Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Borgerlig i den røde lejr

KONSERVATIV SPIRE - Som studenterpolitiker har Rune Kristensen været vant til at være i mindretal siden folkeskolen. Nu kæmper han om et af de konservative sæder i folketingssalen.

29-årige Rune Kristensen meldte sig ind i Konservativ Ungdom som 16-årig, og har fortsat sit politiske engagement op igennem studieårene på Statskundskab.

I dag er han i fuld gang med sin valgkamp som folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti nær sin hjemstavn i Guldborgsundkredsen på Lolland, imens han skriver specialet færdigt på Københavns Universitet (KU).

Mindretal motiverede

Fra begyndelsen blev Rune Kristensen udfordret på sit politiske standpunkt. Men det motiverede ham bare mere til at gå ind i politik.

»Jeg er opvokset på Lolland, som er et temmelig rødt område. De fleste af mine lærere, mine venners forældre og mine klassekammerater, hvis de var politisk orienterede, var røde,« fortæller han.

»Da jeg var yngre, vidste jeg ikke, at de værdier, som var vigtige for mig, var konservative. Men det at have en stor dejlig familie, være engageret i frivillige foreninger og i sit lokalmiljø, har jeg senere fundet ud af, er stærke konservative værdier.«

LÆS MERE: Portræt af den socialdemokratiske folketingsspire Simon Kollerup

Studerende i rampelyset

Efter flere år som aktiv i Konservativ Ungdom opnåede Rune Kristensen det vel nok højeste for en ungdomspolitiker, da han blev formand for ungdomsorganisationen.

Men efter tre år i det politiske rampelys, sidder han på skolebænken igen. Og selvom han synes, det er fedt at være tilbage på Statskundskab, skal han også vænne sig til studielivet på KU, hvor politik er noget, man læser om i en bog.

»Jeg er jo blevet halvvejs adrenalinjunkie af livet som politiker og synes bare, det er overmåde fedt at være i medierne, sidde til spændende frokostmiddage med den amerikanske ambassadør eller deltage i paneldebatter og komme med politiske udmeldinger. Så er det lidt et antiklimaks, når jeg kommer hjem om aftenen og skal åbne bogen.«

Konservativ på KU

Selvom det landspolitiske engagement har været i centrum, har Rune Kristensen også fået tid til at lave en del studenterpolitik i sin studietid.

Som konservativ studenterpolitiker på det røde universitet er han dog aldrig blevet valgt ind i Studenterrådet, men han har til gengæld taget nogle diskussioner med Danske Studerendes Fællesråd (DSF), som han er stor kritiker af.

»Alle studerende på KU bliver automatisk meldt ind i DSF, uden de måske selv har lyst til det. Uanset hvor god en sag, de kæmper, så er jeg imod det her kollektive medlemskab, hvor hele universitetet bliver meldt ind. Jeg mener, der skal være et individuelt medlemskab.«

»At jeg også er politisk uenig med dem, er en anden sag. Men det betyder da, at der i hvert fald er en studerende på KU, som ikke er enig med dem,« siger han.

LÆS MERE: Portræt af Enhedslistens folketingsspire Pernille Skipper

Lav skat frem for SU

Rune anfægter blandt andet den »krævementalitet«, der hersker blandt nogle studerende, som for eksempel kritiserer SU’en for at være for lav.

»Hvis man kan klare sig selv, så synes jeg, man skal gøre det. Du er jo ikke svag, fordi du er studerende. Men det er du i dag, eller du får i hvert fald hjælp. Jeg mener kun, det er de svage mennesker, staten skal hjælpe.«

Men er det så ikke dobbeltmoralsk, at du selv tager imod SU?

»Nej, for jeg skal betale en masse i skat, når jeg er færdiguddannet. Så det er kun fair, at jeg får SU, mens jeg studerer. Men jeg mener, at både SU’en og skatten er for høj.«

Du har selv været syv-otte år om at gøre din uddannelse færdig. Havde du haft råd til det, hvis du ikke havde fået seks års SU?

»En uddannelse er en investering, det er noget, man må tage sig råd til. Det er ikke et folkekrav eller en rettighed, at man ikke må skylde penge væk eller kun få penge, når man er færdig med at studere.«

Forsinket og beriget

Rune er færdig med sit speciale til december, men selvom det har taget ham otte år at komme gennem studierne, synes han, at det har været det hele værd.

»Jeg er kun blevet beriget af de ting, der har forsinket mig. Jeg tror også, det er en fordel at have et godt CV. Jeg har for eksempel arbejdet i Vollsmose som pressekoordinator for et større integrationsprojekt, og det tror jeg da giver noget, når jeg skal søge job bagefter.«

»Det politiske engagement har også givet mig et kæmpe netværk. Lige meget hvilken by, jeg kommer til, kender jeg en KU’er. Det er nogle meget ambitiøse mennesker, der er medlem af Konservativ Ungdom, som jeg tror kommer til at få nogle gode jobs og positioner i samfundet og erhvervslivet, så det er jo et virkelig godt netværk at have.«

Seneste