Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Bordtennisbar à la Berlin

STUDENTERLIV - På Dupong i Griffenfeldsgade kan du kombinere byturen med den hævdvundne fritidsklubsdisciplin ’rundt-om-bordet’. Efter berlinsk forbillede har fire studerende åbnet byens første bordtennisbar. Med stor succes.

Yaaaah!

Den rødmossede fyrs udbrud blander sig med musikken. Der er mange primalskrig i København fredag efter midnat. Og der er for mange fejder. Men i dette tilfælde kan de omkringstående tilskuere trygt nikke anerkendende til sejrherren. For på Nørrebrobaren Dupong, udkæmpes kampene omkring et bordtennisbord.

Og det var en glimrende vinderbold. En hård forhånd long line pressede modstanderen til en for kort returbold, og så – klak! – en kontrolleret smash på tværs. Finalen er vundet.

Den let svedende sejrherre hviler dog ikke på laurbærrene, men banker signalerende gentagne gange i bordet. En ny omgang ’rundt-om-bordet’ skal serves i gang, så folk iler til med bat, øl og i enkelte tilfælde den åbenlyse drøm om at eje baghånd.

Jurastuderende tog initiativ

Dupongs kombination af bar og bordtennis er den første af sin slags i København. Konceptet er dog velkendt i Berlin, hvor baren Dr. Pong er blevet lidt af en institution med mange danske fans.

Og nu kan disse pingpong-aficionados så endelig få afløb for deres lyster i den danske hovedstad, og det kan de takke fire danske studerende for. Det er nemlig dem, der står bag Dupong.

En af bagmændene – Carl Chistian Illum, der i barens første levemåneder kombinerede tilværelsen som iværksætter med den som specialestuderende ved Jura på Københavns Universitet – fortæller om projektet, mens han langer øl og bat over baren i en lind strøm.

»Vi har alle været på Dr. Pong i Berlin, og ligesom mange andre har vi snakket om, at sådan et sted manglede i København.«
»Men det var først, da min kæreste og jeg var på udveksling i Edinburgh, at ideen for alvor tog form. Vi spurgte hinanden, ’hvorfor gør vi så ikke noget ved det?’ Og det gjorde vi så.«

Investeringer

KU-parret og de to af deres venner, som hoppede med på bordtennisvognen, måtte dog sande, at der er et stykke fra ide til realisering. Cirka et år. Arbejdet med Dupong begyndte i sommeren 2011, og åbningen fandt sted 13. juli 2012.

Barprojektet har krævet store investeringer af de involverede. Ikke alene har de hver især indskudt en sum i Dupong. De første mange måneder var det også dem, der dækkede alle arbejdsopgaver – inklusive bemandingen de tre åbningsaftner- og nætter, torsdag til lørdag.

»Det var da hårdt, men det begrænsede også udgifterne, at det kun var os. Men vi har været så heldige, at det er gået så godt, så vi i dag har råd til aflønnet personale, sådan at vi også kan holde weekend af og til,« smiler Carl Christian Illum.

Smashhit a la fritidshjem

Bedømt på fremmødet denne aften er der nok at se til på Dupong. Pladsen er trang om bordet, og der er også fyldt godt op i barens kælder, hvor den står på bordfodbold og traditionel værtshushygge. Og det har faktisk været tendensen siden dag ét, fortæller Carl Christian Illum:

»Stedet appellerer til rigtig mange mennesker. Vores klientel er meget blandet. Vi har selvfølgelig mange unge og studerende, men tiltrækker også et ældre publikum, ligesom der kommer mange udlændinge her. Jeg tror, der er noget nostalgi i det. Rundt-om-bordet minder én om dengang, man gik på fritidshjem.«

»Og så er der bare noget over bordtennis, der gør at stemningen er vildt god. Alle spiller med alle, og det gør at man føler sig velkommen. Det er en god måde at møde andre mennesker på, fordi det skaber et naturligt alternativ til bare at sidde med sine venner og snakke.«

Så ’rundt-om-bordet’ er ligefrem et velegnet hook-up-spil?

»Vi har i hvert fald set scoringer hernede lige fra den allerførste åbningsaften.«

Nicklas.Lund@adm.ku.dk

Seneste