Bestyrelsen må skære igennem nu

Bortset fra sagen om sammenlægning af universiteter i 2006 har KU’s bestyrelse vel egentlig ikke været rigtigt ‘testet’. Det bliver den så i en verserende uredelighedssag mod en forsker, og her klarer bestyrelsen sig faktisk ikke særligt godt.

Sagen har nået et niveau, hvor det mest af alt ligner absurd teater: Universitetet trækkes rundt i manegen ved næsen, og ledelsen taber troværdighed i hastigt tempo. Informationerne om detaljer i sagen dukker op brudstykkevis i pressen, mens universitetet afviser forslag om en uvildig undersøgelse af sagen, som også har tråde direkte til den tidligere forskningsminister. Bedre grobund for mistanker om konspiration i magtens cirkler kan man næsten ikke få.

En regelret bestyrelse

Men alligevel melder jeg mig som en af dem, der har svært ved at tro på, at en samlet KU-bestyrelse er så meget som i nærheden af noget uvederhæftigt. Problemet er formentlig præcis det omvendte. Nemlig at man nidkært følger alle regler. Og det i en grad, som slet ikke matcher det, man er oppe imod. Der er tale om en helt exceptionel sag, som for længst er holdt op med blot at være en personsag.

Alene ud fra informationer hentet i pressen, kan man tælle, at der indenfor 10 år har været tale om tre sager vedrørende videnskabelig uredelighed, to sager om misbrug af betroede midler og en dom for bagvaskelse. Alt sammen relateret til en enkelt forskers færd i videnskabens verden og med et efter danske universitære forhold helt usædvanligt flittigt brug af private advokater.

Det juridiske aspekt synes konsekvent at have overtrumfet det faglige hele vejen igennem i denne sag.

Alt skal frem i lyset

Man kan gætte på, at forløbet har efterladt en hel stribe af aftaler parterne imellem om hemmeligholdelse af sagernes detaljer og den igangværende uredelighedssag vil derfor næppe kunne afslutte sagen – uanset udfald.

Det er skidt både for universitetet og for forskeren. Og det løses kun ved at offentliggøre, hvad der faktisk er foregået – personsag eller ej.

Forløbet må – ud over placering af ansvar – også give anledning til nogle overvejelser over, hvordan man skaber mere transparens i beslutningsprocesserne på universitetet. Noget som universitetsloven fra 2003 ikke just har medvirket til at fremme. For eksempel bør der rettes op på en af lovens mest alvorlige skavanker, nemlig at hele gruppen af de facto faglige ledere (professorer og lektorer) i dag ingen formel placering har i universitetets ledelse.