Breivik på briksen

Gullestad begynder med at understrege sin egen positions utilstrækkelighed i forsøget på at analysere Breiviks personlighed, eftersom hun aldrig har mødt manden. Så Gullestads hensigt er at bidrage med nogle begreber og tankemodeller, der måske kan bidrage til begribelsen af den ondskab, der i virkeligheden er uforståelig.

Selvbillede baseret på forsvarsmekanismer

Gullestad taler om ideologier som et udbygget og sammenhængende system af holdninger. Holdninger kan bygge på på ubevidste drifts- og følelsesdynamikker og kan have til funktion at afværge uudholdelige impulser og følelser, eller de kan i overført og symbolsk form udtrykke ubevidste følelser og fantasier.

Gullestad henviser til studier af racisme, der viser at mennesker, der betragter sig selv som antiracistiske, faktisk viser sig at udføre racistiske handlinger, hvis man tester deres adfærd. Det er altså ofte de ubevidste lag, som kan være i modstrid med vores holdninger, der virker bestemmende for vores adfærd.

Derfor mener Gullestad, at vi ikke kan nøjes med at forstå menneskers handlinger på baggrund af de forklaringer, de selv giver – man er nødt til at blotlægge de ubevidste motivationslag.

Autoritær længsel

I Breiviks tilfælde understreger Gullestad, at han over længere tid nøje har planlagt sine handlinger med udgangspunkt i en ideologisk overbevisning og med et indestængt had. Men hun mener, at den ubevidste driftsdynamik kan danne udgangspunktet for yderligere spørgsmål om hvilke følelser og mekanismer, der kan ligge til grund for destruktive handlinger.

Gullestad spørger: Kan tilsvarende mekanismer også ligge til grund for mere udbyggede ideologier?

Professoren fortæller, at fra studier i antisemitismens tiltrækningskraft er der blevet rejst spørgsmål om, hvorvidt nogle mennesker ønsker sig ind i hierarkiske strukturer helt uden tvang – altså nærer en form for autoritær længsel.

Nogle mennesker flygter fra ansvar og frihed og ønsker sig ind i en autoritetsstruktur, som giver tilværelsen en retning. Dette motiv bliver uddybet i nyere psykoanalytiske studier af ekstreme ideologier, der har deres kerne i fantasier om enhed og renhed, siger Gullestad.

Menneskets higen efter tryghed og samhørighed er, ifølge Gullestad, det, der fører nogle mennesker ind i grupperinger, hvor man underordner sig de gældende normer.

Rædslen for det grænseløse

I sit foredrag refererer professoren til den norske succesforfatter Karl Ove Knausgaard, der i en artikel har talt om rædslen for det grænseløse. Dette er, ifølge Knausgaard, som har studeret Mein Kampf, et grundlæggende lighedstræk mellem Breivik og Hitler. Som deres reaktion på rædslen for det grænseløse tyr de til ideen om enhed mellem nation og land, den traditionelle familie, længslen efter en verden med fasthed og hårdhed – en absolut maskulin verden.

Denne angst for det grænseløse kan have sit ophav i en familie med en grænseløs mor og en fraværende far. Gullestad finder Knausgaard interessant, fordi han giver en fænomenologisk beskrivelse af trangen til at afværge et indre kaos, og fordi han bringer seksualiteten ind i billedet; undertrykte homofile impulser kan have skabt et indre kaos i Breiviks liv.

Her afbryder Gullestad sig selv, tager brillerne af og trækker vejret dybt:

»Det er problematisk for mig at gå ind i disse spekulationer,« siger hun, men fortsætter:

»Knausgaard kan tillade sig disse spekulationer, det kan jeg som psykoanalytiker egentlig ikke. Jeg gør det nu, ved at referere til Knausgaard, men som kliniker har jeg en etisk forpligtelse til ikke at udtale mig uden at have mødt personen. Det er på sin vis en fagetisk grænseoverskridelse. Men ikke desto mindre er der al grund til at spekulere,« konstaterer Gullestad, og tilhørerne kvitterer med latter.

De vrede unge mænd

Når fantasier om enhed og renhed dominerer i en gruppe, bekræftes identiteten igennem spejling med gruppemedlemmer der er ligner én selv. Grupper af denne type har en indbygget tendens til at blive stadig mere radikale, mener Gullestad. Afvigelser tolereres ikke, renhed kan kun opnås ved eksklusion og i sidste instans udrensning. Sådan avler tanken om rene, idealiserede samfund forfølgelse og vold.

Gullestad understreger at ideologier som forviser den fremmede, ofte er et svar på reelle sociale og politiske frustrationer og oplevelser af tab. Måske er den hvide vestlige mands tab af privilegier i forhold til kvinden, familie og samfund en stærkere bevæggrund end vi erkender, siger Gullestad.

Professoren henviser til en interessant debat i Norge, der handler om unge, bange mænd og deres svindende position i det multikulturelle, postmoderne samfund. Disse problemer har politikerne ikke altid har været gode til at tage fat i, siger Gullestad.

Ved siden af denne reelle problemstilling mener professoren, at den følelsesmæssige intensitet disse forsvares med, kan pege mod det ubevidste lag i personligheden. Selve oplevelsen af den fremmede farves af irrationelle fantasier og projektioner.

‘Hvem er jeg?’ bliver til ‘hvem tilhører jeg?’

Ifølge Gullestad kan det være frugtbart at analysere ideologier og deres tilslutning med udgangspunkt i menneskets separations- og individualiseringsproces. For tilslutningen til ideologiske forestillingsverdener finder ofte sted på et tidspunkt i livet, hvor man løsriver sig og det forventes, at man etablerer en selvstændig og social identitet gennem valg af karriere og partner. Og måske udgør identifikationen med en nation og et ‘rent’ folk, en løsning dér hvor det individuelle identitetsprojektet bliver for svært?

Spørgsmålet ‘hvem er jeg?’ erstattes af ‘hvem tilhører jeg?’, og individet bliver fri for at afgrænse sin unikke identitet ved konkurrence og sammenligning med de andre.

Men for at forstå handlingerne på Utøya, er det, i følge Gullestad, nødvendigt med en mere specifik beskrivelse af individuelle personlighedsstrukturer. De vurderinger af gerningsmanden, som det norske samfund efterspurgte, har fået sit officielle svar i de sagkyndiges to rapporter, der stiller forskellige diagnoser.

I Gullestads optik er der god grund til at kritisere den første rapport, der konkluderer, at Breivik lider af paranoid skizofreni. Hun fortæller, at psykiaterne stiller diagnosen blandt andet på baggrund af vrangforestillinger, som de finder begrundet i Breiviks brug af begreber.

Breivik taler om suicidal marxisme, suicidal humanisme og national darwinisme, hvilket psykiaterne kalder neologismer, som indikerer bizarre vrangforestillinger. De mener, at Breiviks brug af ordet vi, peger på en uklar identitetsoplevelse og de-personalisation uden at diskutere om begreberne er meningsfulde i den politiske kontekst. En bizar vrangforestilling skal være umulig i videnskabelig eller kulturel forstand, men Breiviks vrangforestilling er ikke kulturelt umulig, og dette aspekt ved psykiaternes ræsonnement og metodebrug finder Gullestad stærkt kritisabelt.

Menneskets relationsbehov

Gullestad siger at følelsesmæssige og nære relationer med andre mennesker er helt afgørende i den sårbare process, som udviklingen af et afgrænset sammenhængende selv med en positivt ladet selvfølelse, er.

Gullestad understreger individets store behov for at være trygt tilknyttet og anerkendt. Professoren fremhæver tre behov som særlig centrale: tryghed, selvbekræftelse og fællesskab. Barnet har behov for en tryg base, som det kan søge til, når det føler sig sårbart. Behovet for selvbekræftelse næres af tilbagemeldinger, der kan bekræfte følelsen af at være et selv med egen ret og egen værdi, og vores fællesskabsbehov giver trang til at dele subjektive oplevelser.

Ved mangler i disse samspil kan splittelse af selvet forekomme, siger Gullestad. Selvbilledet bliver således centreret omkring en enten-eller mekanisme. Splittelsen farver perception og tænkning. Den giver en verden af sort og hvidt og kan føre til dannelsen af personlige myter: myter, som udvikler metaforiske identiteter, heltebilleder og forbilleder som individet kan strække sig imod og som har en ønskeopfyldende funktion.

Gullestad peger på, at meget af det materiale der findes af og om Breivik, peger på hans selvopfattelse som europæisk redningsmand. Breiviks personlige myte, dette hårdtpumpede selvbillede, har til hensigt at afværge en tabsoplevelse.

Det problematiske ved diagnostiseringen

Gullestad påstår ikke at levere en fuldendt analyse af en mand, hun ikke har mødt, men det hun finder centralt i den norske debat, som må bringes videre, er kontrasteringen mellem en psykiatrisk diagnostisk tænkemåde og en mere psykologisk.

Diagnosen, som de sagkyndige har i opdrag at stille, skal afgøre spørgsmålet om tilregnelighed. Diagnosen tager udgangspunkt i symptomerne. Det er kategorisering, ikke forståelse af individet, som er formålet. Og der er heller ikke meget at forstå sig på, eftersom man ser tilstanden som udtryk for en biologisk baseret sygdomsproces. Den psykodynamiske personlighedsbeskrivelse, derimod, søger at opbygge en forståelse af individets udvikling og funktion – selv om det skulle dreje sig om en psykose.

Gullestad sætter derfor spørgsmålstegn ved Norges forståelse af psykosen som noget der er fuldstændig indlemmet i biologien, hvorfor den psykodynamiske forståelse er forsvundet.

Selv om Breiviks grandiose forestilling om at være kontinentets redningsmand skulle være af psykotisk art, kan det samtidig være udtryk for en personlig myte, betinget af splittelse, som afværger en underliggende oplevelse af tab, mener Gullestad. Men med de sagkyndige psykiatriske briller findes ingen forståelig sammenhæng mellem diagnosen og terroristens ideologiske univers.

Med psykologiske briller, derimod, bliver der et indvendigt forhold mellem en psykotisk tankemåde og en personlighedsudvikling. I stedet for en beskrivende diagnostisk etikette, får vi mulighed for, i hvert fald delvist, at forstå hvorfor Anders Behring Breivik følte sig truet og derefter kaldte til handling og selvforsvar, afslutter Gullestad.

line.hjorth@adm.ku.dk