Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

»Cool, sjov og bright som bare fanden.« Søren Ulrik Thomsen bliver æresalumne

Æresalumne — Læsere og litterater er enige: KU's nye æresalumne, digter Søren Ulrik Thomsen, er både cool, klog og forever young.

Når jeg bliver dygtig nok, vil jeg skrive et digt,
der starter så tøvende og toner så usikkert ud
som et første og sidste kærtegn:
Indtil da må det smælde som en pisk over nakken

Sådan skrev Søren Ulrik Thomsen i Hjemfalden i 1991, da denne signatur lige var begyndt på danskstudiet. Vi glædede os helt sindssygt til han skulle gæste ‘Blå Tirsdag’, forfatteroplæsningen på instituttet, hvor vi som små flagellanter villigt bøjede nakkerne for digterens smældende ordpisk.

Han svirper fortsat, og han er stadig dygtig, ham S.U.T., og nu vender poeten, der selv har læst Litteraturvidenskab på KUA, hjem for at blive udnævnt til æresalumne på sit gamle universitet.

Studiekammeraten: Ubetalelig ordgejler

I senhalvfjerdserne foregik undervisningen med Thomsens egne ord i ‘de militant ucharmerende betonbarakker kaldet KUA’:

»På Institut for Litteraturvidenskab sad jeg i hestesko med ambitiøse, unge åndsaristokrater fra hele landet og labbede strukturalisme, socialhistorie, semiotik og psykoanalyse i mig og rent faktisk lærte ting og sager, som jeg hele livet har haft glæde af,« siger han til Alumneforeningen.

Søren Ulrik Thomsen kommer alle nysgerrige – gymnasieelever, ikke mindst – i møde med en generøs portal til sit liv med ord og tanker lige fra debuten med digtsamlingen City Slang i 1981 til den seneste udgivelse, erindringsbogen En hårnål klemt inde bag panelet fra marts 2016 på sin egen hjemmeside, Oktober Boulevard.

Her, i Raritetskabinettet, husker forfatter, kritiker og musiker Klaus Lynggaard tilbage på KUA-dagene med sin studiekammerat under titlen En ven i nødden:

»Vi faldt hurtigt i snak, Søren Ulrik og jeg, når der blev røget ude på gangen med de andre høveder. Dengang var rygning obligatorisk på uni. Ikkerygere henvistes til små, uhumske, ildelugtende og kolde lokaler, hvor de kunne sidde og skamme sig.«

Gennem røgsløret lyste Søren Ulrik Thomsens begavelse på en måde, der nærmest lyder strømførende:

»Havde han ikke været en så smooth operator og fuldstændig ubetalelig ordgejler, der kunne hidse sproget op til de mest sindssvage excesser, havde jeg affærdiget ham som Kloge-Åge. Men han var cool. Og sjov. Og bright som bare fanden.«

Anmelderen: Cool, gådefuld og paradoksal

Cool er et ord der går igen hos Kamilla Löfström, der underviser i anmelderi på Litteraturvidenskab i dag. Hun siger til Uniavisen:

»Jeg er ret vild med en titel som City Slang, fordi den er så cool – og med billedet af digteren, der hænger på hovedet i ét ben på omslaget af Ukendt under den samme måne. Det er gådefuldt og paradoksalt, at det er det samme menneske, som har været med til at skrive Kritik af den negative opbyggelighed – og det gådefulde og paradoksale interesserer mig, fordi det sætter så mange tanker i gang.«

S.U.T. er en kritikerdarling og en publikumsdarling, bemærker Kamilla Löfström, og en digter, der skelner skarpt mellem de to områder, poesi og politik:

»’Poesien skal ikke være stik-i-rend-dreng for det politiske,’ kan jeg høre ham sige.«

Omslag til digtsamlingen ‘Ukendt under den samme måne’, 1982

Litteraten: Generationens spydspids

Også dr.phil. Marianne Stidsen, lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab er med på at give S.U.T. en kæmpekrammer.

Hun nærlæser hans forfatterskab i sin bog Den ny mimesis. Virkelighedstolkningen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig. Til Uniavisen skriver hun i en mail:

»Søren Ulrik Thomsen var spydspidsen, da hans generation genåbnede ‘det blå rum’, altså poesiens og eksistensens rum, i 1980’erne. I digtsamlinger som City Slang og Ukendt under den samme måne blev kroppen det sted, hvorfra ‘sjælen skulle genses’. Som fx i digtet Power, hvor maven er »en bro af muskler« og tungen »skinner ud mellem tænderne«. Det var med til at skabe et nyt stærkt fokus på subjektet, som op i gennem 70’erne ellers var blevet barberet ned til kun at være en repræsentant for diverse kollektive grupperinger såsom køn og klasse.«

I sit senere forfatterskab har Thomsen skruet ned for det modernistisk eksperimenterende sprog og i stedet søgt en ny enkelhed og ligefremhed, ifølge Marianne Stidsen. Men:

»Man skal ikke tage fejl. For hans særlige sans for at komme så dybt ned i eksistenstolkningen, at man på det nærmeste kan høre de menneskelige vilkår knase under én, fejler ikke noget. Det sker både i Hjemfalden, Det skabtes vaklen og også i den seneste digtsamling, Rystet spejl. Her kommer det religiøse ligeledes til at fylde mere. Fordi Thomsen ikke længere tror på, at vi bare kan stå alene. Helt ved egen kraft.«

»Søren Ulrik Thomsen er slet og ret en af de mest intelligente forfattere, jeg har mødt,« skriver Marianne Stidsen, og summer op, hvad han kan, der er så særligt:

»At trænge ned under fraserne og klicheerne og parolerne ved at skrive om, hvordan tingene rent faktisk føles og opleves. På den enkeltes krop og sjæl. Det gør, at vi igen kan komme i kontakt med os selv i en tid, hvor selvet ellers er ved at være lidt en by i Rusland. Som når han fx i sin nyeste bog En hårnål klemt inde bag panelet skriver om, hvad det egentlig er, der får ham til at give tiggeren på gaden en 20’er. Eller hvad det egentlig er, der gør, at han bare ikke kan udholde at få en krammer.«

Søren Ulrik Thomsen bliver officielt udnævnt 8. oktober 2016 ved Alumnernes Dag, hvor han også vil holde festtale.

gbg@adm.ku.dk

Seneste