Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Alumnerne
Alumnerne — Som ung legede hun med tanken om at læse medicin eller teologi, for hun elskede at snakke med folk og høre om deres skæbner. Nu kæmper hun for at vise gråzoner og nuancer i et rigidt retssystem og håber, at samtykkelovgivningen får en opdragende effekt.
Jeg kan godt synes, at dele af #metoo-bølgen kan blive lidt en overdrivelse, hvor alt, der bliver sagt, kan være potentielt krænkende. Og jeg vil vove at påstå, at nogle er for krænkelsesparate. Men det får mig aldrig til at sige, at #metoo-bølgen har været dårlig. Tværtimod er det en god ting. Jeg synes godt, at en mandlig kollega må komplimentere en kvindelig kollega. Og vice versa. Det skal selvfølgelig gøres respektfuldt, uden bagtanker og ikke nedladende. Det ville være skønt, hvis man kunne opdrage hele den danske befolkning, navnlig den initiativtagende penetrerende part, til altid at pop the question, når man skal have sex. Er vi helt enige om det her? Men det kan være et akavet spørgsmål. Jeg tror stadig på, at samtykkelovgivningen kan bidrage til det, men den kan ikke stå alene. Der skal simpelthen en kulturændring til med større respekt for alle individer – forudsat at vi bruger den til at uddanne og oplyse respekt for hinanden.
Jeg var i USA i et år og arbejde som au pair, så min mor skulle hjælpe mig med at indsende min ansøgning til medicinstudiet. Noget gik galt, og det glippede. Det gjorde, at jeg havde et år mere, før jeg skulle på universitetet, hvor jeg fandt frem til, at jeg ville læse jura. Første studieår forstod jeg ikke den store sammenhæng. Det var bare lærdom. Jeg skulle ind i andet år for at se sammenhængene. Jeg begyndte at forstå, at det handlede om en analytisk tilgang. Jeg var den første i min familie overhovedet, der ville tage en lang videregående uddannelse. Men det var på en eller anden måde ikke rigtig min drøm. Vejen dertil var lidt længere.
Blå bog
Født i 1966 i Odense
Cand.jur. fra Københavns Universitet i 1992
Advokat og partner i SIRIUS
Med i følgegruppe til forskningsprojekt på KU, der skal undersøge voldtægtofres rettigheder efter vedtagelsen af samtykkeloven.
Da det sidste år var 30 år siden, jeg blev cand.jur., tog jeg ud at spise med mine veninder fra studiet for at fejre det. Vi kalder os for juratøserne. Vi ses den første torsdag i måneden og har gjort det i over 30 år. Da jeg fik de venner, begyndte jeg at føle mig mere tilpas på studiet. Jeg er fra Midtsjælland, og pludselig skulle jeg bo i København. Jeg var vant til, at man mødtes og drak te i en sofa i hver sin ende og trak fødderne op. Men mine nye venner i København spurgte, om vi skulle mødes på en café. Hvorfor går vi ikke bare hjem til mig og drikker te? tænkte jeg. Det var en ny verden, jeg skulle falde ind i. Jeg var kommet ind med firetoget, og nu skulle jeg finde min vej i det her.
Jeg var vicevært i mit ejendomskompleks i Valby i stedet for at have et relevant studiejob. Jeg var overhovedet ikke overbevist om, at jeg skulle være advokat. En stor del af jurastudiet var jeg ikke sikker på, hvad jeg gerne ville bruge det til. Ud over mine menneskelige interesser kunne jeg godt lide matematik og tal og tænkte, at jeg skulle noget med finansiering. Jeg tog til jobsamtaler i banker, men de ledte efter en, der havde en fuldmægtiguddannelse. Så jeg gik efter at få en stilling som advokatfuldmægtig. Jeg kunne godt lide at gøre en indsats. Jeg har en evne til at tale med mange forskellige mennesker. Jeg kan sætte mig ind på en café og bare sidde og kigge på mennesker – og til en vis grænse er jeg interesseret i at høre om deres skæbner. Det lyder måske lidt højtravende, men jeg syntes, det var mit kald.
Der var mange arbejdsløse jurister, da jeg blev færdig i 1992. Af personlige årsager søgte jeg væk fra København og fik en stilling som advokatfuldmægtig på Bornholm. Det var et stort skifte, selv om jeg har været vant til at bo i en provinsby i min barndom. Jeg kan sige meget om mine to år på Bornholm, men det mest sigende er, at jeg tudede som pisket, da jeg havde min afskedsaften der. Det var fantastisk at komme derover og få lov at afprøve en masse forskellige opgaver. Jeg ser det som et håndværk at hjælpe mennesker. Jeg kunne godt lide at tale en sag. Jeg så rigtig mange af dem, der var blevet færdige som cand.jur., der sad i en stor afdeling kun med fokus på at lave notater. Det ville bare ikke være noget for mig.
At nogen ikke siger fra, betyder ikke, at de er interesserede i det, der sker. Jeg synes, vi stikker folk blår i øjnene ved at lade dem tro, at det er lige ud ad landevejen.
Helle Hald
I min studietid tog jeg til mange alternative arrangementer, fordi jeg interesserede mig for astrologi og det hinsides. Jeg har altid været interesseret i, hvad vi kommer fra, og hvad vi kommer til. Jeg vil ingenlunde betragte mig selv som troende, men jeg tror på, der er noget – om det så er en Gud eller bare universet, man sætter sin lid til. Det giver mig trøst at læne mig op ad at vide, at der ikke er noget ondt, og at tingene sker, fordi de skal. Jeg bruger det også i min juridiske verden, fordi jeg er advokat for ofre. Jeg gør en dyd ud af ikke at have fokus på, at nogen skal dømmes. Jeg vil vide, hvad offeret har oplevet, og hvordan de har haft det efterfølgende. Men jeg tænker da også på overgrebspersonen. Hvordan denne oplever, hvad der er sket. I det lys kan det være svært at vurdere, om overgrebspersonen har forstået, at den anden ikke ville. Jeg har det typisk sådan, at vi er nødt til at have tiltro til, at der sker det, der skal ske. Hvis en overgrebsmand skal frifindes, så bliver han frifundet, og hvis han skal dømmes, bliver han dømt. Det kunne nok godt stamme fra vores gode gamle bibel.
Sat på spidsen er det et vink med en vognstang til nogen om, at de skal lære at sige nej og mene det. Jeg tror, der opdrages børn, som ikke bliver fyldt op med selvværd. Hvis vi går ud i verden med alt for lidt selvværd blandet med alt, hvad der sker på de sociale medier, kommer man til at sammenligne sig selv med andre for meget. Hvis det er muligt, kan enhver form for krænkelse være en invitation til at se på, hvad det er for et mønster i dig, der gør, at noget er sket. Men det er jo helt vildt forfærdeligt overhovedet at tænke den tanke. Vi skal sortere dumme svin, psykopater og magtliderlige mænd fra. Men der er altså et gråzoneområde hvad angår vold i parforhold. Det er ofte et mønster, som nogle tager med sig.
Det er forfærdeligt og uforeneligt at komme følelser og dårligt selvværd ind i retssystemet. Det ligger så fjernt for rigtig mange mennesker at være meget direkte, for vi vil helst ikke såre andre. Vi skal være søde, ordentlige og behandle andre, som vi selv vil behandles. Man prøver at komme ud af en ubehagelig situation på en fin måde og bliver overrumplet. Og så sidder man i retten som offer for en voldtægt, hvor de subtile nuancer ikke kommer med. Man bliver spurgt, hvordan man sagde fra. At nogen ikke siger fra, betyder ikke, at de er interesserede i det, der sker. Jeg synes, vi stikker folk blår i øjnene ved at lade dem tro, at det er lige ud ad landevejen. En person, der har oplevet et overgreb og ikke har givet sit samtykke, kan ikke bare gå ud fra, at vi så taler om voldtægt, som nogen skal straffes for. Sådan er systemet desværre bare ikke. Den anden part har ikke nødvendigvis forstået, at offeret ikke ville. Det er ofte megafrustrerende at arbejde med, for jeg anerkender fuldt ud den krænkelse, som det pågældende offer har følt.