Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Bøder for at dele studiebøger er en falliterklæring

Nytteløst — Musikbranchen forsøgte i årevis at bekæmpe fildeling med advokater og trusler. Det virkede ikke, før streaming udkonkurrerede piratkopier. Nu er det forlagenes tur til at finde på tidssvarende løsninger.

Snart vil vi måske se retssager og bøder til studerende, der har videresendt en digital studiebog ulovligt til en holdkammerat. Det kunne man for nylig læse i Uniavisen, efter at interesseorganisationen RettighedsAlliancen annoncerede, at de ville til at rejse sager mod studerende, der ulovligt deler studiebøger.

LÆS OGSÅ: Retssager i sigte: Studerende risikerer nu hårdere straffe ved ulovlig deling af studiebøger

En PDF er ikke en digital strategi; det er papir med strøm på

Når organisationer vil til at retsforfølge helt almindelige unge mennesker for en tilsyneladende vidt udbredt praksis (74 procent af de studerende finder det angiveligt acceptabelt, selvom de ved, det er ulovligt), er det imidlertid værd at stille et mere ubehageligt spørgsmål:

Er problemet virkelig de studerendes moral – eller er det en forlagsbranche, der insisterer på at distribuere digitale produkter med analog tankegang?

Tænk som Netflix og Spotify – ikke Fona og Blockbuster

At straffe brugerne er næsten altid et tegn på, at teknologien halter bagefter.

Vi har set denne film før. Musikbranchen forsøgte i årevis at bekæmpe fildeling med advokater og trusler. Det virkede ikke. Piratkopieringen faldt først, da teknologien overhalede problemet: Streaming gjorde lovlig adgang lettere end ulovlig kopiering. Bekvemmelighed slog kontrol.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Alligevel sælges mange digitale lærebøger stadig som downloadbare filer – ofte reelt blot avancerede fotokopier. En PDF er ikke en digital strategi; det er papir med strøm på. Når noget kan kopieres med to klik, er det ikke et ungdomsoprør, hvis det bliver kopieret. Det er et designvalg.

Derfor er bødesporet ikke bare ude af trit med studielivet – det er et teknologisk nederlag. Man forsøger at regulere sig ud af et problem, der burde være løst i systemarkitekturen. For løsningerne findes allerede.

For det første: Stop med at sælge filer. Giv adgang i stedet. Platformbaserede læremidler, der læses i browseren og ikke ligger frit på harddisken, ændrer incitamentet fundamentalt. Når materialet ikke kan massedistribueres, falder delingen næsten af sig selv.

Studerende er først og fremmest rationelle – ikke kriminelle

Gør brugerne ansvarlige gennem identitetsbaseret adgang og personlige vandmærker. Ikke som straf, men som en moderne pendant til bibliotekets lånerkort: Fri adgang – personligt ansvar.

Og vigtigst: Indret økonomien efter virkeligheden. Institutionslicenser eller abonnementsmodeller bør være standard på universiteter. Når prisen opleves som rimelig, og adgangen er friktionsfri, vælger de fleste den lovlige vej. Studerende er først og fremmest rationelle – ikke kriminelle.

Forlagenes fejl, at kopiering stadig er den letteste løsning

Den nuværende debat afslører i virkeligheden et større problem: Vi forventer, at en generation opvokset med øjeblikkelig digital adgang accepterer distributionsformer, der føles som levn fra en offline tidsalder. Når adfærd og teknologi kolliderer, er det sjældent adfærden, der ændrer sig først.

Universiteter bør ikke være steder, hvor man truer sine egne studerende med bøder for at navigere i dårligt designede systemer. De bør være drivkraft for smartere digitale løsninger.

LÆS OGSÅ: Næsten hver anden studerende har ulovlige studiebøger

Ophavsret skal beskyttes – men den stærkeste beskyttelse er ikke juridisk. Den er teknologisk. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, hvordan vi får studerende til at lade være med at kopiere. Det er, hvorfor vi stadig udgiver studiebøger på måder, der gør kopiering til den letteste løsning.

Seneste