger tre kvarter nord for Berlin.

På vejen derud sætter det i et øredøvende tordenvejr. Regnen vælter ned over os, så kraftigt, at vi er bange for at glide af motorvejen. Da vi når frem, må vi næsten zigzagge mellem lynene for at nå hen til den egentlig smukke, hvide murstensbygning som var lejrførernes domæne, og hvis indgang prydes af de berømte ord Arbeit Macht Frei.

Fra vores ly under nazisternes tag stirrer vi gennem tremmer af regn på lejrens udeområde, der strækker sig meterlangt foran os. Var det ikke for den dommedagsagtige stemning, som det uhyggelige vejr befaler, er det svært at forestille sig, at her blev tusindvis af mennesker sultet, tortureret og dræbt.

Lysegrønt græs og små, lilla blomster vokser frodigt mellem barakkerne, der udefra ligner idylliske tisvildesommerhuse. Min veninde gumler på en mozzarellasandwich, hun har købt i bygningens café, der er anlagt for, at de sultne turister kan få noget at fordøje oplevelserne på.

Men må man egentlig gerne spise i en nedlagt koncentrationslejr? Kan man, et sted hvor så mange mennesker døde netop af manglen på føde, tillade sig at stå og æde en masseproduceret cafésandwich?

At fatte Anden Verdenskrigs rædsler er velsagtens umuligt, har man ikke selv oplevet dem, og sikkert også hvis man har. Efter krigen voldte det de overlevende kz-fanger store problemer at sætte præcise ord på de grusomme begivenheder, de havde været ude for. At forklare hvordan det havde føltes.

I Berlin er der utallige Gedenkstätte, mindesmærker, for jøderne, der blev deporteret under krigen. På hvert tredje gadehjørne snubler man over de små, firkantede guldsten med navne på (kaldet snublesten), som er boret ned i cementen på de steder, hvor lejrofre har boet. Man konfronteres konstant med den dystre fortid.

Men selv om Berlin i den grad har taget sin historie på sig, lever byen også videre. På få år er hovedstaden blevet lige så populær, som den var før krigen og tiden under Muren. Berlins indbyggere arrangerer kunst- og kultur-happenings, som vi andre går på toilettet og det på trods af byens elendige økonomi.

Dette drive, denne vilje til ufortrødent at fortsætte, er det specielle ved Berlin.

På vejen tilbage til centrum er det klaret op, og min veninde og jeg er glade for, at vi besluttede at bruge en eftermiddag i Sachsenhausen. Om aftenen skal jeg vise hende yndlingsbaren i Kreuzberg, men indtil da er vi stille. For selv om vi ikke kan gøre os begreb om livet i en koncentrationslejr, har besøget alligevel gjort et vist indtryk, og det føles underligt at tale for meget. Med hensyn til mozzarellasandwichen bliver vi dog enige om, at det er i orden at spise i en koncentrationslejr. Så længe man ikke nyder det for meget.

Det bedste

Efter i et par uger at have forsøgt at svare på, hvad der var det bedste ved at være på udveksling, er jeg kommet frem til, at folk må gætte sig til det. Så jeg siger:

»Åh, jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Berlin er jo bare sådan en fed by.«

Så nikker folk indforstået, og jeg behøver ikke at sige mere. Ikke, at jeg ikke har lyst til at fortælle. Men det er svært at forklare en følelse til nogen, som ikke var der.

For det er det, der har været det bedste ved at være på udveksling:

Følelsen af at være væk hjemmefra. At leve i en by, der er så uforudsigelig som hurlumhejhuset på Bakken var, da man var barn. At skabe sig en tilværelse, som man selv har ansvaret for. At finde en yndlingscafé. At møde nye mennesker, der får en plads i ens liv. At komme hjem og opdage, at alt er, som det plejer.

Sommerfuglene, som de sidste par uger har ligget stille til fordel for en følelse af ro og høren til, er igen begyndt at røre på sig. I morgen tager jeg nemlig flyet tilbage til Berlin, hvor jeg har forlænget mit ophold med tre måneder, denne gang i en ny lejlighed med nye roomies og uden skole og tyskundervisning. 45 minutter tager det at flyve fra København til Berlin. Akkurat lang nok tid til på tysk at forberede sig på spørgsmålet:

»Nah, wie war es in Dänemark zu sein?«

uni-avis@adm.ku.dk