Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
At kunne åbne en øl uden at have én eneste knogle i kroppen, kræver overskud. Videnskab.dk sætter fokus på blæksprutternes forbløffende kæmpehjerne
Mange af os har i perioder svært ved at sove af ren fascination af blæksprutten og dens mirakuløse evne til at kravle igennem ganske små åbninger, skule uudgrundeligt med sine besynderlige øjne og skifte farve.
Universitetsavisen har faktisk tidligere i år rapporteret om Øresundsakvariets nyanskaffede blæksprutte, og også i sommer aflagt dyret besøg i Helsingør (se foto). Men ikke blot er blæksprutten interessant at betragte med fladtrykt ansigt mod bassinglasset; det bløde dyr er også forbløffende begavet.
»Deres hjerne og centralnervesystem er så udviklet, at flere forskere sammenligner dem med rotter, hunde og endda aber. Man regner faktisk med, at blæksprutterne er verdens mest intelligente hvirvelløse dyr, for selv om de sjældent bliver mere end tre år gamle, kan de nå at lære imponerende meget.« Skriver videnskab.dk.
Videnskab.dk rapporterer, at forskere på Danmarks Akvarium nu vil undersøge præcis, hvor brainy blæksprutten er.
Det skal foregå i et indlæringsprogram, der omfatter passage gennem en undervandslabyrint. Blæksprutterne udviser en imponerende evne til at lære at finde vej til forskernes begejstring.
Blæksprutter trives tilsyneladende med menneskelig opmærksomhed, smigrer forskerne sig selv ved at hævde. Det giver problemer, når publikum i Danmarks Akvarium distraherer dyrene og får dem til at ignorere deres hjemmearbejde.
Artiklen – den fortsat interesserede læser kan lige så godt gå til kilden nu – rummer også et interessant afsnit om blækspruttens centralnervesystem fotograferet med kontrastvæske, og en skræmmende historie, om en blæksprutte, som tog livet af sig selv, da den trak bundproppen ud af sit akvarium.
Forskerne hævder at der var tale om et uheld.