I mange år var bordene i frokoststuen på Niels Bohr Institutet på Blegdamsvej belagt med store stykker papir og bægre med blyanter som på en anden familierestaurant. Skriveredskaberne blev brugt flittigt, mens snakken gik mellem fysikere fra forskellige forskningsgrupper over frokosten.

Forskerne nedskriblede illustrationer og ligninger under måltidet for at holde kollegaerne ajour med de aktuelle fremskridt og fysiske paradokser, der var under kærlig behandling rundt omkring på instituttet. Eller bare for at underbygge deres argumenter i en faglig diskussion.

»Det kunne jeg rigtig godt lide,« siger Hans Bøggild, der er lektor emeritus i eksperimentel subatomar fysik og blev ansat på instituttet i 1967:  »På den måde var der en social og faglig vekselvirkning med kollegaerne fra de andre felter også. Man er jo selvfølgelig interesseret i, hvad der foregår af spændende projekter rundt omkring.«

Niels Bohr kom hen under frokosten og sagde ’Jeg har hørt, at du vil studere fysik. Det synes jeg er en god ide.’. Og det var jeg da glad for at høre.

Lektor emeritus Hans Bøggild om sit møde med Niels Bohr

En varm dag i august 2022 sidder fire patinerede emeritusforskere bænket i instituttets sagnomspundne auditorium A, der har huset de største figurer i fysikkens historie i løbet af det sidste århundrede.

»Jeg blev færdig som studerende i 1967, hvor jeg blev ansat som amanuensisvikar. Ikke engang amanuensis, men amanuensisvikar,« Siger Hans Bøggild.

»Det betyder håndlanger,« tilføjer Mogens Levinsen, der også er lektor emeritus, »altså en vikar for en håndlanger.«

»Jeg startede altså i 67, og jeg nåede at holde et 40-års jubilæum, inden jeg blev pensioneret. Du har måske haft 45 eller 50?« Fortsætter Hans Bøggild, henvendt til sin sidemand Geir Sletten, der trækker på skuldrene og smiler:

»Jeg er jo også 84 nu, så jeg har haft lidt længere tid.«

»Jeg startede som studerende samtidigt med Hans i 1961, så jeg har kendt ham lige siden. Men jeg er ikke sikker på, at han har kendt mig.« Siger Mogens Levinsen.

»Ah, hold op. Det må jeg have da gjort,« afbryder Hans Bøggild med et afværgende klap på ryggen til kollegaen.

»Men jeg brugte et år på at tage the hippie trail til Afghanistan. Så jeg blev først færdig i januar 1969,« fortsætter Levinsen ufortrødent.

»Så var jeg to år i Texas som postdoc, og derefter kom jeg til H.C. Ørsted Instituttet som adjunkt.«

»Nå, du blev adjunkt?« spørger Hans Bøggild med ironisk anerkendelse i stemmen.

»Ja, jeg havde jo været postdoc.«

»Nå ja, det er også rigtigt.«

Latter bryder ud i lokalet, og som svar på reporterens tydelige forvirring tilføjer Levinsen:

»Det er lige trinnet over amanuensis.«

Den livlige samtale fortsætter. Forskningen og livet på instituttet er ikke noget, man bare lægger på hylden på grund af en petitesse som pensionsalder.

De 43 emeritusser på Niels Bohr Institutet får stadig noget fra hånden. Sidste år var de afsendere på 154 fagfællebedømte videnskabelige artikler plus et hav af andre videnskabelige indspark i offentligheden. De spiser fælles frokost en gang om måneden, mindst, og næste år slutter to nye emeritusser sig til gruppen.

Københavnerånden

Den særlige ånd og stemning på Niels Bohr Institutet er sagnomspunden. Det formelle akademiske hierarki mellem ansatte og studerende træder i baggrunden for en egalitær og uhøjtidelig omgangsform:

»Lige så længe jeg har været på instituttet, har jeg aldrig været Des med nogen. Der var faktisk engang, hvor Bohr kom hen og snakkede med mig. Jeg kan ikke huske, om jeg var Des eller dus med ham, men ellers er alle dus, og alle har lov til at sige deres mening.«

Her bider Uniavisens udsendte på maddingen som en sulten sensommerlaks, og Hans Bøggild får lov at uddybe sin pointe om det flade hierarki med den uformelle udveksling ved hjælp af Niels Bohr:

»Det var det år, jeg startede mine studier. 1961. Niels Bohr kom hen under frokosten og sagde ’Jeg har hørt, at du vil studere fysik. Det synes jeg er en god ide.’. Og det var jeg da glad for at høre. Men så døde han desværre året efter.«

Diskussionskulturen kan føres tilbage til de første to årtier af Niels Bohr Insitutets levetid i 1920’erne og 1930’erne. Perioden var ikke blot kendetegnet ved banebrydende forskning i blandt andet kvantemekanik, der har lagt grundstenen for moderne teknologi, men også kultiveringen af en særlig ånd, der blev kendt internationalt som The Copenhagen Spirit.

Ånden kom til udtryk ved et fladere hierarki, en legende tilgang til videnskaben og har været en kilde til inspiration for resten af verden. Det fortæller professor emeritus Helge Stjernholm Kragh, der er videnskabshistoriker:

»Det var unikt på grund af den forskning, man lavede, men også den måde instituttet var organiseret på socialt. Der var meget freewheeling og diskussionskultur, og man blandede leg og alvor på en måde, man overhovedet ikke kendte til på det tidspunkt.«

Ånden er efter Kraghs vurdering ikke længere særegen for Niels Bohr Institutet:

»Det er nærmest blevet normen i dag, fordi man ved, at hvis man vil have et velfungerende institut, skal man ikke gå tilbage til det gamle autoritære professorvælde, hvor man ikke kunne diskutere frit med hinanden og de studerende.«

De vildeste artikler til det sidste

Ligesom instituttets grundlægger er også skriveredskaberne i frokoststuen fortid i dag – til Hans Bøggild og Mogens Levinsens ærgrelse. Det samme er piberygning i auditorierne for den sags skyld, men emeritusserne er her endnu.

Og dem er der mange, der er glade for. Eksempelvis lederen af Niels Bohr Institutet, Jan W. Thomsen, der sætter store ord på emerituskollegiets betydning for instituttet:

»Vores emeriti er en del af instituttets sjæl og virke. Der er jo ikke lønmæssige forhold at tænke på længere, så derfor kan de udtale sig friere end andre. I folkemunde siger vi, at de udgør vores eksterne revision,« siger han og fremhæver desuden de faglige bidrag:

»De publicerer de vildeste artikler. Jeg har lige talt med en af vores emeriti, Bjarne Andresen, som har udgivet en artikel, der netop er blevet fremhævet som årets artikel i Entropy, der er et internationalt videnskabeligt tidsskrift. De hjælper også til med at vejlede de studerende, give dem gode råd og snakke fysik med dem, hvor de kan dele deres fascination af faget.«

Jan W. Thomsen tilføjer, at det ikke er alle emeritusser, der kører på samme høje blus hele tiden, men at de alle sammen holder fast i en form for forskningsaktivitet:

»Det er jo en livsgerning at være fysiker på NBI, kan man sige. Det betyder også, at de bliver ved med at publicere nærmest til det sidste. De bliver ved med at kere sig om videnskabelige spørgsmål og skrive kronikker og alle de her ting. Det er jo voldsomt imponerende.«

Mange tanker på meget lidt plads

På trods af velviljen fra ledelsen må der dog indgås kompromiser hen ad vejen. Ansættelsesforholdet ophører formelt ved pensionsalderen, hvilket for eksempel betyder, at lønudbetalingerne stopper, og emeritusserne får gradvist mindre kontorplads. Det er en nødvendighed for, at instituttet skal have mulighed for at ansætte nye forskere:

»Mit kontor er blevet mindre og mindre,« siger Hans Bøggild med et grin. »Jeg havde et meget stort og fint kontor, da jeg var 70. Det fik jeg lov at beholde i to år efter min pension, men nu er jeg rykket ned i et lille hummer ved siden af kaffemaskinen. Det er nu også okay.«

Den i dag 80-årige fysiker kommer direkte fra efterårets første forskergruppemøde, da Uniavisen møder ham på Blegdamsvej.

Gruppen har netop igangsat et større eksperiment, der betyder at partikelacceleratoren ved CERN-laboratoriet i Schweiz kommer til at køre i døgndrift de næste to-tre år. Derefter tager forskergruppen bestik af resultaterne og justerer opsætningen, før acceleratoren startes op igen.

»Jeg bidrager efterhånden kun med at sige min mening om ting og sager. Ellers er jeg bare en flue på væggen,« siger han med et glimt i øjet.

Som det nystartede eksperiment i Schweiz regner Hans Bøggild også med at have en løbetid på mindst en håndfuld år endnu: »Jeg har haft et fantastisk spændende arbejdsliv på instituttet. Det er gået gennem mange forskellige faser, og der sker nye ting hele tiden. Så at stoppe når man bliver 70, er alt for tidligt.«

En hobby med et indbygget job i

Også Mogens Levinsen og Geirr Sletten har titel af lektor emeritus på Niels Bohr Institutet. De fremhæver også faglig fascination som den største årsag til deres fortsatte engagement og ryster overbærende på hovedet ad spørgsmålet, om de ikke kunne finde på at lave alt muligt andet i deres otium:

»Det er jo fantastisk at have en hobby, som man er blevet betalt for i mere end 40 år,« siger Mogens Levinsen og slår ud med armene. I dag deler han kontor med to andre emeritusser, der som ham er en del af kaosgruppen, der beskæftiger sig med dagligdagsfænomener som turbulens og ikke-lineær dynamik.

Det er jo fantastisk at have en hobby, som man er blevet betalt for i mere end 40 år.

Lektor emeritus Mogens Levinsen

Selv om han har fingrene dybt nede i et eksperiment for tiden og i øvrigt trives godt med sine kollegaer, som han også ser privat, venter den endegyldige pension om hjørnet, når instituttet flytter fra de historiske bygninger på Blegdamsvej til Niels Bohr Bygningen på Jagtvej:

»Jeg får ikke plads på det nye institut, har jeg fået at vide. Jeg kan få to kvadratmeter i et delt kontor, så jeg stopper nok, når flytningen sker. Heldigvis ser det ud til at tage meget lang tid,« siger han og høster indforståede host blandt de tre andre emeritusser i lokalet.

Institutleder Jan W. Thomsen erkender, at pladsmangel generelt er en udfordring: »Vi snakker faktisk om to separate valutaer på instituttet, hvor det ene er cool cash og den anden er fysisk plads.« siger han. »Vi arbejder hele tiden på at sørge for, at der er plads til vores emeriti, til vores studerende og selvfølgelig også til vores medarbejdere. Det er en større kabale, der skal gå op.«

Den forestående flytning til det skandaleombruste nybyggeri på Jagtvej er en udfordring for alle, men måske i særlig grad for det pensionerede personale:

»De har selvfølgelig et helt specielt og livslangt tilknytningsforhold til huset her, men folk har også accepteret i videst muligt omfang, at hvis hele instituttet flytter til en ny adresse, skal de jo flytte med derhen, hvor miljøet er.«

Og det vil de gøre. I hvert fald de fleste af dem. Bære kulturen videre gennem Fælledparken, når dagen for flytningen kommer. I fællesskab med de studerende og de ansatte på det hæderkronede institut. De kan slet ikke lade være.