Caroline er klimaaktivist: »Det, man giver til fællesskabet, giver man til sig selv«

Caroline Bessermann har travlt. I en baggård på Nørrebro med farverige vimpler, blomsterhegn og et lille springvand sidder hun og tre andre unge mennesker med computere ved et afskallet borde-bænkesæt.

De forsøger at finde Kongen.

Han skulle gerne sejle rundt på Kongeskibet Dannebrog i disse dage, på sommertogt rundt i landet, Vejle, er der nogen, der siger, måske han kommer til Vejle i morgen. Vejle er godt, Vejle er en åbning, en af de andre aktivister kender nogen i Vejle.

Caroline Bessermann og de andre aktivister i Den Grønne Ungdomsbevægelse har skrevet et brev til ham, majestæten altså, og de håber på at kunne overlevere det i Vejle, værsgo’, som når små børn står klar til at give de kongelige blomster.

De skal ikke have lov at holde deres fest i fred

Caroline Besserman om deltagere på konference om fossil energi

Den norske konge, Harald 5., er nemlig protektor for Offshore Northern Seas, en årlig energikonference i Norge, der er sponsoreret af nogle af de helt store fossile aktører som Shell, TotalEnergies og Equinor. Og det vil Den Grønne Ungdomsbevægelse gerne have det danske kongehus til at tage afstand fra.

Det er derfor, Caroline Bessermann har ekstra travlt i dagene op til konferencen, der finder sted den sidste uge i august. Hun og 51 andre danske aktivister drager til Stavanger i Norge, 15 timer i bus, for at protestere mod verdens største olie- og gaskonference, som har 60.000 besøgende.

»De framer det selv som en stor festival, hvor man kan lære noget om, hvordan vi kan forlænge den fossile tidsalder sammen med alle sine olie- og gashomies,« siger Caroline Bessermann og griner:

»Vi skal derop og lave noget larm og vise, at der er modstand mod det, de laver. De skal ikke have lov at holde deres fest i fred.«

Hvem har egentlig styr på klimakrisen?

Caroline Bessermann er i løbet af de sidste par år blevet et kendt ansigt på den unge generations klimaaktivisme. Som aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse diskuterer hun klimaengagement i Deadline den ene dag og holder møde med fødevareministeren den anden. Mange lærte hende nok at kende, da hun stillede op til bestyrelsen i Danske Bank for at få den til at ændre politik for investeringer i fossil energi.

Når hun ikke laver aktioner for klimaet, studerer hun på kandidatuddannelsen i klimaforandringer på Københavns Universitet.

Caroline Bessermann voksede op i Søborg uden for København som et lidt introvert barn, der var dygtig i skolen og gjorde, som de voksne sagde.

En dag i ottende klasse var hun på udflugt med klassen til Grønt Idécenter på Gladsaxe Bibliotek, hvor de så en film om klimaforandringer, og hvad der ville ske med jorden, hvis temperaturen steg en grad, to grader, to en halv grader. Det blev varmere og varmere og vildere og vildere, og så var filmen slut, tak for i dag.

Og Caroline Bessermann gik hjem til sine forældre og spurgte, hvem er det egentlig, der har styr på klimakrisen? Det havde de ikke noget godt svar på.

»Det lagrede sig hos mig som en nagende bekymring. Og så gik jeg og ventede på en eller anden mulighed for at træde ind i et fællesskab,« siger hun.

Vi sætter os på en bænk i gården. Omkring os hænger bannere til tørre, folk fiser rundt og henter og maler og planlægger omkring os. Det er varmt og tæt, sensommeren hænger stadig tungt over byen.

Tredje semester på kandidaten starter om et øjeblik, og Caroline Bessermann får travlt. Hun har udskudt en del fag, det kunne man ikke på CBS, hvor hun læste sin bachelor i International Business and Politics, men det kan man på KU, og det indhenter hende nu, hvor hun skal læse på fuld tid. Hun er spændt på, hvordan det kommer til at gå. Men i slutningen af august ligger alt det meget langt ude i fremtiden. Der er den store tur til Norge, en debat i P1 om flytrafik, klimafolkemødet i Middelfart og mere endnu.

Fra afmagt til fællesskab

Klimakrisen fyldte Caroline Bessermann med afmagt, hun gik hele tiden og slukkede lyset og bekymrede sig om, om folk spiste kød til hverdag. De gigantiske, strukturelle problemer blev til et individuelt anliggende (hvor lange bade må man for eksempel tage?), og det ansvar var ikke bare tungt at bære, det var også uoverskueligt og uholdbart.

I 2018 fandt hun endelig det fællesskab, hun havde ledt efter.

»Jeg ville noget mere. Jeg kunne ikke rumme klimakrisen på det personlige plan, og det kunne jeg mærke, at andre heller ikke kunne. Det er systemet, der skal ændres, ikke individerne,« siger hun.

Så hun blev aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse. Og hun oplevede, at det var et fællesskab, hvor man handlede og fandt ud af tingene sammen, ikke en kaffeklub. Der var aktioner og kampagner, breve der blev skrevet og demonstrationer, der blev holdt. Her var det tog, hun havde drømt om, så hun hoppede på, og det bare buldrede af sted. Og den unge kvinde, der havde været dygtig og var vant til at spørge om lov, skulle lære, at hun kunne gøre ting, hun aldrig havde prøvet før.

»Vi er jo så vant til i det danske skolesystem at bede om tilladelse. Vi venter på anerkendelse og på, at der er nogen, der kommer og giver os lov. Men vi skal tro på, at vi godt kan selv, og at det er os, der er drivkraften,« siger hun.

Har påvirket meget store pengestrømme

Da hun i 2023 valgte at stille op til bestyrelsen i Danske Bank, var det fordi, banken havde investeret 8,4 milliarder kroner i olieselskaber, som fortsat udvidede deres produktion.

Hvis man vil påvirke de store aktører, kræver det, at der er nogen, der laver larm og skaber dårlig stemning, siger Caroline Bessermann. Til gengæld kan man så være med til at skabe forandringer, der batter langt mere, end at man tager korte bade, dropper kød og takeaway-kaffe og husker at slukke lyset.

Det her fællesskab er et af de mest glade og håbefulde og energiske steder, jeg overhovedet kan befinde mig

Caroline Bessermann om Den Grønne Ungdomsbevægelse

»Danske Bank er sindssygt bange for to ting: De er bange for dårlig omtale, og de er bange for deres kunder. Og når der er nogen, der sætter spotlight på, at det er den sorteste bank i Danmark, gør det ondt på dem,« siger hun.

Caroline Bessermann blev ikke valgt ind i bestyrelsen, men hun fik skabt en masse medieomtale om bankens sorte investeringer.

I begyndelsen af 2024 vedtog Danske Bank en ny investeringspolitik, hvor den som en af de første store banker i verden solgte størstedelen af sine aktier i de olieselskaber, som fortsat udvider deres produktion.

»Det er tusindvis af millioner tons CO2, jeg har rykket der. Det er mere, end jeg, selv hvis jeg var Taylor Swift, kunne udlede som enkeltperson på livstid. Jeg har været med til at påvirke meget store pengestrømme,« siger hun.

En hardcore nulsumsanalyse

Når man spørger Caroline Bessermann, om hendes klimaengagement har haft betydning for hendes studier, smiler hun og lægger armene over kors. Der er en lille smule trods at spore.

»Der er jo kun 24 timer i døgnet. Og det er en hardcore nulsumsanalyse. Den tid, man bruger på at prøve at gøre verden til et bedre sted, kan man ikke samtidig bruge på at læse pensum. Og bruger man tiden på at læse tekster, tager man den fra at prøve at gøre verden til et bedre sted.«

Det er en heftig analyse at gå og lave hele tiden. Det lyder tungt?

»Ja, det er det. Det er nok derfor, der er mange, der ikke går og laver den. Det kan jeg egentlig godt forstå. Jeg ville ønske, jeg kunne pakke det ind og sige, hver ting til sin tid, men det er ikke de forudsætninger, vi arbejder med i klimakrisen. Du kan ikke forhandle med klimakrisens tempo.«

Hun tænker lidt.

»Så, ja, det har været hårdt. Men jeg har jo ikke smidt alt på jorden. Jeg har ikke sagt, at det her er så vigtigt, at jeg ikke tager en uddannelse.«

Faktisk, siger hun, er der meget af det, hun har lært gennem aktivisme, hun bruger i studierne:

»Det handler om, hvordan man går magtkritisk til de aktører, som man analyserer. Det er den kritiske tænkning, som jeg synes, man skal dyrke på universitetet, men som jeg ikke har lært af universitetet.«

En lille ond redningsbåd

Bag os sidder to kvinder og maler et synkende skib på et banner, hvor der står Modern Titanic. Tanken er, at olie- og gasselskaberne er ligesom de rige skibsgæster på Titanic, der ødelægger det for alle andre, mens de redder sig selv. Den ene maler flammer omkring båden og overvejer, om hun skal have en lille, ond redningsbåd, det kunne være meget sjovt, synes hun, men beslutter at stoppe i tide – ellers kan man blive ved med at male, som hun siger.

På fliserne ved siden af en lille dam sidder tre unge aktivister og maler på et andet banner, og ved et bord i skyggen sidder en studiekammerat og laver planlægningsarbejde inden afrejse.

Stemningen er sitrende, folk er spændte på turen, ikke sådan for alvor nervøse, men »man er jo ikke ligefrem blandt venner som klimaaktivist til en olie- og gaskonference,« er der en, der siger.

Kollektiv klimahandling

Caroline Bessermann vil gerne ruske lidt op i dem, der synes, det er hårdt at skulle lave aktivisme ved siden af studierne, og oven i alt det andet, man skal.

»Hvis vi var mange flere, der gjorde noget, ville det ikke være så hårdt. Og arbejdet er fuldstændig nødvendigt. Men hverken på universitetet eller udenfor bliver vi tilskyndet til det. Vi har ikke struktureret et universitet eller et samfund, hvor der er plads til, at man kæmper for det kollektive,« siger hun.

Vi har kæmpet, grædt og råbt af vores lungers fulde kraft, fordi det gælder vores liv

Caroline Bessermann om aktionen i Stavanger

De tidspunkter, hvor Caroline Bessermann har været allermest bekymret og ked af det, har været, når hun var alene. Så overtager tomrummet, det er for stor en krise at sidde alene med, siger hun.

»Når man giver til et fællesskab, giver man til sig selv. Det er et plussumsspil. Det her fællesskab er et af de mest glade og håbefulde og energiske steder, jeg overhovedet kan befinde mig. Jeg under alle at være en del af sådan et fællesskab.«

Der tikker en sms ind fra Caroline Bessermann fra aktivisternes lejr i Stavanger på oliekonferencens sidste aften, 28. august:

»Vi er netop nået hjem og kan høre konferencens kæmpe fyrværkerishow i det fjerne. Det lyder mere som skudsalver end fyrværkeri – og det løber mig koldt ned ad ryggen. Vi har virkelig gjort alt, hvad vi kunne i disse dage for at belyse, hvor absurd olieindustriens fejring af sig selv er, og jeg synes, vi er lykkedes. Vi har været 120 aktivister mod 60.000 olielobbyister, men vi har kæmpet, grædt og råbt af vores lungers fulde kraft, fordi det gælder vores liv, og det har kunnet mærkes. Nu kan jeg høre mine medaktivisters snak og grin, som de alle stimler sammen i lejren, så jeg vil slutte her og gå over og give folk et kram og få debriefet.«