Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Cécile har lavet en film om sin afdøde mor: »Jeg havde mistet en del af mig selv«

Ny dokumentar — Da Cécile Desaint mistede sin mor, opstod et hul i hendes liv. I dokumentarfilmen 'You Before Me' rejser hun i morens fodspor for at få bugt med tomheden – og for at få os andre til at se sorgen i øjnene.

Da Cécile Desaint mistede sin mor, gjorde det ondt, men hun flygtede ikke fra smerten. Hun forsøgte ikke at undgå sorgen, hun vadede direkte ind i den. Hun lavede en film om sit tab.

I filmen You Before Me rejser hun til Sydfrankrig, hvor hendes afdøde mor boede, da hun var i starten af tyverne, og besøger de steder, hun var, og de mennesker, hun omgav sig med, en generation senere.

Hun snakker med morens tidligere veninder, med en ekskæreste og hendes eksmand, Cécile Desaints far, der blev i Frankrig, da parret blev skilt.

Hun fandt og læste 60 breve, moren havde skrevet, ligesom hun så to timers smalfilm fra hendes barndom og lange båndoptagelser fra opholdet i Frankrig, hvor moren sætter ord på stort og småt.

Alt sammen af samme grund: Hun følte en tomhed, da moren døde, en følelse af uforløsthed, og den ville hun af med.

»Der var en masse ting, jeg stadig ikke vidste om min mor. Jeg havde brug for at lære at kende hende i dybden, inden jeg kunne acceptere, at jeg ikke ville se hende igen,« siger 24-årige Cécile Desaint, der studerer Film- og medievidenskab.

Så står man der og tænker: Hvem fanden er jeg egentlig?

Studerende Cécile Desaint

Måske havde følelsen også noget at gøre med den måde, hun sagde farvel til sin mor på. Hun døde af kræft i bugspytkirtlen i 2016, og selv om familien allerede vidste, at sygdommen ikke lod sig besejre, gik hun bort mere pludseligt, end de havde regnet med.

Det betød, at Cécile Desaint ikke var til stede, da hendes mor døde, og som hun også beskriver i filmen, plagede det hende i tiden efter tabet.

»Det er fornemmelsen af ikke at nå frem i tide. Vi ved, at i vores liv som mennesker kommer der til at være nogle afgørende øjeblikke, hvor vi skal nå frem, og hvis man fucker op i det, så skal man leve med den dårlige samvittighed,« siger hun.

»Man vil gerne være sikker på, at vedkommende, der skal til at dø, ved, at man er der, og at man elsker dem.«

100 timers optagelser

Cécile Desaint måtte ikke bare flytte sine egne grænser, men også andres, i første omgang i de interview med morens veninder og tidligere kærester, som hun lavede i Sydfrankrig, og som i høj grad er filmens rygrad.

Det var, når interviewpersonerne blev konfronteret med deres egen sorg og ikke vidste, hvad de skulle sige, at hun synes, det blev interessant. Hun ville have dem til at sætte ord på de tanker, som de normalt ville skjule bag en beskyttende facade.

Det krævede, at hun brugte adskillige timer sammen med interviewpersonerne, mens kameraet var slukket, så de kunne slappe af og føle sig trygge, når det blev tændt. Hvis hun optog 100 timers materiale, brugte hun mindst lige så meget tid på bare at være sammen med sin mors tidligere omgangskreds.

Det skyldes, at det er svært at sætte ord på det, man har mistet. Det opdagede hun ikke bare hos dem, hun snakkede med, hun mærkede det også på egen krop.

»Når man hører om nogen, der er gået bort, bliver man mindet om sin egen dødelighed, og det er der ikke nogen, der kan lide at forholde sig til. Vi vil ikke gøre andre utilpas,« siger hun og kalder sorg for et tabu.

»Samtidig er folk meget påpasselige med ikke at sige noget, der gør det værre for den, der er i sorg. De er måske også bange for, hvad der kommer frem, hvis de åbner for den pose.«

Men i valget mellem at lukke ned og konfrontere tabet, foretrækker hun så langt det sidste:

»Det var ubehageligt undervejs, men jeg sætter i højere grad pris på mit liv, nu hvor jeg har oplevet, at man kan dø mere eller mindre fra den ene dag til den anden.«

En del af dig selv dør

Cécile Desaint blev konfronteret med sin dødelighed, da hendes mor pludselig forsvandt. Ikke mindst fordi hun minder om hende i udseende og væremåde, det er tydeligt, når filmen klipper fra nutiden til de 30 år gamle optagelser fra Sydfrankrig, hvor hendes mor var i samme alder, som Cécile Desaint er nu. Hun får det endda at vide af alle morens veninder.

I den første version, hun lavede af filmen, var hun dårligt nok foran kameraet selv, men de konsulenter, hun sparede med, rådede hende til at gøre sig selv til hovedperson. Så i den endelige version af filmen er hun på skærmen i langt størstedelen af tiden.

Jeg blev konfronteret med de sider af mig selv, jeg måske ikke så godt kan lide.

Studerende Cécile Desaint

You Before Me er i høj grad hendes rejse: ved at gå der, hendes mor har gået, og spejle sig i hende gennem breve, bånd og samtaler, lærte hun meget om sin mor, men også en del om sig selv.

Det var mest de gode sider, for dem har vi en tendens til at huske og forstørre, når dem, vi holder af, forsvinder. Bare tænk på de anekdoter, der vrimler frem, når vi drikker gravøl, de er rige på varme og finurlige karaktertræk, knap så meget malurt.

For Cécile Desaint handlede projektet dog også om at se ind i de skyggesider, som hun ved, at hun har arvet:

»Jeg blev konfronteret med de sider af mig selv, jeg måske ikke så godt kan lide. Det her med at være lidt utålmodig og hovedløs og kaste mig ud i noget uden at tænke mig om. Måske med det resultat, at man kommer til at såre folk i processen, fordi man har en masse krudt, man vil brænde af, og der er meget, man gerne vil. Det blev jeg meget opmærksom på,« siger hun.

Hun sammenligner filmen med møderne i den sorggruppe, hun også blev en del af. Her skriver de breve til dem, de har mistet, de kigger på gamle billeder, graver gode og dårlige historier frem og lytter til hinanden.

Hun håber, at filmen kan være med til at få folk til at tale mere åbent om sorg, »fordi det er et basisgrundlag for at være menneske«.

For hende var det helt nødvendigt:

»Det lyder måske dramatisk, men når man mister en forælder, er der også en del af en selv, der dør. Så står man der og tænker: Hvem fanden er jeg egentlig? Skal jeg til at redefinere mig selv? Der kommer et hul, og mit store ønske ved at gøre det her har været at prøve at fylde noget i det.«

»Jeg var snotforvirret«

Det gjorde hun først i en sommerferie, hvor hun lavede optagelserne over to uger i Sydfrankrig, men da filmen skulle klippes, var hun begyndt på sine studier på Film- og medievidenskab på Københavns Universitet.

At studere, mens man laver en dokumentar i spillefilmslængde – og så én, der er intim og personlig – er ikke noget, hun vil anbefale andre. Hun sov ikke ret meget, mens hun klippede filmen, og hun havde svært ved at koncentrere sig om andet.

På et tidspunkt var hun nødt til at tage en pause på en måned, fordi hun havde mistet overblikket over fortællingen om sig selv og sin mor.

»Jeg var snotforvirret,« siger hun.

Det er hun ikke mere. Hun siger, at hun har fået det, hun søgte, nemlig fornemmelsen af at fylde lidt af det hul, hendes mor efterlod.

Den følelse, der nagede, af at hun ikke nåede frem til hendes død, er også forsvundet.

»Jeg har kunnet give slip på den dårlige samvittighed, og jeg føler, at jeg er kommet i mål med det, jeg gerne ville: et projekt om min mor, der hylder hende, men også viser hende som et helt menneske. Så ja, jeg er nok nået frem. Det er lidt skørt at sige, men ja, det tror jeg.«

You Before Me får premiere i uKirke på Vesterbro den 24. oktober.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste