Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Bliv klogere til Forårsfestivalens debatarrangement

Debat — Under Forårsfestivalen afholder Københavns Universitet to KU-talks, hvor forskere fra hver deres fakultet vil fortælle om forskning i udseendets betydning.

Du kender sikkert de populære TED Talks, hvor forskere og meningsdannere fra hele verden fortæller om alt lige fra hjerneforskning til selvkørende biler i 20 minutter. Konceptet er næsten det samme, når der under Forårsfestivalen den 5. maj afholdes to KU talks, hvor to forskere med hver deres faglighed i ryggen fortæller om udseendets rolle i samfundet.

Vi vil gerne belyse nogle temaer fra flere vinkler, så forskellige fagligheder kommer i spil.

Anne Vraa-Jensen, medarrangør

Missionen er at dele ny viden og bringe forskere, undervisere, ansatte og studerende sammen fra forskellige dele af Københavns universitet.

»Både de studerende, ansatte og forskerne har en fælles interesse for viden. Vi vil gerne belyse nogle temaer fra flere vinkler, så forskellige fagligheder kommer i spil. Og så synes vi, at man skal værne om viden i en tid med fake news og politisk spin,« siger studerende Anne Vraa-Jensen, der er en af arrangørerne.

De to deltagende forskere er Kristine Køhler Mortensen fra Nordisk Forskningsinstitut og Frederik Georg Hjorth fra Institut for Statskundskab.

Unge manipulerer sig grimmere

Kristine Køhler Mortensen er postdoc og fortæller om det igangværende forskningsprojekt ‘Dialekt i periferien: Bornholm, Vendsyssel og Sønderjylland’. Som en del af projektet har hun har fulgt en gruppe 9. klasses elever i Vendsyssel og undersøgt, hvordan de interagerer på Snapchat.

»Det viste sig, at især pigerne manipulerede sig selv til at være grimme – fx med dobbelthage. Så grimhed skal ikke nødvendigvis forstås som noget negativt. Men det var især de populære og smukke piger, der gjorde sig grimme på billederne, så på den måde er det en grimhed, som de performer og kan tage af igen,« siger Kristine Køhler Mortensen.

Udseende påvirker valgresultat

Den anden oplægsholder er Frederik Georg Hjorth, der har bl.a. forsket i holdningsdannelse og vælgeradfærd, og hans oplæg fokuserer på, hvilken rolle udseende spiller i politik – for den fysiske fremtoning påvirker målbart, hvor mange stemmer en politiker får på valgdagen.

Efter oplæggene vil der være fælles diskussion med resten af de fremmødte. KU Talks er støttet økonomisk af Studenterrådet, og efter planen vil der blive afholdt flere KU-talks i løbet af næste semester.

Læs mere på eventets Facebook-side.

Seneste