Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
VALGDELTAGELSE - Da Copenhagen Business School havde valg til Studienævn, Akademisk råd og bestyrelse blev der lavet et massivt ChokoDump i skolens forhal. Det fik stemmeafgivelsen ved valget til at stige med mere end 10 procentpoint.
På CBS bruger de gammeldags børnelokker-tricks for at få de studerende til stemmeboksen.
Ved dette års valg blev ugen skudt i gang med intet mindre end 10.000 poser chokolade i CBS’ hall, og det har tilsyneladende haft en positiv effekt på de unges engagement. Valgdeltagelsen steg fra 18 procent sidste år, til 29 procent i år.
Det betyder, at CBS er tæt på at få hver tredje studerende til at stemme sig til indflydelse, på KU er det under hver sjette, der engagerer sig. Hvis man spørger Anders Melgaard Kjemtrup, som er formand for CBS Students, er der ingen tvivl om, at chokoladen har været medvirkende til den øgede deltagelse.
»At vi ender på en så markant rekord i stemmeprocenten er helt vildt. Og vi er sikre på, at chokoladen har sin andel i dette. Så vi er meget glade.« siger han.
Det var Marabou, der fejrede deres nylige lancering af produktet ‘ChokoBites’, som stod for det massive ‘ChokoDump’ i samarbejde med CBS Students, der fungerer som arrangører af CBS’ valg.
Om at kombinere valgkamp med reklamekampagne for et chokoladefirma, siger Anders Meldgaard Kjemtrup:
»Det blev sat i en klar kontekst fra starten af, at det handlede om valget. Vi var meget opmærksomme på betydningen af, at det skulle kobles sammen med det helt konkrete budskab om, hvad universitetsvalget handler om, og hvorfor det er vigtigt at stemme. Uddeling af chokolade har været et ekstra incitament, ikke noget, der er givet ud som ren reklame. Det har vi i øvrigt ikke tilladelse til på CBS.«
Kjemtrup mener, at chokolade-stuntet kun er et af flere tiltag, der har været med til at få de studerende interesseret i at stemme.
»Vi har været mere synlige i år. Flere frivillige har været rundt på campus hver eneste dag. Vi har også lukreret på, at CBS-ledelsen har været velvillige til at hjælpe. De har bidraget med digital reklame på vores intranet.«
»Det vi har valgt at gøre fra studenterorganisationens side,« uddyber Anders Meldgaard Kjemtrup, »er at lave vores egen valgside, som vi har fået CBS til at reklamere for. Inde på websitet, er der en knap, hvor der står ’click here to vote’, og der er video med information, en præsentation af alle kandidater, foruden information om hvad studienævnet er, fordi vi har erfaret, at mange ikke ved noget om det. Og man vil jo gerne vide, hvad man stemmer til.«
Der har været 9.000 mennesker inde på siden.
Selv om CBS har nogle åbenlyse fordele i at have et mere samlet campus, i modsætning til Københavns Universitets mange fakulteter, der er spredt rundt om i byen, kan KU måske lære noget af CBS’ fokus på den digitale platform, hvor alle nødvendige informationer ligger let tilgængelige for de studerende.
Maria Toft, Studenterrådets næstformand på KU, roste CBS’ digitale løsning, da Uniavisen talte med hende om valgdeltagelsen til universitetsvalget. Hun bemærkede samtidig, at hun skulle klikke hele otte gange rundt på KU’s hjemmeside, før hun nåede frem til den side, hvor hun kunne afgive sin stemme.
line.hjorth@adm.ku.dk