Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
REPORTAGE - Skovskolen byder hvert år befolkningen indenfor til en dag udenfor i en regn af savspåner og nørdede facts om skovgrej. I år var Uniavisen med.
Benzinmotorsave, øksekast, brusende trækroner og sikkerhedssko.
Det lyder umiddelbart ikke som grundelementer i en universitetsstuderendes dagligdag. Men jeg er blevet klogere. For på Skovskolen i Nødebo, Nordsjælland er skovdrift og naturpleje omdrejningspunkterne.
Og det gribes så sandelig akademisk an. Her mellem landets ældste skov, Gribskov, og næststørste sø, Esrum sø, har Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning nemlig et uddannelsescenter, hvor blandt andre fremtidens skov- og landskabsingeniører uddannes.
I løbet af uddannelsen skal ’SLING’ern’, som de kaldes, stifte bekendtskab med skovens mange mekanismer. Tilvækstlære, bevoksningslister og vedplanter er således på pensumlisten det første år. Senere i forløbet skal skovfolket stifte bekendtskab med økologi, grønne områder og sågar jura.
Det er derfor med en vis portion nysgerrighed og barnlig entusiasme, at jeg denne søndag bevæger mig rundt i den fugtige nordsjællandske skovbund mellem medlemmer af dette særlige stammefolk, en friluftselite som det jo i sagens natur er.
For Skovskolen har inviteret befolkningen indenfor til en dag udenfor. Naturens Dag, hvor en række oplysende initiativer er blevet søsat, herunder svampekurser, bæver-trivia, og et ’bliv dus med din motorsav-kursus’. Her kan den evige byboer virkelig udvide det sparsomme kendskab til naturens fortræffeligheder og visdom.
Hvem vidste for eksempel at en konkurrenceøkse skal veje over 1.200 gram? Eller at der kun saves i blødt poppeltræ? Jeg gjorde i hvert fald ikke.
Ikke alt er dog helt naturligt på Skovskolen. Fra den store plads foran hovedbygningen udgår en gennemtrængende brummen og stønnen. Med et løftet blik nærmer jeg mig pladsen og hører til min lettelse, at lydene stammer fra maskiner og fokuserede skovsportsfolk. Sådan lyder de Nordiske Mesterskaber i Skovhuggersport nemlig.
Det er en konkurrence, hvor Nordens skarpeste savklinger og stærkeste mænd og kvinder mødes i en hæsblæsende dyst på ære, præcision og rå skovmandsstyrke. Men ikke på barbarisk vis. Konkurrencen er civiliseret, og finaleshowet er tænkt som den festlige afslutning på Naturens Dag.
Der dystes i øksekast, bøjlesav, single cross cut saw, kædesav og flere andre discipliner. Mand mod mand, kvinde mod kvinde. Enkelte heats i savning udkæmpes dog mellem ægtepar og miksede nationaliteter. Navnlig den sidste kombination giver anledning til voldsomme klapsalver og lange jubelråb fra de mange tilskuere der er mødt op til Naturens Dag.
Når ikke kommentatoren står og tæller ned til kamp eller læser pointene op, bliver der plads til lidt forskellige anekdoter over den buldrende højttaler. Og det må siges at være ekspertviden.
Konkurrencens ældste deltager var 81-årige Göte Sandbäck fra Sverige. Han stillede op med sin bøjlesav fra 1960’erne. Se flere billeder her.
Bulls eye, som øksekasterne forsøger at ramme, skal være placeret 152 centimeter over jorden, og selve opmålingen er foretaget med laser. Bulls eye er i øvrigt blåt, tegnet med blyant og måler fem centimeter i diameter. Også single cross cut savene knytter der sig en historie til. De er først og fremmest sindssygt skarpe. Og laserskårede. Prisen? Ja, den er langt over 15.000 kroner. De produceres i New Zealand.
Det skorter med andre ord ikke på arrangementets almendannende og oplysende formål. Hvem vidste for eksempel at en konkurrenceøkse skal veje over 1.200 gram? Eller at der kun saves i blødt poppeltræ? Jeg gjorde i hvert fald ikke.
En af dem der dog kan sine klinger og stammer er Maria Michelsen. En ægte SLING’er. Hun dyster i kategorien cross-cut saw mixed og får med sin svenske partner Sven Erik Backström savet det bløde poppeltræ igennem på 18,69 sekunder. Ganske pænt, hvis man skal tro klapsalverne.
Finaleshowet er således ikke kun spækket med internationalt anerkendte skovhuggertalenter, også de studerende fra Skovskolen får sat deres præg på finalen og er i det hele taget med til at danne ramme om en spændende, akademisk dag i det grønne.
uni-avis@adm.ku.dk