Christian Groes: Nogle gange kan jeg ikke se forskel på Københavns Universitet og et konsulenthus

Der var en særlig ånd på Antropologi. Man kunne tydeligt mærke det. Vi holdt til nede ved Vandkunsten og delte bygning med Arkæologi og Etnologi, jeg tror, det var et levn fra dengang, studiet var tæt knyttet til Nationalmuseet. Vi havde en idé om, at vi var noget særligt, at dem på de andre fag ikke havde forstået noget, det havde kun vi. Sociologerne havde jo ikke været ude i verden, og psykologerne går kun op i individet. Samfundsvidenskabsfolkene var kun optaget af politik, de havde ikke forstået mennesket. Men vi forstod mennesket. Det føltes lidt som at være blevet en del af en kult. På godt og ondt.

Da jeg startede på studiet, var der en kæmpestor verden, der åbnede sig. Jeg kom ind på kvote 2, for jeg fik ikke gode nok karakterer i gymnasiet. I folkeskolen var det endnu værre, der blev jeg kun erklæret måske egnet til at komme på gymnasiet. Men sandheden var nok bare, at jeg ikke havde fundet noget, der interesserede mig, og jeg havde svært ved at holde fokus, hvis jeg ikke var interesseret. Det ændrede sig, da jeg kom på universitetet. Jeg kunne sidde oppe flere dage og nætter og skrive en opgave, glemme at spise og sove, fuldstændig fordybet i en tekst eller et emne. Jeg elskede det.

Jeg brugte mine teenageår i Aarhus på at være antiautoritær anarkist, og den samfundskritik og kamp for retfærdighed tog jeg med mig ind på universitetet. Jeg tror, den politiske drivkraft overskyggede præstationsangsten for mig. Det var en tid, hvor den postmodernistiske kritik var meget stærk. Mange på Antropologi var meget kritiske over for fagets klassiske tilgang til oprindelige folk. Den her idé om, at hvis man kom fra Vesten og studerede oprindelige folk og måske ligefrem sagde noget positivt om dem, så var man ude på at romantisere og eksotisere dem og at det bare var en ny form for kolonialisme. Den kritik blev jeg også forført af.

Jeg tror, den politiske drivkraft overskyggede præstationsangsten for mig.

Christian Groes

Jeg endte i junglen alligevel. Jeg lavede et feltstudie blandt oprindelige folk i Amazonas, og jeg begyndte at spekulere over, hvordan det egentlig gavnede dem, at vi ikke kunne sige noget om dem, ikke kunne tale deres sag. Hvad pokker får de ud af, at vi ikke vil se noget brugbart i deres kultur? Så er det pludselig kun oprindelige folk, der kan kæmpe for oprindelige folk; kvinder, der kan kæmpe for kvinder; homoseksuelle, der kan kæmpe for homoseksuelle. Ingen kan kæmpe for hinanden. Men oprindelige folk udgør én procent af verdens befolkning, og de er undertrykt overalt. Hvis det kun er dem, der kan kæmpe deres sag, kommer det ikke til at gå særlig godt.

Jeg troede egentlig, at mit feltstudie skulle handle om identitet, for det var meget moderne dengang i 80’erne. Men det endte helt klassisk. Jeg undersøgte ritualer, myter, høvdinge, shamaner, naturtro, sådan nogle ting. For et par år siden, da jeg skrev en kritisk bog om ledelse, Gid min chef var høvding, trak jeg faktisk på mange af de ting, jeg havde lært om strukturer og hierarkier dengang.

Efter specialet måtte jeg gentænke hele mit akademiske fokus, fordi der slet ikke var nogen interesse for mit arbejde i Amazonas. Så jeg begyndte at beskæftige mig med seksualitet. Der var en strømning i tiden, hvor køn begyndte at fylde mere, og jeg tænkte, at seksualitet er interessant for alle, det vedrører os alle. Og så er det sjovt at arbejde med noget, der er tabuiseret. Jeg redigerede en antologi, Sex i grænselandet, med tekster om alle mulige seksuelle subkulturer, og jeg var med til at starte en forening, der hed Seksualpolitisk Forum sammen med en gruppe såkaldte sexpositive feminister og alle mulige andre sjove typer. Der var en stor gejst om det, vi lavede, det var normkritik. Det passede mig glimrende.

Der er et afsnit af Sex and The City, hvor Carrie kalder sig selv for en sexual anthropologist. Det syntes jeg var sjovt, så det begyndte jeg at kalde mig. Seksualantropolog. Det fangede ikke rigtig an, men på et tidspunkt var der en journalist, der kaldte mig kønsforsker i en artikel, og det hang ved. Der var et enormt stigma forbundet med at være en mand, der beskæftigede sig professionelt og akademisk med sex og køn. Det måtte skyldes, at man selv havde et problem med sin maskulinitet eller havde en mærkelig seksualitet.

Seksualitet som akademisk disciplin er svær at komme nogen vegne med, hvis det ikke bliver pakket ind i et større problem. Man kan godt få penge til at forske i hiv og aids og kondomer, men det er svært at skaffe funding til et projekt, hvor man studerer seksualitet på en positiv måde. Jeg tror, det ligger så dybt i vores kultur, at det er tabuiseret at beskæftige sig med seksualitet. Det betragtes er i hvert fald ikke som seriøs videnskab. Men jeg lænede mig nok lidt ind i det. I stedet for at undskylde og forklare har jeg det med at blive Rasmus Modsat.

Der var et enormt stigma forbundet med at være en mand, der beskæftigede sig professionelt og akademisk med sex og køn.

Christian Groes

Det er ikke nødvendigvis karrierefremmende at være så kritisk indstillet, men jeg syntes, det var spændende. Det gav en identitet. Jeg har altid været interesseret i at kritisere magt og normer, men når man er forsker og udgiver bøger, bliver man selv en slags autoritet. Det har jeg det ambivalent med. På den ene side har det givet mig en platform at tale fra. Men man kan hurtigt selv blive et arrogant røvhul. Det er også fremherskende i akademia. Og det er jo klart, det hele er en konkurrence om at have den viden, der bliver anerkendt. Man skal passe på, at man ikke begynder at se ned på andre mennesker, når man stiger i graderne på universitetet.

Min søn Oscar har autisme, og han er en slags ekspert i min nye bog, Vi er alle anderledes. Den handler om neurodiversitet, og det ville være absurd ikke at have ham med, fordi han er årsagen til, at jeg skrev den. Alt det, jeg selv og samfundet har set som mangler hos ham, begyndte jeg at reflektere over. Hvorfor er det egentlig et problem, at der er ting, han ikke kan? Vi er opdraget med en meget stærk idé om, at man skal kunne klare sig selv. Men hvorfor egentlig? Det er ikke alle steder i verden, hvor den idé er fremherskende.

I Amazonas mødte jeg en masse folk, der stak ud fra normen på den ene eller den anden måde, men det var ikke et problem. Det var heller ikke noget, de gik særlig meget op i. Det var hverken et problem for samfundet eller individet, fordi de havde et ekstremt stærkt støttesystem. Det er lige meget, hvis der er et menneske, som kun er god til den her ene ting, for alle de andre gør jo det andet. Det skal de nok sørge for. Når man lever i et hardcore individualistisk samfund, bliver fejl og mangler meget tydelige. Men de er stort set usynlige i meget stærkt kollektivistiske samfund. Hvis man ikke er superdisciplineret og supersocial i det her samfund, går det galt. Jeg ville gerne skrive en modfortælling, der viser, at det ikke er alle steder, det er sådan. Det system, vi har, er ikke naturligt, og det passer kun til en meget bestemt gruppe af neurotypiske mennesker.

Hvis man ikke er superdisciplineret og supersocial i det her samfund, går det galt.

Christian Groes

Jeg slog mig meget på normerne, da jeg blev fastansat på universitetet. Pludselig skulle jeg administrere en masse ting, jeg sad jeg med store Excel-ark og gik til møder hele tiden. Det duer slet ikke for folk med autisme eller adhd, og min psykolog er 100 procent sikker på, at jeg har adhd. Jeg er faktisk heller ikke sikker på, at den herskende tilgang duer for universitetet. Jeg tror, det har skadet den akademiske tænkning og den akademiske tradition.

Min tese er, at Einstein aldrig ville have klaret sig på det moderne universitet. Mange neurodivergente mennesker ville være ekstremt gode forskere, hvis de kunne specialisere sig totalt i det, der interesserer dem. Hvis de ikke skulle udfylde alle mulige rapporter og skrive stive ansøgninger, hvor der ikke er plads til, at man gør noget mærkeligt.

I dag sidder der virkelig mange på universitetet, som minder mere om funktionærer end forskere. Jeg håbede, at universitetet ville være et samfundskritisk sted. Men nogle gange kan jeg ikke se forskel på universitetet og et konsulenthus. Logikkerne minder om hinanden. Alt skal kunne bruges til noget, alt skal være anvendeligt i et kapitalistisk samfund.

Der er heldigvis stadig nogle særlinge rundt omkring, nogle skøre professorer. Men der bliver færre af dem. Problemet er, at hvis vi ikke har de her figurer at spejle os i, så har vi ikke plads til os selv. Jo flere mennesker, der stikker ud, jo mere bliver der plads til os alle.