Brutalisme med hvidt indtræk

Københavns Universitets nye Center for Proteinforskning åbenbarer sig på samme diskrete og overvældende måde som skatkamrene i Fyrtøjets hule træ. Man runder et hjørne, og med ét bliver rå beton, grøn- og orangemalet træ og rødbrune klinker afløst af blændende hvidhed og glas. Helt bogstaveligt tager man et skridt fra 1970 og et pænt stykke ind i det 21. århundrede.

Dertil kommer at lugten af nyt forskningscenter i 600-millionersklassen minder om den herligt giftige duft af ny bil: plastikdampe, frisk metal, nytørret maling. Perfekt.

Ukendt land

Michael Sundström viser rundt. Han er direktør og indtil videre spiller han – hvis vi skal blive i det hule træ et øjeblik – rollen som rundetårnshund alene; hans 4.000 kvadratmeter er stort set mennesketomme. Afdækningspapir skræller fra gulvene som cellofanen fra verdens længste æske kattetunger.

»De ansatte har indtil videre arbejdet på ti laboratorier rundt om i verden,« forklarer han om de 40 håndplukkede proteinforskere centret allerede beskæftiger før sin officielle indvielse. De er en fortrop, for om halvandet år vil her være 150.

Universitetsavisen beder om den tumpevenlige beskrivelse af centrets aktiviteter.

»Proteiner er livets maskineri,« siger Michael Sundström. »Mennesket rummer omkring en million varianter.« Han strækker armen ud. »Det var proteiner der udførte den bevægelse.«

Når grafiske gengivelser af proteiner (nettet bugner af computerskabte hårboller af farvelagte polypeptidkæder) er forvirrende for den uindviede, er årsagen måske at proteinverdenen faktisk er ret ukendt land. Michael Sundström forklarer:

»95 procent af alle lægemidler er enten proteiner eller kemiske substanser der påvirker proteiner. Men vi kender kun lidt til deres funktionsmåde. Det betyder at udviklingen af nye lægemidler stort set altid mislykkes. Kun én procent af nye midler klarer sig igennem samtlige lægemiddeltest.«

Centret skal levere forskning der kan være med til at ændre på det billede.

Facebook-fri forskning

Centrets arbejdsforhold ligger direktøren på sinde. Han har tidligere opbygget et proteincenter i Oxford, så han har gode erfaringer at trække på.

»Jeg har lovet kun at begå nye fejl her,« siger han.

Laboratorierne ser ud som den slags nu engang gør, med stinkskabe og bøtter med cellemad, men stedets gennemskinnelige indretning er speciel for Panum og aldeles overlagt. Det her er et miljø for vidensdeling og ikke en serie munkeceller for ensomme forskere. Synlighed giver også mulighed for effektivitet, påpeger Michael Sundström. Det er vanskeligt at sidde og fedte med Facebook i arbejdstiden i et åbent miljø. Han smiler tilfreds ved tanken.

På hver af centrets tre etager findes et torv med køkken-ø og lænediske hvor forskerne kan hænge og drikke kaffe og lade hjernen gøre sit arbejde. Her kan man også iagttage den kunstneriske ledetråd i indretningen. Foruden alt det hvide er hver etage nemlig præget af sin egen gennemgående farve der ikke mindst får fuld skrue i nogle smukke meterhøje fotostater med citater af maleren Cezanne på en abstrakt proteinbaggrund. Det er kunstneren Erik Steffensen der er ophavsmand.

På anden sal henligger et rum i gul belysning. Her skal centrets milliondyre massespektrometre stå. Det er kerneudstyr for proteinforskerne da det giver mulighed for at kvantificere et helt proteom, altså alle de proteiner der findes i en given organisme, vævstype eller celle. Det er blandt andet den slags kvantificeret proteinviden der rummer et kæmpestort forskningspotentiale.

Det sælsomme lys er i øvrigt valgt fordi, ja, fordi det så fedt ud.

»Jeg har ikke arbejdet i et land hvor folk i almindelighed gik så meget op i design som her i Danmark,« siger Michael Sundström.

Kritisk proteinmasse

Danske politikere er verdensmestre i at erklære at vi skal være verdensmestre, og udtrykkets begejstringsboble er for længst punkteret. Men for 600 millioner kroner kan man tillade sig lidt blær.

»Ideen er at vi skal opnå ‘kritisk masse’ inden for udvalgte områder,« siger Michael Sundström. Den danske forskning i proteiner vil i fremtiden kunne måle sig med det bedste. Og den nye viden skal centret dele med verden udenfor.

»Vi betragter det som en vigtig opgave at uddanne kommende forskere.«

Centrets forskere har ganske vist ikke samme undervisningsforpligtelse som ansatte ved universitetet typisk har, men Michael Sundström påpeger at hans folk på grund af den rare basisbevilling slipper for at bruge halvdelen af deres forskningstid på at søge om penge til at arbejde for. Dermed frigør Novo Nordisk Fondens millioner tid for forskerne til at interessere sig for de studerendes uddannelse, sådan som de bør.

Proteinkunst

Det er et spændende sted, proteincentret. Universitetsavisen aflægger Michael Sundströms chef i dekanatet, Ulla Wewer, et besøg for at høre mere om hvordan proteincentret forandrer Nørre Campus.

Min genetiker-ven siger at hvis genetikken – som videnskaben har satset så meget på i de senere år – er huset, så er proteincentret det nye fancy jordvarmeanlæg.

Dekan Ulla Wewer er ikke helt tilfreds med analogien. Udforskningen af proteiner er jo ikke et nyt felt, pointerer hun. Til gengæld har genetikken skabt et nyt afsæt for at dykke ned i proteinernes verden.

»I øvrigt har Danmark en tradition for at være på forkant med proteinerne. Tænk bare på August Krogh,« siger hun.

»Proteinerne er aktører i organismen,« fortsætter hun, og man venter at hun vil strække armen ud for at demonstrere, men forklaringen tager i stedet en kunstnerisk drejning. »Generne styrer, proteinerne udfører. Centret vil give os helt nye perspektiver på vejen fra gen over protein til sygdom.« Ulla Wewer illustrerer en række processer med noget vitalt udseende krimskrams på en blok.

Det rigtige center til tiden

»Når vi havde plads til et proteincenter på Panum Instituttet, er det fordi fakultetet så at sige havde 4.500 kvadratmeter for meget,« siger Ulla Wewer. Årsagen var kravet om ‘fortætning’, et udtryk der ikke har noget med fedmeepidemien at gøre, men afspejler KU’s politik om at stuve forskerne sammen på mindre arealer så man kan klare huslejen til staten.

»Det nye center er en vitaminindsprøjtning. Vi samler mange nyansatte forskere med nye, anderledes baggrunde, folk som kan uddanne vores forskerstuderende i helt nye metoder,« siger dekanen. »Det bliver det modsatte af et gammeldags elfenbenstårn.«

Fortættet fornyelse

Indretningen af proteincentret er led i en længe ventet fornyelsesproces på KU der skal sikre at de våde fag får gode, tidssvarende omgivelser. Sund har således også brugt 50 millioner kroner på at indrette nye arbejdspladser til de forskere der fraflyttede de etager som nu huser proteincentret.

Men selv om det er rart at ingen elefanter måtte lægge stødtænder til det ikke elfenbensholdige tårn, har dets indretning ikke desto mindre skabt voldsom ulempe for de ph.d.-studerende som arbejdede på etagerne over byggepladsen. Ulla Wewer ved godt at de har haft det hårdt.

»I den ideelle verden ville vi have stillet andre lokaler til rådighed, men vi har forsøgt at gøre det så godt som muligt,« siger hun. »Problemet er at man har skullet gøre det hele på en gang, altså forske og renovere på samme antal kvadratmeter, og vel at mærke færre end vi tidligere rådede over.«

Ulla Wewer gør opmærksom på at hun hver måned holder fællesmøder med alle ansatte på fakultetet hvor hun informerer og forsøger at gribe problemer før de opstår.

»Det er svært med en ombygning, men når den er afsluttet, er det bedre for alle. Der vil desværre altid være nogle der kommer i klemme undervejs.«

Fremtiden

Universitetsavisen vil gerne vide hvad Novo Nordisk får for alle sine penge.

»Fonden, industrien, men også samfundet i øvrigt, får viden og super-veluddannede kandidater,« siger Ulla Wewer.

Hun taler om samarbejdet på tværs af fakulteter, institutioner og fag, og på et tidspunkt udmønter engagementet sig næsten lyrisk i en lynhurtig ordstrøm da hun taler om »en infusion af dynamik, en dynamo i spiralen opad«.

»Men,« understreger hun så, tilbage ved jordoverfladen. »Vi har fået checken og nogle rammer; fonden blander sig ikke i det daglige arbejde.«

Hvad sker der når de 600 millioner kroner er brugt?

Dén udsigt ryster ikke en glad dekan.

»Der er penge til ti års drift. Vi forventer at det til den tid vil være en selvfølge at centret har bevist sin berettigelse, og at det skal fortsætte.«