Brummen, rumlen, knasen, knitren og kommaer på KUA

Nye KUA ligner et regionshovedkvarter for en mobiltelefonproducent. Men du bliver ikke mødt med lyden af sirener, når du træder ind i et firmadomicil. Med mindre, det foregår om natten, og du har smadret ruden.

Men hos telegiganten ville de i hvert fald ikke lyse deres grå konferencesale og forbindelsesafsnit op med fyrfadslys. Det gør man på KUA. Det er en af de ting, du skal holde øje med, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er til avantgardefestival.

Institut for Kunst og Kultur er vært, og man har fyldt godt op i programplanen. Klokken er ved at være halv seks. Måske kan du stadig nå festen i aften? Måske kan du stadig høre ekkoet af forfatter Martin Glaz Serups tegnsætnings-performance?

Ellers er der referat her: Kort fortalt går det ud på komma … … … … … komma … … … … … komma … de ellers så undselige tegn i meget høj grad dikterer læseoplevelsen.

Lars Bukdahl, berømmet poesi-slagter hos Weekendavisen og hadehelt blandt de bogormende, sad og lyttede med på første parket, mens Serup læste op. Programmer skrider altid. Med lidt ekstra held kan du nå at høre ham også. Måske bliver han hængende og tager festen med?

Så kommer han til at tage imod flak for sin idiosynkratiske brug af parenteser.

Manden er værket

På avantgardefestival kan man også stikke hovedet ind i en sal fuld af mennesker og se en nåletynd mand i knappet jakkesæt holde hof under en frisure, der skråner 45 grader ud fra pandens kant som taget på et træhus. Det er festivaltrækplastret Das Beckwerk. Hans borgerlige navn er vist Claus Beck-Nielsen, men de biografiske detaljer er for længst blevet opsuget i mandens eget værk.

Das Beckwerk tager venligt og lidt stift imod spørgsmål. En ung kvinde folder sig ud fra skrædderstilling og strækker sig i én flydende bevægelse ud til et spørgsmålstegn. Det her er vigtigt for hende, det er tydeligt. Det her er vigtigt for mange i salen. Stemningen er alvorlig.

Men spørgsmålene er formuleret i kode, og lader sig ikke gengive her. Indforståelsesfaktoren er rystende. Svarene, til gengæld, er ret vittige, selv om Beckwerket omhyggeligt bevarer deadpan-facaden.

Sultne unge humanister, der flekser hjernerne, beviser snildt, at de kan være lige så underlige som teoretiske fysikere. Man bliver glad af at lytte til det. Ikke klogere, dog, så skulle man nok have været der fra begyndelsen.

Måtte de aldrig få arbejde og glemme, hvor de kommer fra.

Muse-higen for lukket skærm

Ovenpå har Abstreet indrettet sig med en slags hjemmestudie bag en stofskærm. Skærmen vender siden til indgangsdøren, så de to optrædende hilser pænt på tilhørerne, efterhånden som de drysser ind. Men foran skærmen er der ren publikumsdistance og grafik.

Hvalsangs-violiner, boblen, knasen og elektrisk rumlen. Performerne i silhuet. »Blackout,« hvisker den ene som rytmespor, mens en optaget mandsstemme reciterer tekster om sin kvindelige muse. ‘Dystopi og retrospektiv afstandtagen,’ opfanger vi … ‘Hendes blege krop er ny, og den slår revner, hvis jeg rører den.’

Det lyder som om, det var lidt hårdt med hende musen.

Balje og bølger

Samtidig, i et blågråt mødelokale, snurrer en orange ellipsoid i en opvaskebalje med vand. Vandet vibrerer i mønstre til bølgerne fra en brummende højtaler. Dramaet filmes og projiceres op på en væg. ‘Til minde om en bøje’ hedder det.Og kunstneren, Ida Retz Wessberg, viser frem.

»Den plejer, at bevæge sig mere, siger hun.« Opvaskebaljeværket bliver ellers hver gang opført til samme brummetone, så det er faktisk lidt underligt, at ellipsoiden ikke danser mere med i dag.

Billeder følger

Universitetsavisen pønser på at bringe en billedreportage fra festivalen, når fotografen er færdig i laboratoriet. Så sætter vi musik til: ‘Larm på IKK’ af musikstuderende Iben Siri Hjort Knudsen og Stine Rye. Det er den, der spiller, når dørene åbner på KUA i dag. Stay tuned – eller, nej, lad være, tag hellere ud på KUA. Nu.

Det bliver jo ikke mindre sært, som aftenen og natten skrider frem.