Borte tog dem

»Kom nu, morfar!« August er utålmodig; han synes at morfar tager sig for god tid foran montren med dronten. Kraniet af den uddøde fugl er en af Zoologisk Museums mest værdifulde genstande der til daglig er gemt væk bag lås og slå.

I den aktuelle særudstilling Uddød vises det frem for offentligheden sammen med andre sjældne sager fra magasinernes samlinger.

Når dronten virker så dragende på morfar, er det nok fordi historien om dens endeligt er bevægende. På Mauritius levede fuglen indtil søfarerne kom og satte hunde, katte og geder ud på øen.

Fuglens tillidsfulde natur, dens manglende flyveevne og sømændenes hunger efter fersk kød udryddede den store fugl med det løjerlige næb i 1600-tallet.

Også dværgflodhesten fra Madagaskar, Hippopotamus Madagascariensis, har mennesket at takke for sin udryddelse. Dens levesteder blev ødelagt, og nu står det ponystore skelet og skuer ud over alle de bedsteforældre og børnebørn der lægger vejen forbi her i efterårsferien.

Den står på en piedestal med den eftertrykkelige sentens extinction means forever.

99,9 procent af alle de arter der nogensinde har levet på jorden, er uddøde. De fleste dog af naturlige årsager såsom klimaforandringer og helt uden menneskelig indblanding.

Menneskelig dårskab
På udstillingen kan man også møde forsvundne danskere. Hvis der uddør arter i Danmark i dag, forsvinder de kun lokalt, ikke globalt, fordi alle danske dyrearter findes i mindst et andet land.

Ulven for eksempel. Den danske ulv blev udryddet med fuldt overlæg, den sidste blev fældet i 1813. I dag er ulven fredet i de fleste lande, og synes man at Zoologisk Museums udstoppede eksemplar er lidt stiv, kan man træffe en levende en i Norge eller Sverige.

Vandreduen støder man til gengæld ikke på i naturen længere selv om den var verdens mest talrige fugleart nogensinde.

Beretninger fortæller om hvordan flokkene kunne formørke himlen i dagevis og at det blev en sport at udrydde den. Man brugte tilmed dynamit, så der blev sat punktum for duerne med det rustrøde bryst i år 1900 – det år Freud udgav sit værk Drømmetydning.

Zoologisk Museum maner til selvransagelse på udstillingen fordi museet selv har spillet en pinlig hovedrolle i udryddelsen af alkeearten gejrfuglen.

De to sidste gejrfugle i verden blev slået ihjel i 1844 på den islandske ø Eldoy, og museet købte resterne. Nu kan museet fremvise fuglens bløddele på glas. Som det eneste i verden.

Også historien om den tasmanske pungulv der uddøde i 1936, er speciel. I slutningen af 1800-tallet udlovede den tasmanske regering dusør for hver nedlagt pungulv fordi bønderne mente at ulven åd deres høns og får.

Hundrede år senere, i 1999, meddelte et australsk museum at man havde iværksat et projekt der skulle bringe pungulven tilbage via kloning. Forsøget med at udvinde dna fra et 150 år gammelt foster i sprit var verdens første. Desværre viste de genetiske koder sig at være for fragmenterede.

Der er nok at se på og undres over. Man kan også hente et godt gys. Søkoens kranium ligner for eksempel et forstudie til masken Phantom of the Opera.

Sabelkattens kranium er også fabelagtigt med sine dolkformede hjørnetænder. Den er uddød ad nogle omgange, men er flere gange genopstået uafhængigt af hinanden.

Ved istidens afslutning bukkede den endeligt under sammen med mange andre store pattedyr.

Vitalt værksted
I anledning af udstillingen har museet flyttet sit konservatorværksted midlertidigt op i selve udstillingsområdet.

Her arbejder blandt andet Mikkel Høgh Post på sit specialeprojekt, rekonstruktionen af et kæmpedovendyr.

Den nette planteæder var fem meter lang og vejede fire tons. Nu bliver den skabt på ny mellem Mikkels hænder.

Selv med en tand eller en knogle som udgangspunkt kan forskere komme med et bud på hvordan uddøde arter har set ud.

I dag har man 3D computermodeller til hjælp i rekonstruktionen, men principperne er de samme som altid: en blanding af kunstnerisk intuition, anatomiske studier, sammenligning med beslægtede arter og viden om fortidig og nutidig fauna.

I værkstedet står også Caroline Simonsen der er ansat som kustode og er halvvejs igennem uddannelsen til biolog. Hun peger og fortæller og viser dinosaurtænder frem for en flok videbegærlige børn og opfordrer dem til at sammenligne rovdyrenes tænder med planteædernes.

Hun fatter også en klo fra et dovendyr og animerer bevægelsen hvormed dyret river blade ned fra træerne. Hendes entusiasme er smittende, og formidlingen er i top. Udstillingen kan besøges indtil 5. december.