Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Cand.scient. douchebag.

Rus — Er det stukket totalt af for de ældre studerende, der arrangerer studieintro for Statskundskabs nye kuld, eller er der gode grunde til, at druk og ydmygelser med seksuelt indhold bliver del af traditionen? Skribenten, der selv er fra Statskundskab, må se indad og spørge, om kulturen også gjorde ham til en narrøv.

Før jeg begyndte på Statskundskab, hørte jeg en studievejleder fra instituttet holde oplæg. Statskundskab, sagde han, var utrolig svært at blive optaget på, men til gengæld var det en af de letteste uddannelser, når man først var indenfor.

En slags klub, altså, for dem, der ikke behøvede at bevise, at de var fede. Men nok forsøgte alligevel.

Studietiden dengang i senhalvfemserne var seks-syv-otte år, eller hvad man nu besluttede, så der var gamle ansigter blandt de mange tutorer, der brugte frivillig tid på at hygge om os og introducere os til vores forbløffende kedelige fag.

Tutorerne kunne ting. De kokkererede gourmetmad under rusturen, længe før det blev moderne at være tjekket på den måde. Men vi var eliten, hed det, så vi spiste som små, fede prinsgemaler. En historie fra den tid lød, at en fyr fra Humaniora var blevet indlagt med skørbug, fordi han udelukkende levede af hvidt toastbrød med ketchup. Typisk KUA.

Jeg nød studiestarten, så jeg var forbavset, da de to studerende Jonas Lykke Larsen og Marie Hyllested Meyle på lydbloggen Mono Lydproduktion fortalte om sexisme og ydmygelser af nye studerende under rusperioden i 2012 på Statskundskab. Det lød ikke som mit gamle fag.

Kritik-resistens

Problemet, som de to studerende beskrev, var ikke kun den mærkeligt anakronistiske opdeling i drenge- og pigegrupper og de hemmelige sex- og drukritualer. Eller den homofobiske leg med Nutella, eller udskejelser på rusturen med et grisehoved, en død hane og et fårehoved (hvis læber skulle kærtegnes som det kvindelige kønsorgan); alt det, medierne har svælget i, og som vi derfor lige nævner igen.

Det egentlige problem, som udsendelsen med Jonas og Marie ville påpege, er at oplevelserne i de første uger på studiet satte tonen for alt det, der fulgte. Og dermed fik Jonas og Marie sat selve kulturen på Statskundskab til debat.

Måske var det derfor en del tutorer og medstuderende havde lidt svært ved at reagere med forståelse og minde sig selv om, hvem der havde haft en ubehagelig oplevelse, og hvem der havde arrangeret den.

»Hvis I ikke gider være en del af det, skal I da være velkomne til at bruge jeres tid på noget andet, men lad da for helvede være med at ødelægge det for alle andre, der har megen glæde af, at det fungerer som det gør!« lød en Facebook-kommentar i den aggressive, men repræsentative, ende af skalaen.

Mange af dem der gik i rette med Jonas og Maries historie, fokuserede på, hvad kritikken betød for resten af de studerende – især for tutorerne, som jo arbejdede så hårdt med at arrangere det hele.

Tutorerne kunne også henvise til de evalueringsrapporter, som de har lavet de seneste år ud fra anonyme tilbagemeldinger fra russerne. Et overbevisende flertal på 97 procent var glade for forløbet, lød det.

Rapporten viser dog også, at et pænt mindretal på et andet spørgsmål svarer, at de faktisk følte sig presset til at overskride deres grænser, men ok, flertallet var nok med på legen.

Andre tutorer argumenterede sofistikeret, at traditionen netop var en ’leg’, et brud med hverdagens pænhed, en form for teater:

»Er introforløbet plat, kønsnormativt og dumt? Fuldstændig. Er det virkelighed? Nej, det er en leg og en illusion. (…) men spørgsmålet er, om disse værdier forplanter sig videre til resten af Statskundskabsstudiet og de studerende. Det er jeg ikke sikker på,« facebookede en studerende.

Nej, det er svært at være sikker på. Måske fordi kultur trods alt kan opleves ret subjektivt.

Var vi søde, Rasmus?

Jeg har spurgt min gamle læsemakker Rasmus, hvordan kulturen egentlig var, da vi begyndte på Statskundskab.

Rasmus’ indtryk omfatter, at den smukkeste pige fra vores rus-hold blev nedlagt af en tutor med svømmerkrop og englekrøller (lyder fair nok), og han husker, at en anden tutor sparkede en af vores medstuderende i testiklerne, men det skete ikke som led i nogen planlagt aktivitet og var næppe udtryk for noget kulturelt.

»Men var vi sexister og idioter?« spurgte jeg Rasmus.

»Nej, bare unge og umodne og bange for at falde igennem,« sagde han. »Idioter, ja. Sexister? aldrig.«

Men Johanne, der gik sådan cirka på samme årgang, korrigerer. Hun har skrevet til mig på Facebook: »Kan stadig huske dengang jeg fik skældud af en tutor på rusturen, fordi jeg ikke ville tage min bh af, da vi skulle lave tøjkæde. ’Er du klar over hvor længe vi har brugt på at planlægge det her arrangement?’ lød argumentet.«

Johanne droppede senere over på et andet fag og fik gang i en ret blæret karriere.

Et element i studiestarten på Statskundskab i dag, som jeg heller ikke mindes, er, at drengene råber ’fisse’ virkelig meget. Men den tradition, forklarer en tredje gammel studiekammerat, Thorbjørn, blev indført allerede i 1999 eller 2000.

I så fald er fisseråberiet jo en eller anden form for æret tradition på instituttet. Tænk hvis jeg selv har skrålet med? Af frygt for at falde igennem.

Psykodynamik som på kostskolen

Steen Visholm, professor i gruppe- og organisationspsykologi fra RUC, kan tilbyde nogle forståelser af det, der foregår på Statskundskab. Og for ham handler det ikke bare om at skælde ud på nogle vildfarne tutorer:

»Uddannelsessystemet er et hierarki. At bane sig vej opad gennem systemet indebærer, at man ved en række lejligheder er underordnet autoriteter – overhøringer, eksamener, karaktergivning etc. Også autoriteter som man ikke bryder sig om, foragter eller hader. Og også autoriteter, der bruger mere magt end nødvendigt,« siger han.

»Helt generelt kan man sige, at hierarkier udgør en fristelse til at være ond og straffende nedad i systemet. De ydmygelser man indkasserer på vej gennem systemet sætter sig i kødet og neutraliseres lettest ved at blive ekspederet videre nedad.«

Alligevel mener Steen Visholm ikke, det er rimeligt at dømme tutorerne og pege dem ud som »sære sexister eller hvad man nu kan svinge sig op til. Men det kunne være en god ide for lærere og studerende at kigge lidt på organisationskulturen på instituttet,« siger han.

»Det må give anledning til selvrefleksion, at kulturen åbenbart skaber et stærkt behov for at sende ydmygelse og pres på personlige grænser nedad i systemet. Er lærerne så magtfuldkomne og distante at der ikke kan komme en ordentlig faglig fight i gang mellem studerende og lærere? Er de studerende blevet så autoritære, at de bare bøjer nakken for autoriteterne og så fristes til at sparke nedad?«

Når Steen Visholm forholder sig til tutorernes offentlige svar på Jonas og Maries kritik, noterer han sig, at de ikke synes at skænke det en tanke, at det er dem, der har magten i forhold til russerne.

»Undertiden formulerer de sig, som om dette at ydmyge og presse russernes grænser er et velfortjent personalegode for de arbejdsomme tutorer,« siger Steen Visholm.

»Er du klar over, at vi havde en næsten identisk sag på RUC i 2001?« spørger han.

Det var jeg ikke, men historien kan nemt googles. Druk, gruppepres, noget med intimbarbering og nøgenlege og gudhjælpemig igen et grisehoved, der spiller en vigtig rolle på et lejrophold. Der skal åbenbart være et strejf ’Fluernes herre’, før man har en ordentlig rustur.

Efter omtale i Politiken, tog det lokale RUCNyt 2001-historien op. I artiklen siger en repræsentant for studenterrådet på RUC, at historierne i medierne er ’unuancerede’:

»Der står slet ikke noget om, hvor mange kræfter, der bliver brugt på at uddanne rusvejledere. De gør et stort arbejde med at lave faglige programmer.«

Steen Visholm ser en parallel til Statskundskabs introforløb i England.

»Man kan få den tanke, at nogen forsøger at kopiere det engelske kostskolesystem inden for statskundskabssegmentet. Forældrene sender deres børn afsted, vel vidende at turen kan blive barsk. Til gengæld får de adgang til netværk, der er uvurderlige som karrierefremmere. Betoningen af at være kommende elite, som russerne bliver konfronteret med, og vigtigheden at underkaste sig det hemmelige selskabs infantile regler og ritualer peger i den retning,« siger Steen Visholm.

»Det engelske kostskolesystem er kendt for dets angstbaserede hierarki, hvor de ældste elever får ledelsesopgaver over for de små. Lærerne slipper for at udøve autoritet – det klarer de store, som til gengæld har ret til at pine og ydmyge de små.«

Et slag fisse i 1857

Det slår mig, at der også er et andet sted, hvor en elitær selvforståelse bliver koblet med druk og vild løssluppenhed, nemlig den amerikanske campus-kultur. I USA opstod i første halvdel af 1800-tallet de såkaldte fraternities, studenterforeninger og -boliger, som de studerende selv organiserer. Herfra udgår en studenterkultur, der altid har virket større, vildere og vådere end den danske.

I populærkulturen fremstilles de amerikanske fraternities som sexistiske bastioner, præcis som kritikken lyder, at Statskundskab har udviklet sig til. Tag fx Tom ­Wolfes roman I am Charlotte Simmons for en kritik af en amerikansk studiekultur, som han fremstiller som status-gal, seksuelt depraveret og fordrukken, eller Will Ferrell-kome­dien Old School for et mere kærligt perspektiv.

Måske er populærkulturens amerikanske studieliv en inspiration for Statskundskabs tutorer, hvoraf nogle jo taler om, at det hele er en slags ironisk teater om sexisme og ydmygelse. Frem for at være sexister eller være personer, der kunne finde på at ydmyge andre, opfører tutorerne sig bare som om.

Problemet med den attitude opstår først, hvis nogle af deltagerne ikke ved, at de medvirker i et show.

Et andet fællestræk ved fremstillingen af den amerikanske studenterkultur er, at medlemmerne af studenterklubberne ofte skildres som privilegerede, arrogante narrøve – som douchebags.

Måske helt berettiget: Allerede i et brev fra 1857 praler et amerikansk studenterklubmedlem til et andet af lige at have nedlagt ’a nice piece of ass’. Fuldt på højde med dansk narrøvsstil anno 2014. Brevet omtales i en aktuel artikel, The Dark Power of Fraternities, i kulturmagasinet The Atlantic.

Samme artikel oplyser, at 60 personer er døde i forbindelse med studenterklub-aktiviteter i USA siden 2005.

Alligevel vægrer ledelserne på de amerikanske universiteter sig mod at stoppe festen og lukke studenterforeningerne ned. Den amerikanske alumnekultur, hvor tidligere studerende hele livet føler sig forbundne med deres universitet, grundlægges nemlig for en stor del i studenterforeningerne. Og donationer fra succesrige alumner, der kniber en nostalgisk tåre over deres studieår, er en afgørende del af de amerikanske universiteters finansiering.

Stækket frihed forude, måske

Ledelsen på Statskundskab vil gerne fremstå mere resolut end de amerikanske modstykker. Den har forlangt et stop for krænkende ritualer, efter at sagen om Jonas og Marie er kommet frem.

Traditionen er under alle omstændigheder truet, nu alle kender til den.

Spørgsmålet er, om tutorerne på Statskundskab får lov at rette skuden selv, sådan som de gav udtryk for at ville på et velbesøgt ‘dialogmøde’ 2. juni, eller om de får beskåret deres frihed, mens lønnede institutmedarbejdere overtager studiestarten:

Den fare påpeger sociologistuderende og tidligere tutor på Sociologi Martin Langdal Topf i et indlæg på uniavisen.dk:

»Min frygt er, at disse snæversynede betragtninger [fra begge sider af debatten om Statskundskab, red.] kan medføre, at rusturene på Københavns Universitet drukner i formaninger og forbehold.«

På Samfundsvidenskab er der i dag en stærk tradition for at lade de studerende organisere studiestarten selv, men på andre af KU’s fakulteter har ledelsen taget tøjlerne i de senere år. De mener at have erkendt, at de første måneder på studiet er afgørende for, hvor godt den enkelte studerende falder til – og om hun eller han gennemfører.

Resultatet er, at håndholdte, voksenstyrede introforløb er blevet normen for studerende på Science og Humaniora. Og Studenterrådet, som har været helt tavs i debatten om Statskundskab, har begge steder anklaget dekanerne for at gøre vold på en fornem tradition og skabe ’et kedeligere universitet’ for studerende uden ejerskabsfølelse til deres fag.

Da Science indførte sit topstyrede introprogram, offentliggjorde en studerende en statistik, der viste, at frafaldet var steget, samtidig med at den traditionelle hyttetur blev sløjfet, selv om hensigten fra ledelsens side selvfølgelig var den modsatte.

Studiestarten er flere steder blevet ledelsens fest. Forhåbentlig er den også de studerendes. Spørgsmålet er, hvis fest studieintroduktionen på Statskundskab havde udviklet sig til at være.

chz@adm.ku.dk

Annonce

Seneste