Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Birdman - og de to fugle, der snød videnskaben

FORSKNING - Professor Jon Fjeldså og hans KU-kollega Knud Jønsson har gjort en opsigtvækkende opdagelse. To fugle har fået omskrevet deres stamtræer, blandt andet takket være DNA-undersøgelser af 80 år gamle museumseksemplarer.

Jon Fjeldså sad i København, da det skete.

Knap 12.000 kilometer væk var en ekspedition med hans kollega Knud Jønsson på vej gennem tæt skov på den indonesiske ø Buru. Øen er lidt større end Sjælland og består for en stor del af ufremkommelige skovdækkede bjerge, som næsten permanent er indhyllet i tåge. De højeste bjerge har sandsynligvis aldrig haft besøg af mennesker.

Ironisk nok var det ekspeditionens pattedyrsmand, der fik øje på den, da forskerne banede sig vej op i højderne: Oppe i træerne kravlede Madanga ruficollis, også kendt som den brunstrubede brillefugl.

Madangaen lever udelukkende på Buru og kendes kun gennem tre konserverede museumseksemplarer fra 1920’erne, som bliver opbevaret i New York. Men det var ikke kun synet af den sjældne fugl, der vakte begejstring – både hos ekspeditionen og hos Jon Fjeldså i København. Det var også, hvad Madangaen foretog sig.

»Den opførte sig slet ikke, som den skulle, hvis det var en brillefugl,« fortæller Jon Fjeldså.

Et stykke fodsål

Observationen af Madanga ruficollis fandt sted i 2011 og underbyggede en mistanke, Jon Fjeldså og hans kolleger havde haft i flere år: Nemlig, at fuglen var klassificeret forkert. Næste skridt var at bruge DNA-analyser til endeligt at be- eller afkræfte mistanken.

»Sidst i 80’erne har man kunnet sekvensere DNA ud fra små prøver. I dag er det nærmest rutine at lave DNA-analyser fra små prøver af gamle fugleskind og herudfra kortlægge deres gener. Så vi fik taget DNA-prøver fra en del af fodsålen på de gamle museumseksemplarer af Madanga ruficollis i New York,« siger Jon Fjeldså.

Trods de seneste årtiers fremskridt i DNA-analysen kan de gamle museumseksemplarer være svære at vride sandheder ud af. Når forskere indsamlede fugle tilbage i 1920’erne, skød de fuglene og gemte skindet – men smed skelet, hjernen, indvoldene og andet anatomisk materiale ud. Og det er netop det anatomiske materiale, som vil kunne fortælle noget om arternes slægtskabsforhold.

Mandangaen opførte sig slet ikke, som den skulle, hvis det var en brillefugl
Jon Fjeldså, professor, Statens Naturhistoriske Museum, KU

I Madangaens tilfælde måtte Jon Fjeldså altså nøjes med prøver fra skindene. Men han bestilte samtidig røntgenfotos af fuglene – og disse fotos kunne understøtte DNA-resultaterne fra vævsprøverne:

»Vi kunne blandt andet se, at Madangaen havde et rundt næsebor, i modsætning til alle brillefugle. Man havde tidligere antaget, at de runde næsebor var resultatet af en konserveringsfejl, da man præparerede fuglene. Men røntgenbillederne viste, at formen på næseborene skyldes knoglestrukturen. De viste også, at fuglene havde stærke kæber. Det har brillefugle ikke.«

Og dermed kunne Jon Fjeldså, Knud Jønsson og deres kolleger med stor sikkerhed bekendtgøre det opsigtsvækkende resultat: Madanga ruficollis er ikke en brillefugl. Det er en piber, nært beslægtet med den skovpiber, vi kender herhjemme.

»I modsætning til dens nærmeste slægtninge, skovpiberen og Hodgsons piber, fouragerer Madangaen højere oppe i træerne. De andre pibere finder deres føde i skovbunden, men det var ikke muligt for Madangaen, da den, formentlig på træk, landede på den komplet skovklædte ø. Her har den udviklet en særlig grøn fjerdragt, der er komplet forskellig fra andre piberes, sandsynligvis for at kunne camouflere sig i træerne. Så det er både fuglens adfærd og udseende, der tidligere har snydt biologerne,« siger Jon Fjeldså.

Dramatiske ændringer

Ved samme lejlighed fik Jon Fjeldså og hans hold omklassificeret en anden fugl: Amaurocichla bocagii fra øen São Tomé, som ligger i Guineabugten ud for Vestafrika. Den næsten ukendte fugl var ikke, som man hidtil havde troet, en korthale, men derimod en vipstjert, selv om hverken dens kropsform eller fjerdragt ligner andre vipstjertes.

Begge fund har vakt international opsigt af flere grunde. For det første er det ikke længere hverdagskost, at man helt ændrer en fugls stamtræ.

»I 90’erne og nullerne skete det hvert eneste år. Men nu tror jeg, vi er ved at have alle stamtræets grene på plads,« siger Jon Fjeldså.

En anden grund til, at de to nye artsbestemmelser vækker opsigt, er den større historie, de er med til at fortælle om arternes oprindelse og udvikling.

»Tolkningen af evolutionen i ø-områder har ændret sig dramatisk de seneste årtier,« forklarer Jon Fjeldså.

Biologien havde tidligere en tendens til det, man kunne kalde en lidt euro-centrisk tænkning: Man formodede, at mange fuglearter stammede fra den euro-asiatiske landmasse og herfra koloniserede andre dele af verden.

Man troede, arterne bredte sig fra et kontinent til de små øer – hvor de før eller senere ville uddø. Men vi har vist, at evolutionen foregår meget mere dynamisk
Jon Fjeldså, professor, Statens Naturhistoriske Museum, KU

Men DNA-forskningen har vist, at et stort antal grupper – herunder alle sangfugle – faktisk stammer fra Australien og siden har bredt sig via omkringliggende øer til det asiatiske fastland. Samtidig har blandt andre Jon Fjeldså og Knud Jønsson vist, at processen bag fuglenes spredning og kolonisering er meget mere kompleks end tidligere antaget.

»Man troede, arterne bredte sig fra et kontinent til de små øer – hvor de før eller senere ville uddø. Men vi har vist, at evolutionen foregår meget mere dynamisk. Fugle har koloniseret øer og udviklet sig inden for oceanernes arkipelager (øhave, red.), og er så vendt tilbage til fastlandet,« siger Jon Fjeldså.

Den store sammenhæng

For Jon Fjeldså og hans kolleger er det en vigtig pointe, at den nye viden om de to fugle er blevet til i en vekselvirkning mellem feltstudier og analyser af museumseksemplarer, der er indsamlet for 80, 100, ja, nogle gange flere hundrede år siden.

Forude venter mere vekselvirkning mellem DNA-analyser og feltstudier. Til juni regner Jon Fjeldså med at rejse til Borneo, hvor han skal være med til at etablere et fællesnordisk forskningscenter. Og til juli går turen forhåbentlig til Himalaya, hvor han skal samarbejde med kinesiske forskere.

»Vi skal indsamle så meget anatomisk materiale som muligt. Fremtidsvisionen er at arbejde med hele genomer for store antal arter med fokus på den dybere forståelse af fuglenes mange tilpasninger. Så får man brug for andre typer præparater, end dem man tidligere har indsamlet,« siger Jon Fjeldså.

Forskningen har også et højere formål:

»Vi prøver at komme frem til helt overordnede forklaringer på, hvad der styrer klodens biologiske diversitet i dag. Hvor meget af artsmangfoldigheden kan vi forklare ud fra nuværende klima og vandtilgængelighed? Og hvor meget skyldes historiske tilfældigheder? Vi må forstå sammenhængen.«

dennis.christiansen@adm.ku.dk

Annonce

Seneste