Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Feedback skal være en integreret del af undervisningen

Det er nødvendigt, at vi overgår til en feedbackpraksis, der i højere grad bærer præg af kontinuitet. For hvis vi skal hæve uddannelseskvaliteten på KU, står en højere prioriteringen af feedbacken først for, skriver Studenterrådet.

Vi kender det alle sammen; du har givet blod, sved og tårer, for en skriveøvelse eller eksamen, og efter ængstelige dage eller uger, får du endelig svar på afleveringen. Du har fået et 4-tal. Bevares, du havde godt nok ikke så høje forventninger, men det efterlader dig stadigvæk med en flad fornemmelse. Som om noget kunne have været bedre; men du kan ikke finde ud af hvad.

Når der er tale om en nærmest universel universitetsoplevelse, er det fordi, feedback er et universelt behov. Vores akademiske praksis bliver styrket, når vi indgår i faglig dialog om det akademiske arbejde, vi bedriver på universitetet. Derfor er feedback også essentiel for studerendes faglige udvikling.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Ofte er feedback en mulighed frem for en ret – og ofte er det ikke en mulighed, man bliver bekendt med, medmindre man er så heldig at have undervisere, der aktivt tænker det ind i kurset, eller man tilfældigvis var til stede under en forelæsning, hvor man kunne skrive sig på listen.

Derfor er det nødvendigt, at vi overgår til en feedbackpraksis, der i højere grad bærer præg af kontinuitet – hvor feedback ses som en integreret del af undervisningen frem for et supplement. Hvis vi skal forberedes til et liv efter studiet, er det helt essentielt, at vi bliver vant til en arbejdsdynamik, med konstruktiv kritik, og vi indføres i, hvordan vi bruger kritik til faglig udvikling.

Vores undervisere skal undervises i feedback

Samtidig er det også nødvendigt, at vi har undervisere, som er klædt på til at give fagligt udviklende feedback. For de didaktiske kompetencer til at give god feedback kommer ikke af sig selv. Det skal tænkes ind i den samlede opkvalificering af undervisere, og ses som en lige så vigtig kompetence som at undervise eller forske.

En del steder er det på tale, at peer-feedback er en god måde at få mere feedback. Og det kan det også være. Det er ikke kun en vigtig kompetence at kunne få feedback, det er lige så vigtigt at blive i stand til at give feedback. Peer-feedback må dog aldrig være på bekostning af feedback fra en underviser. Det er den akademiske praksis for vigtig til.

Samtidig er det essentielt, at der ikke er for store forskelle på, hvordan man giver feedback; uanset om det er fra kursus til kursus, studie til studie, institut til institut, eller fakultet til fakultet. Hvis vi skal skabe et universitet i symbiose med arbejdsmarkedet, og give alle studerende en lige god start på arbejdslivet, er vi nødt til at skabe et system, der ikke giver nogle studerende bedre feedback end andre. Det kræver, at vi løfter minimumsstandarden for feedback markant. Der er ikke nogen steder, man får for meget feedback lige nu.

Hvis vi skal hæve uddannelseskvaliteten på KU, står en højere prioriteringen af feedbacken først for. Både økonomisk og administrativt. Feedback skal tænkes ind i kursusplaner, og undervisere skal tænke feedback ind i egen undervisning, som et centralt didaktisk redskab. Sådan kan en flad fornemmelse efter en eksamen blive til en faglig udvikling.

Seneste