Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Cand.mag. i yoga

Simon Krohn læste filosofi med meditation som sidefag og munke som medstuderende

Erkendelse gennem mantraer messet i lotusstilling. Asanas (fysiske øvelser) og pranayamas (åndedrætsøvelser) i timevis for at lære at tale nervesystemets sprog.

Dette er ikke nogen klassisk overbygning på filosofistudiet, men ikke desto mindre var det pensum for Simon Krohn der afleverede sit speciale i fri vilje inden for klassisk yogafilosofi i foråret.

Jeg møder den storsmilende kandidat på en bænk ved søerne i en pause fra den meditationsworkshop han netop afholder.

»Da jeg startede på universitetet, havde jeg en forestilling om at systemet ville yde modstand over for det jeg gerne ville. Den holdning fik jeg ændret hen ad vejen.

Jeg havde en opfattelse af universitetet som et stort bureaukrati med rigide rammer, og jeg var nok intimideret af den alvorlige fremtoning med dets korridorer, kontorer og udvalg.

Men så opdagede jeg at der sad almindelige mennesker bag skrivebordene med lyst til at hjælpe og engagere sig – og det var fedt.«

Under alle omstændigheder lykkedes det Simon at få en
filosofigrad til at indeholde både et praktikophold på en yogaskole i Australien og et års udveksling i Indien.

Ensom blandt filosoffer
I Simon Krohns barndomshjem i Sorø stod aftensmaden på indiske curries i stedet for frikadeller, så vejen var på en måde banet for asiatisk filosofi.

»Det var især mit tilvalg på Benares Hindi University i Varanasi i Indien der gav mit studie sin endelige retning. Det var helt fantastisk at studere tankerne og religionen der hvor den praktiseres – og så midt i en af de Indiens helligste byer.

Jeg var den eneste fra Vesten, og på mit hold var der udelukkende buddhistiske munke og nonner fra andre asiatiske lande,« fortæller Simon Krohn.

I dag underviser han på forskellige yoga- og fitnesscentre, og selv om det næppe er den karriere filosofiuddannelsen er rettet imod, mener Simon at det har været den perfekte uddannelse for ham.

»Nu er jeg en yogalærer der teoretisk ved hvad jeg snakker om med udgangspunkt i yogatraditionen, og samtidig har jeg opnået en unik ekspertise inden for indisk filosofi fordi jeg har den praktiske side af filosofien med.«

»Men det har ikke været lige nemt hele vejen. Jeg har fået en masse afslag undervejs. Dem har jeg håndteret ved at spørge hvad der skulle til for at ændre afslaget til en godkendelse.

Og i den forbindelse er jeg så blevet positivt overrasket over at så godt som alle har ydet en enorm indsats for at hjælpe mig. Jeg tror at folk interesserede sig for mine projekter netop fordi de adskilte sig så meget fra normen.«

»Jeg har også skullet lære at manøvrere i et bureaukrati – det kan jo nærmest være et studie i sig selv,« mener Simon Krohn.

Selv om de mange besøg på diverse universitetskontorer og de talløse timer brugt på papirarbejde resulterede i både prodekanens hjælp til indskrivningen på det indiske universitet og modtagelsen af ni legater, har det ikke været lutter succesoplevelser at forme sit studie så langt fra stereotypen.

»Jeg følte mig tit fremmed på Filosofi. Hele tredje år af studiet tilbragte jeg i Indien, og på overbygningen var stort set alle mine fag selvstuderede.

Jeg var meget alene. Jeg læste en masse som ingen andre læste, jeg havde eksterne vejledere som ingen kendte, og jeg havde derfor ingen medstuderende at diskutere mine erfaringer med.

Mit tilhørsforhold til filosofi var næsten ikke-eksisterende, og jeg troede tit at jeg aldrig ville blive færdig,« husker Simon Krohn.

Kroppens laboratorium
Det var praktikopholdet i Byron Bay i Australien med daglig yogaundervisning, fordybelse i klassiske tekster og meditation der gav Simon den endelige inspiration til at skrive speciale inden for fri vilje i klassisk yogafilosofi.

»Jeg oplevede i min yogatræning et utroligt provokerende forhold mellem teori og praksis. De klassiske tekster afviser den filosofiske ide om fri vilje mens yogaen samtidig fordrer stor selvdisciplin og stræben.

I meditation syntes der for eksempel at være et paradoks mellem det hårde stykke intense arbejde man lægger i sin stræben efter en indifferent, passiv vidnetilstand.

Målet er at komme ind i et flow hvor kroppen bare opleves uden fri vilje.«
Netop den personlige indgangsvinkel er særlig både for Simons oplevelse af den klassiske yogafilosofi og selve yogasystemets praksis.

At han er dybt involveret i yoga har dog ikke modvirket en akademisk distance.
»Jeg gjorde i specialet meget ud af at undgå at forsvare yoga. Det var ikke meningen at jeg skulle sælge yoga, men derimod undersøge hvad teksterne siger på godt og ondt.

Samtidig har det for mig været fantastisk at læse nogle tekster og kunne afprøve dem på kroppen med praktiske øvelser.

Det er fordi yoga er sådan et unikt filosofisk system at det har tilhørende praktiske øvelser så man kan opleve filosofien. De fleste andre filosofiske systemer er teoretiske, og så kan man ellers gå hjem efter at have studeret dem og holde fri om aftenen.

Det må være lidt det samme når fysikere og kemikere studerer en teori og derefter går i laboratoriet og laver forsøget og ser kabalen gå op. Det er jo fantastisk når det sker på et eksistentielt plan som i filosofien.«

Sindet stilner
Det var ikke kun erkendelsesparadokser, isolation eller bureaukratiske forviklinger Simon måtte forholde sig til for at realisere sit drømmestudium.

»Jeg har brændt fingrene flere gange på opgaver hvor jeg har undersøgt den traditionelle indiske filosofi ud fra moderne vestlig filosofi og kognitionsvidenskab og ikke slap så godt fra det.

Og jeg mødte også skepsis undervejs med specialet. Flere af mine undervisere fandt det for eksempel utroligt morsomt at min vejleder skulle vejlede et så langhåret speciale.

Det er som om de færreste inden for universitetsverdenen forventer sig store filosofiske og akademiske dybder af indisk filosofi. Yoga anses for at være en mystisk, religiøs og lidt poppet beskæftigelse, men jeg tog den indiske filosofi seriøst.«

Trods den akademiske skepsis beskriver Simon sin specialeproces som vældig positiv, om end nervepirrende. Der eksisterer ingen videnskabelig ekspertise på KU der både kender til klassisk indisk filosofi og den moderne vestlige diskussion af den fri vilje, og specialet krævede således to vejledere.

»Det var ekstra betænkeligt at jeg i min specialeproces ikke havde en vejleder der kunne sige god for projektet i sin helhed, men to bedømmere med hver sit vidensområde.

Det gav mig nogle søvnløse nætter,« husker Simon, der dog kunne ånde lettet op efter ti måneder med usikkerhed. En viljeløs stræben efter Frelse udløste nemlig et tital ved bedømmelsen.

Simon Krohn holder en pause og spørger hvad klokken er blevet. Han bærer hverken ur eller mobiltelefon.
Hans speciale skal nu omsættes i praksis, og Simon skal tilbage til sin workshop og undervise i hvordan ‘man stilner sindet’.

Helene Ratner er BA i antropologi og vært på programmet Skabsviden i Universitetsradioen.

Annonce

Seneste