Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
ÅBENT HUS - Potentielle KU-studerende flokkedes om standene for de nedskæringsramte Nat-fag ved åbent hus-arrangementet på Det Naturvidenskabelige Fakultet. Besparelserne var dog ikke en del af salgstalerne
Hvilke fag har man? Er det kun dyr, man arbejder med? Hvad laver man i det hele taget på Biologi?
Gæster og spørgsmål står i kø ved biologistanden ved onsdagens åbent hus-arrangement på Det Naturvidenskabelige Fakultet.
Farverige illustrationer af skovsvampe, sommerfugle og dafnier pryder standen og indbyder som fluepapir de nysgerrige biologiaspiranter, der vil høre mere om faget, og om hvad de biologistuderende selv synes om deres studievalg.
De aktuelle besparelser bliver der dog ikke pralet med, og de bliver næppe nævnt, med mindre gæsterne selv spørger til dem.
»Hvis der ikke er nogen, der spørger om det, så er der ikke rigtig nogen grund til at sige det. Jeg tror mere, at det er sådan noget, man snakker med dem om, når de starter,« forklarer Niels Olsen, som læser biologi på fjerde år og denne dag står klar til at forklare, hvorfor de kommende studerende skal vælge netop denne studieretning.
»Jeg ved ikke rigtig, hvad man skal sige. At der er nogle helt vildt gode underviser på nogle forskellige områder, som ikke er der mere? Det vil ikke gavne vores fag særlig meget, tror jeg.«
Brian Melchiorsen er en af de gæster, der har stået i kø ved standen for at lære mere om biologifaget, og han er godt tilfreds med de svar, han har fået. Han har indtil nu læst til softwareingeniør på Aalborg Universitet, men overvejer nu at læse biologi på KU.
Selv om Brian Melchiorsen tidligere har hørt om besparelserne på faget, har han ikke spurgt til dem, da han ikke regner ikke med, at de vil få indflydelse på hans uddannelse.
»Jeg håber da, at de stadigvæk har det antal undervisere, der skal til. Men jeg kommer da til at tænke lidt over det, for det kan være, at der er mindre hjælp at få på Biologi, fordi underviserne måske har travlt med andre ting.«
Ved standen for Institut for Geografi og Geologi er der ligeledes mødt mange interesserede gæster op for at høre om fagene. Her bliver de studerende blandt andet spurgt om forskellen på geologi og geografi, og om geologi er det samme som geofysik. Besparelserne bliver dog heller ikke her bragt på banen, medmindre gæsterne selv vil vide noget om dem.
»Jeg synes ikke, det er ikke relevant for deres studievalg. Vi står jo ikke og headhunter folk til at komme ind på grund af besparelserne, men fordi vi synes, at det er et fantastisk studium og for at gøre opmærksom på det,« forklarer Louise Ponsaing Lauridsen, der læser geologi på andet år.
Hun medgiver dog, at besparelserne sandsynligvis også vil kunne mærkes for de kommende studerende på studiet.
»Men det er forhåbentlig et midlertidigt problem. Og der er jo også nedskæringer mange andre steder. Det er jo ikke kun her,« understreger hun.
For en del af gæsterne er det da også underordnet, om studiet er ramt af besparelser eller ej. Her er det andre faktorer, der er afgørende.
»Det kommer an på, hvad jeg har lyst til at lave, og så er det lige meget, om der er besparelser. Det er udelukkende interessen, der tæller,« siger Hanne Larsen, som blev student i sommeren 2008 og nu overvejer at læse geologi.
»Jeg kan godt lide noget, der har med naturen at gøre, og som blandt andet berører klimaområdet og læren om jorden. Mine spørgsmål gik generelt på studiets indhold, hvordan det er opbygget, og hvordan studiemiljøet er, og jeg er meget tilfreds med svarene.«
peri@adm.ku.dk