Blachman: Tal før du tænker

Universitetet har forladt tidligere tiders tavshed og er nu derude hvor alle andre også er – i offentligheden. Men hvordan gebærder man sig ude i det store, fælles ingenmandsland? Hvilke oplysninger er ønskede, overflødige, brugbare, uundværlige for samfundet? Det var problematikken som oplægsholderne Claus Holm, prodekan for formidling på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, og Thomas Blachman, musiker, producer og tidligere X-factor dommer, skulle forholde sig til torsdag den 9. oktober til Universitetets Døgn på Det Humanistiske Fakultet KUA.

Netop disse to var valgt til at tale fordi de repræsenterer to vidt forskellige vinkler på spørgsmålet: Claus Holm den akademiske og fagligt stærke, og Blachman den individuelle idet han er en kendt mediepersonlighed og en selviscenesættelsens mester.

En utaknemmelig offentlighed

Ifølge Claus Holm er det værd at overveje om det som universitetet siger, siger os noget. Er der brug for det der bliver sagt? Han uddyber med en analogi fra hjemmefronten: Mormor og morfar køber en fødselsdagsgave til deres barnebarn, men da barnebarnet åbner pakken bliver han skuffet, for det var ikke hvad der stod på hans ønskeseddel.

Samtidig bliver mormor og morfar skuffede fordi barnebarnet er utaknemmeligt. Universitetet befinder sig i samme rolle som bedsteforældrene. Omverdenen lader ikke til at værdsætte det som universitetet har at tilbyde. Spørgsmålet er om omverdenen er utaknemmelig fordi universitetet ikke har set hvad der står på ønskeseddelen? Og er det i denne målgruppeorienterede verden så mest fornuftigt at forære hvad der står på ønskeseddelen, eller skal man give hvad man selv synes er nødvendigt? Hvilke præmisser skal gøre sig gældende i kommunikationen mellem offentligheden og universitet?

Et eksempel på at universitetet har prøvet at tækkes målgruppen, hvad Claus Holm kalder ‘spray-on karisma’, er Galathea ekspeditionen. Her forsøgte man at formidle uni-viden på modtagerens præmisser. Alligevel var det ikke spændende nok i længden. Hvordan formidler man så det vigtige budskab så det brænder igennem i tidens enorme informationsstrøm?

»Originalitet er gud. Jeg er gud«

Bolden er givet op, og Thomas Blachman griber den i luften. Han har den seneste måned observeret hvordan KU fremtræder i medierne, og modsat Claus Holm fra DPU har han flere svar end spørgsmål. »Hvordan bliver man den man gerne vil være?« spørger Thomas Blachman på en sådan måde at man ikke er i tvivl om at han allerede godt ved hvordan han vil være.

»Vi skal tale fra hjertet. Det er den eneste mulighed vi har. Jeg har aldrig overvejet hvad pressen vil høre. Alting flyder ud mellem fingrene på os hvis vi ikke kan tænke selvstændigt,« siger den tidligere X-factor dommer, musiker og producer. Ifølge Blachman handler succes ikke om at være tidssvarende, men om at ankomme til sin egen tid, hele tiden. Det gør han selv, og det er derfor folk gider lytte til ham, forklarer han i ihærdig turbotale.

Angsten for at træde i karakter skal væk. Så får man nemlig det der er bedre end spray-on karisma: Man får karisma i al sin enkelhed. Det kan være svært at finde den røde tråd i Thomas Blachmans heftige og improviserede talestrøm når både innovationsdanmark og universitet får en lussing til kaffen med bemærkninger som »nutidens økonomiske overskud modsvarer det intellektuelle underskud« og »kroppen er blevet et gangstativ for hjernen«.

Essensen er at Blachman ikke mener at der er brug for noget nyt eller innovativt når det kommer til kommunikation. Vi skal tværtimod tilbage til hvor vi kom fra. Vi skal tale indefra og ud. Hver enkelt af os må »tale vores genialitet højt,« og det eneste vi kan være eksperter i, er det som vi kender inde fra os selv. »Man kan kun peake i sine egne opdagelser. I ved jo at jeg har ret for helvede. Jeg er ligeglad med om I klapper ad mig, for når jeg går herfra, klapper jeg højere end jer alle tilsammen,« afslutter Thomas Blachman sit oplæg.

Blachman skydeskive for spørgsmål

»Men skal vi så peake i vores egne små bobler?« lyder spørgsmålet fra KU-kommunikationschef Jasper Steen Winkel. Han er tydeligvis indigneret og har en anden logik end Blachman. Svaret han får, er også blot en gentagelse af hvad der allerede er blevet sagt og en opfordring til at turde tale før man tænker.

Spørgsmålet understreger måske netop det der er dagens største forskel på Blachman og publikum der for størstedelen består af kommunikationsmedarbejdere: Det kan være svært at ‘tale sin individuelle, genialitet højt’ når man nu én gang er ansat til at formidle mere på andres vegne end sine egne; nemlig på KU’s. Ikke desto mindre gør Blachmans ord stort indtryk på forsamlingen på KUA.

I den efterfølgende debat er næsten alle spørgsmål henvendt til Blachman, og han får folk til at tale frit. »Hvad er dit syn på døden?« Spørgsmålet ligger en anelse uden for dagens diskussion, men tilhørerne er efterhånden mere interesserede i manden med karismaen end i workshoppens oprindelige tema. Blachman svarer beredvilligt, og man har på fornemmelsen at han alligevel mener at det hele kan koges ned til den ene og samme ting. Det er en livsindstilling.

»Vi skal ikke være bange for fejl. Vi kan starte med at fortælle om vores største bommerter,« svarer han på dagens sidste spørgsmål om hvordan man får forskere til at turde tale frit.