Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Borchs - den pæne elev i kollegieklassen

Tour de chambre — Borchs Kollegium er en bygning holdt i konservativ stil, og med en 330 år lang historie er der rigeligt med traditioner at holde i hævd.

Borchs

St. Kannikestræde 12
1169 København K​​

www.borchen.dk

Husleje: 1662 kr.

Gennemsnitsalder: Ca. 26 år.

Ansøgningsproces: Send en motiveret A4-side om dig selv. Det er et krav, at du har bestået 90 ECTS, og er indskrevet på Københavns Universitet, på HUM, SCIENCE, SUND eller TEO. Læser du på SAMF og JUR, kan du ikke søge ind på Borchs. Og så er det et plus, hvis du har gået på Ribe katedralskole, ligesom grundlæggeren, Ole Borchs gjorde.

»Jeg beklager at der lugter lidt af Brasso her i entreen. Messinget er lige blevet pudset,« siger Christian Bro og refererer til de store dobbeltdøre, der på fornem vis adskiller entreen fra den hvide trappeopgang.

Selvom Borchs er et kollegium for 19 unge mennesker, kunne arkitekturen nemt få tankerne til at glide over i en større villa nord for København.

»Da jeg flyttede ind, var der pudsigt nok flere, der kom nord for København. Generelt kan man sige, at alle kommer fra ressourcestærke baggrunde. Alle studerer på universitetet. Alt er meget ordentligt. Allerhøjst tror jeg, at folk cykler over for rødt, hvis bølgerne går højt,« siger Christian Bro, der selv kan kalde sig uralumne, fordi han har boet på kollegiet i længst tid.

Kollegiets nyeste beboer, Steffen Vestergaard Andersen og gode ven til Christian Bro, nuancerer billedet en smule.

 

»Kollegianerne stemmer bredt. På de borgerlige partier såvel som de yderste røde. Der er teologer, biologer, fysikere, matematikere, de forskellige sprogfag, humaniora og sådan noget.

Diversiteten fremgår tydeligst i vores serviceskab. Der kan man se et frygteligt mix af glas og tallerkener,« siger Steffen Vestergaard Andersen, der er kommet på kollegiet i flere år, og som flyttede ind som ægte borchianer i februar.

»Men så kan Steffen og jeg sidde her i hørskjorter, mens man på et andet værelse sidder med skæv…« han tøver et øjeblik for at finde det rette ord, for så at lande på »hestehale.«

»Men når det så er sagt, så må vi jo erkende, at så er diversiteten ikke større,« siger Christian Bro.

Privatskolen Kollegiesamvirket

Et stærkt sammenhold binder Københavns fire ældste kollegier, Valkendorf (anno 1589), Regensen (anno 1623), Elers (anno 1691) og Borchs (anno 1691), sammen på tværs, siger Christian Bro og Steffen Vestergaard Andersen. De fire gamle kollegier forener sig under Kollegiesamvirket, som forkortes KS i daglig tale.

Fortællingen om Borchs bliver kun sjældent givet uden en sammenligning med en af de tre øvrige kollegier. Der går for eksempel ikke mere end et minut efter, Uniavisen er kommet på besøg på »Borchen« eller »Borchimham Palace«, som kollegiet kaldes blandt de gamle kollegier, førend Regensen bliver nævnt.

»Det her er det ypperligste,« siger Christian Bro, mens hans arme signalerer kollegiets storhed.

»Og nu vil jeg jo ikke sige, hvad vi synger om Regensen. Men det er ikke pæne ord. Når det så er sagt, holder vi jo også tæt sammen.«

Christian Bro og Steffen Vestergaard Andersen er Store Kannikestræde-mestre i detaljer om de gamle kollegier. De mange anekdoter fortælles, som om de fire kollegier var gamle venner fra privatskolen. Og Københavns øvrige kollegier må være eleverne på kommuneskolen i den her metafor.

billede: Rasmus Buhl Kristensen for Uniavisen

På Privatskolen Kollegiesamvirket er Regensen den hyperaktive elev fuld af gode ideer og virketrang, Valkendorf er den seje elev i klassen, Elers er den nørdede og belæste elev, mens Borchs er den artige og dygtige.

Ordene om de andre kollegier er hårde. En vis ironisk distance i tonen antyder dog, at det er kærligt ment.

Den venskabelige splid på tværs af kollegierne har eksisteret i årevis, og særligt én tradition er karakteristisk for de fire gamle kollegier.

»Vi stjæler fra hinanden,« siger Christian Bro.

Steffen Vestergaard Andersen kan blandt mange røverhistorier fortælle, at Regensens beboere, fordi de er så mange, »er friske og altid har mange kræfter. Så mens hele Borchen sov sødt – ja vel, sov branderten ud efter en KS-fest – så listede Regensen sig ind og stjal samtlige toiletdøre«.

Tyvegodset placerede de i Regensens gård, hvorefter der gik en rum tid, før borchianerne fik deres døre sat på igen.

Morgenmad og håndvask ved Den Grundlovgivende Rigsforsamling

Internt på kollegiet er der – så vidt fortællingen lyder – borgfred. Der er ligesom på mange andre kollegier madklubber om aftenen med skiftende kokke blandt alle kollegianerne, og på Borchs er det kutyme at spise morgenmaden sammen.

Det er traditionerne, der binder kollegianerne sammen, og de har alle »en stor fælles interesse i at bo sammen på bedste vis,« siger Steffen Vestergaard Andersen.

Køkkenet er det sted, der ligner et hjem fra 2020’erne mest. Her er den nyklassicistiske ensartethed udskiftet med skabslåger i træ, der er plakater på væggene, magneter på køleskabet – og ja, forskelligartet service i overskabet.

Her tilberedes madklubbens middage, »og Den Grundlovgivende Rigsforsamling er lige der, hvor jeg vasker hænder,« siger Christian Bro, mens han peger på et billede, der hænger over køkkenvasken, hvor mænd i sorte jakkesæt står i samlet flok med fjerne blikke.

I selskab med de gamle allongeparykker

Alle 19 kollegianere spiser sammen i det rum, som beboerne kalder Theca. Et smalt rum med mørkegrønne vægge og tunge bogreoler, hvor den største af bogreolerne kun rummer titler forfattet af tidligere borchianere. Lige på nær Bibelen, som også står der.

Det er også herinde, kollegiets husmøder afholdes. Og embedsmandsmøderne, som de kaldes, er typisk meget lange, da der både stemmes og diskuteres under hvert punkt. Og så synges der fra kollegiets sangbog til møderne.

»Noget af det, jeg har lagt mærke til – og det er måske bare mig – er, om de nye tør synge med på sangene, selvom de måske ikke helt kan teksterne. Tør man komme ud af sin komfort-zone og ofre sig for kollegiet,« spørger Steffen Vestergaard Andersen retorisk.

»Det lyder så voldsomt, at sige »ofre sig,« men det gør man jo. Til embedsmandsmøderne kunne det da godt være, at man synes, det ville være hyggeligere at sidde på en bar med vennerne end at sidde og gennemgå regnskab. Men man ofrer sig på den måde, at man da kommer til mødet alligevel. Fordi det er en del af det at være her,« uddyber han.

Christian Bro supplerer og siger, at hvis ens undskyldning for ikke at komme til mødet er mors fødselsdag, så skal den i det mindste være rund.

De gamle eforer og ikke mindst Ole Borchs, kollegiets grundlægger, pryder rummet. Flere af de gamle eforer er fra allongeparykkernes tid, så her bliver enhver kollegianer kigget over skulderen af personligheder, der ligner dommere fra en engelsk retssal, når de beslutter nye strukturer for kollegiet.

Gris eller borchianer

En struktur for kollegiet, som har fået lov at hænge ved fra tidligere tider, er muligheden for at have en ven eller kæreste boende på værelset for blot 1.000 kr. i leje om måneden. En såkaldt gris. De to venner har to historier om, hvorfor det hedder gris.

»Den ene historie er, at hver beboer, der boede her i sin tid, var berettiget til en gris (altså den slags der øffer, red.). Så kunne de slagte den, og få noget mad. Men da det så gik af mode, og vi fik Netto, blev det lavet om til, at man kunne få grisen op på værelset,« siger Steffen Vestergaard Andersen.

»Og det er den sjove historie. Den anden er, at navnet muligvis kommer af gratist,« siger Christian Bro.

Skulle du have lyst til at blive ny gris eller borchianer, kan man tilmelde sig Borchens nyhedsbrev. Her får man at vide, når et værelse bliver ledigt.

Man kan bo på kollegiet i højst fem år. Og Christian ville da også gerne have boet der længere.

Annonce

Seneste