Bioanalytiker: Unge forskere risikerer at ende som Penkowa

Efter 43 år i sit elskede fag siger bioanalytikeren Jacqueline Tybjerg nu fra.

Hun vil ikke længere stiltiende være vidne til det skred i kvaliteten af forskningen, som hun har oplevet er sket de seneste ti år på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (Sund) på Københavns Universitet (KU).

Problemet er, at der har været en sand invasion af ph.d.-studerende på KU og de øvrige danske universiteter i perioden.
Næsten 1300 håbefulde forskerspirer, cirka 40 procent af alle de sundhedsvidenskabelige kandidater, fik således et ph.d.-stipendiat i 2011.

De skal alle have en forskeruddannelse, men da der samtidig bliver færre og færre bioanalytikere, mangler der nogen til at vejlede og oplære dem i forskerhåndværket samt føre kontrol med kvaliteten af deres arbejde.

Ph.d.erne tilsidesætter derfor ofte god laboratoriepraksis og fusker og sjusker med deres forskning, oplever Jacqueline Tybjerg.

»Langt den overvejende del af de mange nye ph.d.er, vi har fået her på Sund, er biologer eller biokemikere, der ikke kender til human fysiologi og biologi. De kender derfor ikke til baggrunden for de metoder og teknikker, de benytter i laboratoriet, og de har ikke tilstrækkelig teoretisk viden til at være kritiske og gennemskue fejlkilderne,« siger Jacqueline Tybjerg.

Den 62-årige bioanalytiker blev ansat på KU i 2002. Indtil 2006 arbejdede hun på Institut for Molekylær Patologi og er i dag på Biomedicinsk Institut. Forinden arbejdede hun i en årrække på en privat klinik og på Rigshospitalets fertilitetsklinik.

Standarden er for lav

Jacqueline Tybjerg understreger, at det ikke er de ph.d.-studerendes skyld, at de er havnet i et ph.d.-forløb på blot tre år, hvor der ikke er tid til at lære dem tingene ordentligt.

For eksempel får de kun et 14 dages kursus i mikroskopi.

Hun tilføjer, at nogle af dem alligevel er knalddygtige og producerer god, gedigen forskning, men hendes generelle indtryk er, at standarden er for lav.

»Man får let det indtryk, at alle kandidater skal have lov til at lave en ph.d. i dag. Jeg har hørt fra en del, at de har valgt at tage en ph.d., fordi de var bange for at blive arbejdsløse, så de brænder ikke nok for forskergerningen. Det betyder naturligvis også, at kvaliteten af dem er meget vekslende,« siger hun.

I udlandet er det kun cirka 10 til 15 procent af en årgang, der får en ph.d., og der er megen prestige og høje krav forbundet med det, fortæller hun videre.

»Sådan var det også i starten af 1990’erne, da jeg kom til Rigshospitalet. Der gik vi rundt med en enkelt eller to ph.d.-studerende på laboratorierne. Det betød, at vi kunne holde øje med dem og støtte dem, så de ikke kom ud ad en forkert tangent,« siger Jacqueline Tybjerg.

Laver ubrugelige vævssnit

Nu ser hun »frygtelige eksempler« på, at ph.d.erne laver ubrugelige vævssnit i forbindelse med deres forsøg, og at de ikke i mikroskopet kan se forskel på, hvilken slags væv det er, men de bruger prøverne alligevel.

Problemet er ifølge Jacqueline Tybjerg , at de ikke har lært at betjene apparaturet rigtigt, så de laver for tykke vævssnit på 10-14 my, hvor de optimale tynde snit er på 4 my.

De uerfarne kan fejlfortolke prøven, hvis snittet er for tykt, fordi de måske ikke har taget højde for, hvor lang tid det tager immunfarvningen at nå helt ind i kernen af vævet.

Et tykt snit kan også medføre, at to celler og cellekerner kan ligge oven på hinanden. Da man primært benytter fluorescensmikroskopi bliver det svært at identificere, hvilke celler, kerner og vævsstrukturer der ’lyser’. Dermed kan man ikke lokalisere de specifikke molekyler, som man leder efter.

»De mangler simpelthen den basale viden til at drage de konklusioner, som de gør i forbindelse med deres forskning,« siger hun.

Defekt apparatur

Hun har også kendskab til at apparatur er blevet benyttet, selvom det var defekt, og forskerne godt vidste det.

Det er også sket flere gange, at ph.d.er og deres vejleder har stillet spørgsmålstegn ved det arbejde og de resultater, hun har lavet for dem, hvis prøverne ikke har vist, hvad de forventede.

Det til trods for, at det kræver en autorisation at kalde sig histobioanalytiker, og at uddannelsen giver ret til at stille diagnoser i hospitalsregi.

Hun husker blandt andet en kvindelig erhvervs-ph.d.-studerende, der blev så irriteret over, at hendes vævssnit ikke viste det, hun havde stillet sig selv, sin vejleder og virksomheden i udsigt, at hun påstod, at Jacqueline Tybjerg havde lavet flossede og dermed ødelagte snit.

Det var ikke korrekt, men den ambitiøse kvindelige forsker krævede at få paraffinblokkene udleveret, da hun havde fundet nogle specialister på et privat laboratorium, der som de eneste kunne lave den slags snit ordentligt.

Da Jacqueline nægtede med henvisning til, at de var universitetets ejendom, dukkede den ph.d.-studerende op og fjernede dem fra køleskabet på hendes fridag. Hvordan sagen endte, aner Jacqueline Tybjerg ikke, da hendes chef kom med et henholdende svar, da hun spurgte.

Gråzone mellem sjusk og fusk

Jacqueline Tybjerg mener, at det i langt de fleste tilfælde er sjusk og uvidenhed, der fører til forskning af lav kvalitet, fordi ph.d.-uddannelsen ikke er god nok.

»Det er åbenbart holdningen på Københavns Universitet, at bare en studerende har set en teknik én gang, så er vedkommende dermed helt kvalificeret til at udføre immunhistokemi og enhver histologisk teknik. Som om at mit fag kan læres på 14 dage,« siger hun.

Men hun har ofte overvejet, hvornår man så kan tale om videnskabelig fusk.

Hun er ikke i tvivl om, at en del ph.d.er har bevæget sig ind i en farlig gråzone mellem ikke at vide bedre og at acceptere resultater, der ikke er efterprøvet ordentligt flere gange.

De risikerer dermed at bevæge sig ud ad en farlig vej, der kan føre til at de går over grænsen og gør sig skyldige i decideret uredelighed som hjerneforskeren Milena Penkowa.

Jacqueline Tybjerg oplever således, at mange ph.d.er er rædselsslagne for at gå til deres vejleder og erkende, at prøveresultaterne ikke kan bekræfte deres teori.

De vælger i stedet at holde det for sig selv eller at påstå, at det er en bioanalytiker, som har lavet nogle ubrugelige vævsprøver for dem.

»Ph.d.erne skal skynde sig at skaffe nogle resultater og få publiceret så meget som muligt på de tre år, de har til rådighed. Hele deres karriere afhænger af det, da de ellers ikke får flere penge at forske for. De er derfor heller ikke indstillet på at opgive en tese, hvis den viser sig at være uholdbar, så det er måske ikke overraskende, hvis de gladeligt godtager netop de prøver, der viser netop det de ønsker, og afviser dem, som ikke passer til deres teori,« siger Jacqueline Tybjerg, der snart går på efterløn.

clba@adm.ku.dk