Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Bliver KU overhalet af Aarhus Universitet?

OPTAG – Københavns Universitet har stadig landets største studenteroptag, men universiteterne i provinsen haler ind på deres gamle kollega. Mens efterspørgslen på studiepladser stiger, planlægger KU at løse sine kapacitetsproblemer i hovedstaden.

Ser man på Uddannelsesministeriets tal for universiteternes optag siden 2009, står det klart, at Københavns Universitets førerposition på det nationale uddannelsesmarked er stærkt truet af den jyske rival i Aarhus.

Ifølge ministeriets opgørelse har KU i år et optag på 7.286 studerende, men Aarhus Universitet (AU) snapper med sine 7.130 uddelte studiepladser hovedstaden i haserne. Og både i 2010 og 2011 havde AU tilsyneladende et større bacheloroptag end Danmarks ældste og – på de fleste andre områder – største universitet.

Omfattende fysiske forbedringer i København skal nu bidrage til at vende udviklingen og skabe plads til flere studerende på universitetet.

KU’s kapacitetsproblemer

Pladsmangel har nemlig været en af de største årsager til, at KU de sidste år ikke er vokset mere, end det er. Topgrænsen for optag har været nået, og den store efterspørgsel på studiepladser i hovedstaden har ikke kunnet imødekommes.

»Vi har så at sige ikke kunnet vækste, for vores kapacitet har været fuldt udnyttet,« siger studiechef på KU, Claus Nielsen, og uddyber: »Hver eneste gang vi skal optage flere studerende, skal vi skabe en plads til hver enkelt af dem.«

Mens universiteter som Syddansk og Aalborg i en årrække har haft mange ledige pladser og mange uddannelser helt uden adgangsbegrænsninger, må KU’s uddannelser hvert år forsøge at skabe helt nye studiepladser. I 2012 lykkedes det at øge antallet med cirka fem procent.

De studerendes favorit

Til sammenligning kunne Aalborg Universitet i år præsentere en stigning i optag på hele 18 procent i forhold til 2011. Ikke desto mindre er KU stadig de studerendes førstevalg, og det er dermed ikke kun pladsmangel, men også høje adgangskvotienter, der sender universitetets ansøgere til provinsen.

Ifølge universiteternes egne tal havde KU således i år 12.609 1. prioritetsansøgninger, mens AU måtte nøjes med 9.140. Så selvom AU’s bacheloroptag nærmer sig KU’s, er hovedstadens med 38 procent flere 1. prioritetsansøgninger stadig suverænt det mest populære universitet i Danmark.

LÆS: KU er populært som aldrig før

Igangværende byggeprojekter

Hvis optagstallene fremover skal afspejle, at folk vil til København, må der altså skabes flere studiepladser. Af denne grund – og ikke mindst for at skabe bedre arbejdsbetingelser for studerende og medarbejdere – planlægger Københavns Universitet forbedringer og nyindretning af mange tusind kvadratmeter. Det får indflydelse på alle fakulteter, idet alle fire campusområder påvirkes og frem mod 2016 vil vokse markant både langs jorden og op i luften.

Da universitetet ligger midt i byen, er der en naturlig begrænsning for, hvor meget plads universitetsbygningerne har til at brede sig, så det gælder om at udnytte pladsen bedre, end det sker i dag, forklarer vicedirektør og leder af Campus Service, Anders Boe Hauggaard, som har ansvaret for at få logistikken til at gå op.

Han nævner Panum-tårnet, hvortil første spadestik tages den 30. august, og Niels Bohr Science Park som eksempler på moderne nytænkning. En samlet naturvidenskabelig universitetspark, hvor eksempelvis studentercaféer og laboratorier samtænkes på tværs af fag, vil skabe mere plads og bedre og mere inspirerende miljøer.

Større årgange på vej

I planlægningen af byggerierne er der i høj grad tænkt på universitetets studerende og på, at flere unge mennesker i overensstemmelse med Uddannelsesministeriets strategi i fremtiden vil tage en uddannelse.

»Byggeprojekterne skabes i tæt samarbejde med Uddannelsesservice, der sammen med fakulteterne leverer prognoserne for studenteroptag. Brugerne af fakulteterne er også involveret i udviklingen, og vores igangværende projekter er derfor nøje afstemt med vækstforventninger og behov for de næste ti år. Og der er taget højde for, at bygningerne skal kunne rumme de forventede større studenterårgange,« siger Anders Boe Hauggaard.

Vicedirektøren er således ikke i tvivl: Der er stadig plads til KU i København, og om bare fire år vil der også være plads til mange flere universitetsstuderende. KU er klar til kamp.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste