Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Bukdahl og det iskolde had

INTERVIEW - Universitetsavisen har ringet til Lars Bukdahl, fordi han 19. november kommer på KUA, og samtaler om Jan Sonnergaards nye bog. Det blev en rar lang snak om at give kritik og få den i hovedet igen. Og om at læse og være glad for ord

Vi ved jo fra Bibelen, at med den målestok man måler andre med, skal man selv blive målt. Så hvordan mon det er at være kritiker og digter på samme tid? Stiller man de samme krav til sin egen digtning, som til de forfattere man anmelder? Og kommer man ikke nogle gange til at føle, at man kaster med sten fra eget glashus, vil Universitetsavisen gerne vide.

Årene på den litterære slagmark har gjort Lars Bukdahl hårdhudet over for kritik.

Det er da også som kritiker, at han er mest synlig, men han henter ofte noget af energien fra sin digtning ind i sit kritiske virke. I den digteriske proces kender han godt til at »tænke for meget«, at tage kritiker-brillen på og blive en slags ond Vild med Dans-dommer. Det er ærgerligt, for som digter er det vigtigt lejlighedsvis »at gå i forkerte retninger,« mener han.

Hvordan er det at bevæge sig i kredse, hvor man risikerer at møde folk, der er sure eller kede af det over en dårlig anmeldelse?

»Den litterære verden er en meget lille verden, så nogle gange kan det godt være en socialt underlig situation, hvis folk er sure. Sådan er det jo at være kritiker, men det iskolde had er ubehageligt; når folk stirrer stift forbi én, nu hvor man egentlig er en rimelig skikkelig fyr,« fortæller Bukdahl.

Og det kan man vel godt sætte sig ind i.

Lavsprog

I sine unge dage var Lars Bukdahl litteraturanmelder på Kristeligt Dagblad.

»I sin tid var jeg glad for at starte på Kristeligt Dagblad. Det var spændende at snakke med store, kendte forfattere, men selvfølgelig trist at ingen læste mig,« fortæller Bukdahl, med hvad der lyder som et skævt smil.

»Derfor skrev jeg mest for mig selv, og udviklede på dén måde en personlig stil. Det skulle bare være sjovt at skrive, nu hvor ingen alligevel læste det.«

På Kristeligt Dagblad havde Lars Bukdahl ikke lov at skrive bandeord, så da han begyndte på Weekendavisen fik den ikke for lidt med de lavsproglige gloser. Og her mødte han endelig folk, der mente noget om det, han skrev.

Brænd ud – eller brænd løs!

Lars Bukdahl har tidligere undervist på Forfatterskolen.

Er der forskel på, hvad der optager de unge forfattere i dag, og hvad der optog dem, dengang du underviste?

»Det har lidt at sige, hvem der er rektor på Forfatterskolen. Den avantgardistiske stil er blevet mere synlig de senere år. At stjæle noget fra samfundet ind i sin tekst, og udøve terror på det.«

For eksempel som en slags readymade, uddyber Lars Bukdahl, hvor teksten er blevet mere end en tekst; den er også blevet et kunstværk i sin utraditionelle form og opstilling.

»Denne stil kan godt have lidt at gøre med den nye rektor på Forfatterskolen, Pablo Llambías,« mener Bukdahl.

»Men unge mennesker på Forfatterskolen – og unge mennesker i det hele taget – snakker sammen, er nysgerrige, smitter hinanden med deres lyst og engagement for litteraturen, og er derfor letpåvirkelige. Det er rigtig positivt. Men det kan være svært at forudse, hvilke unge forfattere, der bliver ved med at have god kraft i sig.«

For nogle brænder ud – andre brænder løs, mener han.

Litteratur og tendenser i dag

Bukdahl fortæller, at de nye forfattere i dag er optaget af meget forskelligt: »Nogle laver traditionel poesi, andre mere avantgardistisk, mens andre igen skriver tekster, der forholder sig til det politiske.«

Han mener, der er sket en polarisering i det danske samfund i løbet af det forløbne årti, og at denne polarisering ikke er gået hen over de nye forfatteres hoveder. Det har man kunnet aflæse i litteraturen, og nogle forfattere har sågar føjet mere aktivistiske monteringer ind i deres litterære virke.

Nogle forfattere forholder sig til begreber som national identitet – noget man ikke så i litteraturen på samme måde for 20 år siden. Bukdahl mener dog stadig, at selv om en del forfattere er begyndt at se udad, er der stadig ligeså mange, der »forvilder sig i egen navle«.

»Der er begge ting, og sådan skal det være,« mener han.

Er der nutidige litterære tendenser, du sætter særlig pris på, og er der tendenser du ikke kan lide?

»God litteratur kan komme alle steder fra, men en nyere genre jeg vil pege på, er dog femikrimi’en,« siger Bukdahl, som pludselig mister begejstringen i stemmen. »Det mener jeg er dårlig litteratur og af lav kvalitet.«

Begejstring, skuffelse og studiekreds

Hvornår er det bedst at være kritiker?

Både informant og interviewer griner lidt af det lettere feel-good-agtige spørgsmål.

Men Bukdahl er klippefast i sit svar:

»Det er bedst at være kritiker, når man støder på en debutant, som lyder som intet andet. For eksempel da jeg læste Jan Sonnergaards debut. Det var første gang, nogen beskrev, hvor frygteligt det er at være universitetsstuderende på denne her surrealistiske facon.«

Lars Bukdahl fortæller videre, at dette brag af en debut satte en standard for ham, og derfor håbede han, at Sonnergaards efterfølgende udgivelser kunne leve op til denne. »Der blev jeg skuffet,« beklager han.

Har du nogle litteraturkritikere som forbillede?
Det har han. Forfatter, redaktør af Hvedekorn, initiativtager til Forfatterskolen – og i sin tid rektor sammesteds, Poul Borum.

»Borum andmeldte kort og præcist. Han havde en finsansning, et billedsprog og et ordspil, som jeg anser for forbilledligt.« Bukdahl peger også på Erik Skyum-Nielsen, som er ansat på KU ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab:

»Han er en slags kritisk far for mig. Vi står ofte i opposition til hinanden, da vi har forskellige kriterier for, hvad god litteratur, og gode forfatterskaber, er. Jeg er glad for det skæve – Skyum-Nielsen er mere traditionel. Men vi er enige om meget.«

Du har holdt oplæg i Studiekredsen på dansk før. Hvorfor takker du ja til at deltage i sådanne profitløse arrangementer?

»Som anmelder vil man gerne samtale om den nye litteratur. Det er bare dejligt, at der er nogle, der vil lege med én. Det er jo hele pointen. Det er også et beundringsværdigt arrangement at tage på sig; at insistere på at forpligtige sig på den nye litteratur på trods af et i forvejen stort læsepensum. Og så er jeg selvfølgelig smigret over invitationen,« siger Bukdahl.

Learn from the Master

Universitetsavisen giver sig til at fiske efter tips, gode fif, til, hvordan man læser effektivt og koncentreret. For man må da formode, at en litteraturkritiker må læse ret mange bøger. Det kan Bukdahl kun bekræfte. Han læser 5-15 styk om ugen – alt efter om det er romaner eller poesi.

Og såmænd om han ikke har svar parat:

»Søren Ulrik Thomsen sagde engang, at man både skal læse for hurtigt, og for langsomt. Først hurtigt – efter melodien. Så for langsomt i anden omgang. Her falder man i staver over detaljer og små konkreter. Det sidste kan man ikke altid nå som anmelder. Jeg vil sige, der er tre trin i den ideelle læsning: 1) Den hurtige læsning. 2) Den samlende læsning, hvor der danner sig en helhed, og 3) Den læsning hvor man falder i staver.«

Og hermed lidt inspiration til god kritikteknik.

Hvedekornsredning

Lars Bukdahl har efterhånden anmeldt, kritiseret og fejret litteratur i 21 år. I et års tid har desuden hærget med sin blog Blogdahl på Weekendavisens hjemmeside. Bukdahl er ny i blogge-verdenen, men finder denne nymodens form ganske interessant: »Der er ingen genrekrav, det er meget kviksølvsagtigt, det er en legeplads, og en megafon,« siger han.

Og så har han været lyrikredaktør på det litterære tidsskrift Hvedekorn siden 2008. Hvedekorn har tidligere været næsten tvunget til at pakke sammen, men forlaget Rosinante kastede digterne en redningskrans, og dermed blev det gamle tidsskrifts fremtid sikret for nu.

Hvorfor er det vigtigt og godt, at Hvedekorn videreføres?

»Hvedekorn har eksisteret siden 1920, og er det ældste, danske litterære tidsskrift. Selv om det er det ældste, er det samtidig også purungt, fordi det er hér helt unge debutanter debuterer. Det er vigtigt, at unge digtere har mulighed for at få et pædagogisk, første blik på deres tekster,« mener Lars Bukdahl.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste